Mislykket koncept

Korns 7. album - og første album som kvartet - er desværre endt som et mislykket forsøg på at lave et intellektuelt konceptalbum, mener Mathias Nielsen. Korn er blevet ældre, og der er sket meget siden udgivelsen af det forrige og ret ligegyldige album ”Take a Look in the Mirror”. Som det nok ikke kan være gået nogens næse forbi, så forlod stenerhoved og guitarist, Brian ”Head” Welch, bandet i februar for at vie sit liv til Gud. Om det, kan man mene hvad man vil, men hans exit gav i hvert fald anledning til spekulationer om, hvordan det næste Korn-album nu ville komme til at lyde.

Man fornemmer fra start, at Korn har forsøgt at kreere et konceptalbum, og Jonathan Davis har i interviews også brugt rigeligt af sin tid på at erklære sin forkærlighed for Pink Floyd, som - om nogen - er kendt for netop konceptalbums.

”See You on the Other Side” er desværre endt som et småprætentiøst foretagende på godt en time, hvor forskellige producere har hjulpet Jonathan Davis bag mixerpulten. Og netop produktionen er svær at sætte en finger på. Det hovedsagelige problem er, at Korns kompositioner ikke holder vand hele vejen gennem dette storstilede eksperiment. Om det er fordi guitarist, James ”Munky” Shaffer, ikke kan klare sig uden Head ved sin side, er ikke til at sige, men han er i hvert fald blevet nedtromlet af Davis på store dele af albummet, til fordel for kompositioner, man til tider (og med rette) kan kalde Nine Inch Nails-pasticher. Guitarene har fået et spark langt tilbage i lydbilledet.

Man havde næsten glemt den - Fieldy’s signatur-slap-bas, for den er forsvundet som dug for solen. Faktisk opdager man først fraværet, da man bliver helt glad over at høre den i sang nummer otte, ”Open Up”, efter ca. fem sange og tyve minutters musikalsk ørkenvandring.

Inden alt dette, var det såmænd startet fint nok med ørehængeren ”Twisted Transistor”, som er irriterende på den gode måde, og hvor The Matrix’ anderledes produktion giver sangen en interessant dynamik (vi har nævnt det før, men The Matrix har ellers rædsler som Ricky Martin, Ronan Keating, Backstreet Boys OG Busted på samvittigheden!). Efterfølgende fungerer ”Politics” fint som Korn anno 2005, og forventningerne steg faktisk for undertegnede.

Jonathan Davis lyder til at være kommet sig over mishandlingstraumerne fra barndommen. Manden har jo også gift sig med en pornostjerne, så nu har han sikkert fået andre ting at bekymre sig om… Det er i hvert fald ikke barndomstraumerne, han bruger tid på længere i sit lyriske univers. Nu er det politik, kærlighed og religion (Head får én på hatten i ”Hypocrites”), der er på dagsordenen.

Men midtvejs er det som om, Korn kommer i problemer. Det er vildt at tænke på, at et af de første nu metal-bands nu kører på syvende album, men det kan beklageligvis alt for nemt høres på det kreative plan. Albummet er ellers velment, og det er lidt synd for Korn, at det ikke har fået et bedre udfald. Projektet lider under at have taget en drejning i en lidt for Davis’sk retning, og det er ærgerligt at der bruges tre gange seks-syv minutter på Nine Inch Nailsk tomgang, som førnævnte Davis – uden tvivl – selv står bag.

Man skulle aldrig have troet det, men nu er det pludselig blevet mere interessant at høre, hvad Head får ud af sit kristne musikprojekt, som bliver udgivet en gang næste år! Uanset hvor anstrengt og forceret dét – på papiret - end lyder...