Sværd og trolddom – og black metal
Højt mod nord, på kontinentet Tamriel ligger det frosne land Skyrim. Her kommer inspirationen til Noctules melodiske black metal, og der er intet andet at gøre, end at overgive sig og gå på opdagelse.
2. Labyrinthian
3. Wretched Abyss
4. Evenaar
5. Winterhold
6. Deathbell Harvest
7. Unrelenting Force
8. Become Ethereal
Du kan næsten ikke tro den sidste dags hændelser kan være sande. Ikke nok med, at du blev taget til fange af kejserdømmets tropper og idømt dødsstraf. Du overlevede faktisk. Netop som bødlen løftede sin økse, og du bittert tænkte, at det sidste du ville opleve, var din kind mod den arrede træstub, der stadig dampede af blod fra fangen før dig, så du et syn, du troede var forbeholdt de ældgamle sagn: Et monstrøst reptil spredte sine vinger ud over lejren og lod flammende død regne fra himlen. I forvirringen slap du væk og nåede ned i de gamle gange under fortet.
Din forbundsfælle, Hadvar, og du selv kæmpede jer gennem torturbødler og kejserlige soldater og nedlagde med nød og næppe en kæmpemæssig hulebjørn, mens I desperat forsøgte at undslippe en skæbne, der var gået fra tragisk til gruopvækkende. Langt om længe trådte I ud af hulen, og missede med øjnene mod den nordiske sols klare, blege skær.
----
Serena Cherry, bedst kendt fra hardcorebandet Svalbard, springer ud ikke kun som solomusiker og black metal-komponist, men også som ægte gamer. ‘Wretched Abyss’ er et konceptalbum dedikeret til det enormt populære computerrollespil ‘The Elder Scrolls V: Skyrim’, der finder sted i en nordisk inspireret fantasiverden, og sætter spilleren i rollen som drageblodsbærende sagnhelt. Eller ikke. Noget af det særlige ved Skyrim, og det som gør, at det stadig er ufattelig populært efter at have været ude i ti år, er, at spilleren kontrollerer sine egne handlinger og spillets forløb fuldstændig på egen hånd.
Cherry forklarede for nylig til det engelske medie Astral Noize, at Skyrim er hendes absolute yndlingsspil, netop på grund af denne frihed og mulighed for at vælge nye veje igennem det, og derfor har hun også skrevet en hel black metal-plade om det.
---
Foran dig strækker det tætbevoksede landskab sig. I horisonten kan du se høje, savtakkede bjerge strække sig ildevarslende mod himlen, mens skoven lægger sig for deres fødder. Inden I skiltes, forklarede din medsammensvorne dig, at hans onkel arbejdede som smed i landsbyen Riverwood, og at han ville søge derhen. Du beslutter dig for at gå i samme retning og udnytte dagslyset, mens det endnu er der. Ifølge Hadvar skulle det kun være en kort rejse.
Efter knap en mil hører du lyde fra buskadset på venstre hånd. Heldigvis er du forberedt efter den strabadserende tur gennem Helgens fangekældre. Hvis du griber dit sværd og skjold, gå til §1, trækker du din langbue og går ned i knæ for at skjule dig, gå til §2. Hvis du derimod hidkalder din indre styrke og gør klar til at fremmane destruktiv trolddom fra dine fingerspidser, gå til §3.
§1. I rette tid får du fundet dit tunge skjold frem fra ryggen og holder det beskyttende foran dig, mens din højre hånd finder det slidte langsværd, du fandt på en afdød eventyrer under fortet. Ikke et sekund for sent tænker du, da de diskrete lyde fra før vokser til en faretruende snerren, og en gruppe vilde ulve kaster sig ud af skovbrynet og hopper imod dig.
Dine veltrænede kampreflekser træder ind og ikke et sekund for tidligt. Du skubber skjoldet foran dig og hører adskillige af ulvens skarpe tænder splintres mod den rustne stålkant, mens sværdet svinger til din modsatte side og skiller et andet dyrs hovede fra dets metalgrå krop. Ulvene er ikke nogen hindring for din erfaring og styrke, og efter kort tid er du i færd med at skille kadaverne af med både pels og de møreste kødstykker. Fortsæt til §5.
§2. Dine sanser har altid været dit stærkeste våben, og heller ikke denne gang svigter de dig. Skjult i skygger og bevoksning sniger du dig mellem træerne uden at knække så meget som en kvist. Lidt længere fremme ser du et lille lejrbål omringet af grove typer, der sidder og mundhugges over fordelingen af udbyttet fra deres seneste røveri.
Du ler for dig selv, mens du sander, at en landevejsrøver er fredløs i alle dele af verdenen. Med sammenklemte læber lægger du en pil på buestrengen, og med skødesløs mangel på anstrengelse lader du den flyve mod den mest storskrydende i gruppen. På et brøkdel af et sekund afbrydes hans talestrøm, og hans kompagnon når knapt at råbe ud i overraskelse, før også han må tie for evigt.
Den sidste vender hurtigt om på hælen og kaster sig i vild flugt mod træernes stammer. Også hun falder, da din tredje pil rammer hende mellem skulderbladene. Kort efter er du på vej videre, iført nye støvler og bærende på en svulmende madsæk og også med et par septimer mere i pungen, end da du dukkede op.
Fortsæt til §5.
§3. Med spidsede ører og en mine, der er en blanding af opmærksom årvågenhed og tilstrækkelig arrogant tilbagetrukkenhed bevæger du dig fremad, din højre hånd rede til at sende stråler af magisk ild mod hvad end, der måtte vente dig forude.
På landevejen, der slanger sig forbi dig ind i det bakkede landskab, ser du to kejserlige soldater komme trækkende med en pjaltet mand i lænker. Ude af stand til at kontrollere din afsky overfor de krigere, der indtil i går havde holdt dig fanget, slipper en fornærmelse over dine læber, mens gnister begynder at flyve om dine fingerspidser. På behørig afstand mumler du formularen, der vil sætte dine fjender i flamme, og store bølger af ild skyder ud mod soldaterne, og du fornemmer nærmest allerede den ramme stank af brændt hud og hår.
Og flammerne slikker også opad den forreste soldats krop, men allerede efter ganske få sekunder er din energi brugt op – for lidt og for kort til at skaffe modstanderen af vejen. Du ved, du er nødt til at købe tid, og for at undgå hans vilde sværdsving løber du baglæns, mens du gør dit bedste for at hoppe over knolde og trærødder. Panikken spreder sig i dit sind og kulminerer, da du mærker en isnende smerte, fra den pil soldatens partner har sendt mod dit bryst. Din sidste tanke er, at du måske skulle have iført dig en rustning, fremfor en glorificeret morgenkåbe inden du satte ud på eventyr.
Du er død.
---
Noctules black metal er stærkt melodisk, og hvis nogles tanker skulle strejfe mod genrens kæmper – Dimmu Borgir for eksempel – ville dette ikke være skudt helt ved siden af. Tydelig er indflydelsen dog også fra Svalbard, særligt i et nummer som ‘Evenaar’, der placerer sin fløjsbløde lækkerhedsguitar over skarp distortion og blastbeats og stjæler scenen fra Cherrys ellers aldeles habile black metal vokal.
Guitararbejdet skiller virkelig Noctule ud fra flokken og giver et fantastisk kompetent holdepunkt, hvor resten af musikken kan definere sig ud fra, hvilket gør det til en fryd at høre. Kombinationen af det skarpe og det bløde er med til at sætte scenen for det stærkt fantasyprægede univers og får koncept og musik til at smelte sammen. Midtertempoet gør det tilstrækkelig episk uden at kamme over i heltemetal, og generelt er 'Wretched Abyss' er velkomponeret plade.
---
§4. Mæt og tilfreds giver du dig ud på vejen. Sikker på dine evner og dit grejs værd, vandrer du ubekymret gennem bakker og mellem træer. Da du vil krydse floden springer et sært, skjoldklædt væsen frem og lader sine kløer gribe efter dine fødder, men stærk og selvsikker som du er, giver du den store, gråblå krabbe et solidt spark, og ler kort for dig selv, da du hører det dumpe plump, da den rammer vandoverfladen et par meter længere nede.
Du vandrer videre og når en korsvej. Til den ene side peger skiltet med det frønnede træmod "Riverwood" og til den anden kan du skimte navnet "Dysterfaldshøjen".
Hvis du tager vejen mod Riverwood, gå til §5. Bevæger du dig derimod vestpå, mod Dysterfaldshøjen, gå til §6.
§5. Hen mod aften når du ind i en lille by ved flodens bred. På vejen har du samlet en sæk fuld af sjældne urter, farvede insekter og alskens ingredienser. Du føler dig nogenlunde sikker på at kunne få en udmærket pris for dem. I hvert fald nok til at kunne betale for kost og logi for natten. Da du når byens midtpunkt, smedjen, hører du Hadvar, din tidligere flugtpartners, stemme. En ophedet ordveksling høres fra huset bag essen, og du kan høre præcis nok til at forstå, at den lange, kolde krig mellem det nordiske folk og de kejserlige erobrere fra syd er ved at varme op. Efter sigende er der penge og berømmelse at hente, for den der viser sig stærk eller snedig nok til at vende krigen til den ene eller den andens fordel. Jarlen af Hvidstrøm udlover en titel som thegn til den, der kan hjælpe ham med at tilvejebringe et ældgammelt, magisk artefakt.
På kroen går du i seng med tanker om drager, kamp og berømmelse strømmende igennem dit hovede. Hvem ved, hvad morgendagen bringer?
---
'Wretched Abyss' er et bundsolidt, melodisk black metal-album, der især nyder godt af kombinationen af lækre leads og traditionel riffing. Måske er det ikke sonisk banebrydende, men det er langt fra traditionelt. På ‘Deathbell Harvest’ finder man for eksempel inspiration fra emoproggerne i Coheed & Cambria, og det har aldrig været en dårlig ting. Det er tydeligt at høre, at Serena Cherrys bund ligger i emotiv hardcore, og hun bringer denne energi med sig. Derved slipper vi også for den forlorne gotik øvrige meloblackbands døjer med, og det giver en energisk fornemmelse, der undviger den dorskhed melodiøsiteten ofte farver riffingen med. Der er al mulig grund til at drage med Serena Cherry ind i det frostbidte Skyrim på ‘Wretched Abyss’. Og der er også god grund til at hylde kreativiteten i at være blandt de første til at finde inspiration nye steder.
---
§6. Din opstigning i det bakkede terræn bliver sværere som dagen forløber. Blødt græs og frodig muld skiftes gradvist ud med blottet grundfjeld og frossen jord. Bevoksningen skifter fra lysegrønt løv til ildevarslende dunkelgrønne fyrretræner, og snart finder du dig selv travende i ankelhøjt sne, mens din ånde krystalliserer sig i den tynde luft foran dig.
Du mener efterhånden at kunne skimte toppen af bjerget og dine værkende ben tiljubler dig, og selvom du mener at kunne høre rå stemmer råbe til hinanden, er du i tvivl om lyden kommer fra dit hoved, der er let af iltmangel, eller som en slags fata morgana foranlediget af sne og bjergside. Det er først, da du drejer rundt om et klippefremspring, du ser det gigantiske bygningsværk på toppen af bjerget: Monumentale søjler rejser sig foran dig så højt, at du kunne sværge på, at deres spidser rammer skyerne. Målløs ser du opad, indtil en hvislen forbi dit venstre øre river dig ud af din trance. Landevejsrøvere! Du ved, du må kæmpe for din overlevelse – og også for hvad end Dunkelfaldshøjen må indeholde. Instinkterne tager over, og du kaster dig ind i kampen!