Forhistorisk fadølsmetal
Red Fang byder på musik, du kan drikke bajere til, uden der af den grund skal gå Biergarten i den.
2. Unreal Estate
3. Arrows
4. My Disaster
5. Two High
6. Anodyne
7. Interop-Mod
8. Fonzi Scheme
9. Days Collide
10. Rabbits In Hives
11. Why
12. Dr. Owl
13. Funeral Coach
Meget metal tager sig selv meget alvorligt. Det kan man ikke sige om Red Fang. Det oregonianske band er måske stonermetallens svar på Municipal Waste. Intet skal tages seriøst, og særligt ikke her på bandets fjerde LP i et hav af EP’er, splits og singler.
For at slå stemningen fast med syvtommersøm, skal vi starte med at se videoen til ‘Arrows’, første single fra pladen af samme navn; fire midaldrende mænd med varierende grader af hår og skæg blæser hele budgettet til videoen af på et samuraisværd og bruger det til at hugge næmest alt, de kan komme i nærheden af over. De gør også nar af Kiss.
Hvis det havde været det eneste, havde pladen været sikret en 666-karakter – lige hér. Det er intet mindre end genialt og fungerer både på egne præmisser, men også i forlængelse af deres tidligere arbejde, hvor for eksempel ‘Wires’ fra pladen ‘Murder The Mountains’ fungerer i næsten samme tema. Her bruger de blot en gammel bil til at smadre alskens genstande. På samme måde som Municipal Waste, er det tåbeligt og sjovt på én gang, og blandingen af far-humor og tunge (men ikke for tunge) riffs understøtter handlingen til perfektion.
Opfølgeren ‘Why’ er noget flottere i optagelser og handling, men er lige så tåbelig, når bandet i form af Chuck E. Cheese-maskotter spiller deres riffs for unge goths, der leger rodeo på en børnekarussel, inden frontbamsen overdoserer på pulveriseret parmesan.
Konceptet holder altså hundrede procent, og for det segment af metalfans, der efterhånden siger ‘ooof’, når de placerer sig i sofaen, vil der ikke være en finger at sætte på Red Fang.
Nye inspirationer – mere eller mindre velvalgte
Red Fang er stadig leverandører af de fede riffs, ikke mindst på de to singler, der røg først på gaden, men den til tider lidt ensformige lyd er blevet taget til revision på ‘Arrows’. Der er nye lyde i farvandet, og Red Fang krydrer den tunge stonerlyd med både mere sludge, mere doom, en del nu-metal og en sang, der hundrede procent lyder som farmetalkollegerne i Baroness: ‘Fonzi Scheme’ lyder i så høj grad som georgianerne, at det er helt uhyggeligt. Man kunne have svoret, at det var John Dyer Baizley, der leverede vokalen, men efter sigende er det hundrede procent Red Fang selv.
Sangen er i øvrigt også interessant i det, den er skrevet i præcis samme toneleje, som det ‘ayyy’ den legendariske Henry Winklers karakter, den evigt seje Arthur “Fonzie” Fonzarelli, udbrød i tide og utide i tv-serien ‘Happy Days’, der i øvrigt også dannede baggrund for Weezers storhit ‘Buddy Holly’ tilbage i 1994. Det er en fremragende sang, og det er kendetegnende for ‘Arrows’, at de gode sange er rigtigt gode.
På ‘Unreal Estate’ eksperimenteres der med en mere Matt Pike’sk vokal, når der skrues op for den High On Fire-lignende powersludge, mens der på ‘Two High’ rodes rimelig meget rundt i en let industrial-agtig nu-metal inspiration. Det er ikke et stærkt nummer i sig selv, men når den følges af den reelle snoozefest, der er opfølgeren ‘Anodyne’, lyder det bedre. ‘Rabbits In Hives’ er derimod det helt klassiske Red Fang-track, der nok kan spås en rolle som fanfavorit på denne plade. Groovet er uovertruffent, og den lethed med hvilken det fremføres er misundelsesværdig. Vi forudser jubel på livescener verden over, når den slås an.
Pizza- og narkohymnen ‘Why’ holder fuldstændig, og ikke kun som video, som tidligere beskrevet. De leads, der lægges her, er ekstremt vellydende i forhold til den ellers skramlede lyd, der præger bandets oeuvre. De kommer naturligvis til senere, men den holder en nærmest populærmusikspræget kadence, der kunne være Red Fangs indgang til mainstreamrockscenen. Hvis de gad, altså.
Det er det, der er den helt store appel ved Red Fang. Det er folk, der ikke har noget, de skal bevise. De vil bare gerne have det sjovt og spille musik med deres kammerater, mens de drikker sig i hegnet. Det bærer ‘Arrows’ også præg af. Det er ikke stor kunst, men der er saftsuseme basis for at være dum på en sjov måde.