Ugens Monsterdrøn

Ill Nino imponerer - selv en gammel og gennemprøvet hævi dreng som Lars Schmidt. Den nye bølge af amerikansk heavy metal, forkortet "nu metal", har vi lykkeligvis haft hos os i et par år nu, men det virker, som om genren - måske også fordi den er ved at nærme sig mainstream - er på vej til at køre i tomgang. Sådan havde jeg det i hvert fald, lige indtil jeg fik smækket en lousy pladeselskabs-brændt promo-cd i synet af min hævidoktor (det var alt, vi fik her inden deadline, den ægte er på vej - red.). Intet cover, ingenting. Forventningerne var lave, men hvor er de dog blevet gjort til skamme.

Ill Ninos andet full-length album, "Confession", er ganske enkelt fremragende, personlig, musikalsk spændende, og det giver håb for nu metallen. "Confession" giver håb - både for de mange musikere, der praktiserer genren, og for os, der godt kan lide at få et kick af genren. "Confession" holder fast i genrens varemærker, aggressiviteten, de tunge riffs, melodierne, men bringer den også videre. Albummet viser, at det sagtens kan betale sig for musikerne at udvikle deres egen, personlige stil
- og få succes med det.

Medlemmerne af det seks mand store orkester Ill Nino er fortrinsvis fra Brasilien, men også fra USA og Peru, og de sydamerikanske aner og kulturelle rødder kommer nærmest smukt til udtryk, når de hældes i metalgryden. Grundsubstansen er de monstertunge klodser, metallen. Men krydderierne er sydamerikansk percussion tilsat spansk guitar og tekster på skiftevis engelsk og spansk. Ja, det lyder underligt, men det er det på ingen måde. Der er sammenhæng og helhed. Det fungerer faktisk rigtig tip-top godt.

Ill Nino monster-hitter for tiden med tracket "How Can I Live", som også er blevet brugt til filmsoundtracket til "Freddy vs. Jason". Et nummer, som er skåret efter den ørehænger-kommercielle læst, som skovler penge ind til de store nu metal bands. Et godt nummer, men der er så meget mere på det her
album.

Specielt de numre, hvor metalgryden tilsættes de sydamerikanske
ingredienser, er interessante - uden at blive mærkelige. Tag f.eks. "This Time's For Real": Et tungt, tungt riff, rå sang og så pludselig en melodisk, stille passage med en guitarsolo spillet på spansk guitar. "Numb" er nok det nummer, der skiller sig mest ud. Det er meget rytmisk, meget latino-inspireret, men igen også meget metal.

Musikerne er fantastisk dygtige, men ovenover dem alle står den brasiliansk fødte sanger, Cristian Machado, med en stemme med et flot, stort register og en stemme, der passer til nu metallen og Ill Ninos egen personlige latino metalstil.

"Confession" er et overordentligt langtidsholdbart album. Fordi Ill Nino har formået at skrive 13 sange, der alle holder. Fordi Ill Nino har deres egen personlige stil. Fordi Ill Nino har formået at kombinere den personlige stil med en musikgenre, som virkelig er oppe i tiden.

KØB!