Nyt fra de brændende skoves land

airbourne-2019-boneshaker-cd

Acca Daccas lillebror udgiver sin femte plade. Atter med tre års mellemrum til den forrige er Airbournes nye album fuldstændig som alt det andet. Tinnies mod tindingen, bar mave og masser, masser af brødrene O’Keeffe.

Kunstner
Titel
Boneshaker
Dato
25-10-2019
Genre
Trackliste
1. Boneshaker
2. Burnout the Nitro
3. This is Our City
4. Sex To Go
5. Backseat Boogie
6. Blood in the Water
7. She Gives Me Hell
8. Switchblade Angel
9. Weapon of War´
10. Rock ’n’ Roll For Life
Karakter
2

Den australske version af Van Halen-brødrene har igen med deres 1:1 AC/DC-rockmusik vist, hvor skabet skal stå, når det kommer til at lave musik, der egentlig ikke burde kunne fornærme nogen, men alligevel gør det. Fadøllene er lunkne, pege- og lillefingeren stritter, kopiversionen af Aviator-solbrillen glinser i solen og tungen low-fiver med hagen.

‘Boneshaker’ er en opskriftsbog på, hvordan man kører 90 i timen på motorvejen, hvordan man tackler forhold, de forliste af dem ligeså, hvordan man skal købe øllene fra den American products-hylde, Føtex har, og hvordan man spiller luftguitar. Vi bliver guidet i det hele - ‘Burnout the Nitro’ og ‘She Gives Me Hell’ har endda direkte ovenstående budskaber. Tematikken er stensikker endnu engang på hele albummet, og der ingen forskel i forhold til, hvad de har gjort fire gange før. Det kan have sine kvaliteter - og det er vel også for den loyale Airbourne-fan såre betryggende. 

Nihilisme eller bare bøffer?
‘Weapon of War’, med sin noget infantile titel, får for det første undertegnede til at tænke på Motörheads ‘Killed by Death’, (et band Airbourne i øvrigt nærer en stor kærlighed for, navnligt den afdøde forsanger, Lemmy), og for det andet om Airbourne egentlig her forsøger sig med et mindre politisk budskab? Rockmusikken har en lang historik med politisk ladede sange og albums. Oftest, dog langt fra altid, tilhørende en Amerika-kritisk og venstreorienteret tilgang; men Airbourne nævner både missiler og atomvåben, så det lader til at bandet ligger til det mere proamerikanske segment - trods deres fødested i de brændende skoves land. Udover ‘Weapon of War’ er der ikke nogen som helst holdning til noget som helst andet end nihilistisk rock’n’roll, bajere, kvinder og langt hår-attitude. 

En ting, der er rart ved Airbourne, er, at de ligesom AC/DC laver rigtig god begyndermusik. Hvis man skal lære rytmeguitar er versene fantastiske. Når man engang bliver over 9 år, kan man begynde på deres soloer. Korte, enkle og solide. Det samme gælder trommerne. Over 90% af musikken er “bord-stol”, 2-4, Johan-rytme eller for de, der stadig ikke er med: De der ‘hæl og klap-på-låret i mens man bider sig i underlæben og rokker med hovedet’-trommer. Hvis dine unger skal have lidt inspiration, er det her en perfekt starter. Alle instrumenter er faktisk relativt ligetil, så Airbourne er fantastisk, hvis man har en 3-4-5 børn og vil starte en Budweiser-udgave af Jackson 5. 

"Ska' jeg lige hente en omgang, Thomsen?"
Udover eventuelle utopiske familiemanagerdrømme og de garanterede naboklager, som ovenstående vil resultere i, kan Airbourne også andet. De kan skabe en stemning for mange, der bare har brug for den solide rock. Metallen skal være esoterisk, elitær, ekskluderende og ekstrem i følge flere på dette magasin, men rock må nogle gange gerne bare være rock. Undertegnede bliver i hvert fald ikke nødvendigvis rasende over, at der findes armsomlæggende, yderst berusede, battlevest-bærende, weekend-metal-stereotypiserede mennesker derude, der bare synes Airbourne er det sygeste pis. ‘Boneshaker’ er i hvert fald med til at sikre, at den her kulturarv lever videre. Airbourne er som sådan ikke et band, der burde kritiseres yderligere i denne omgang. De gør, hvad de gør, og det gør de fint. Man skælder jo heller ikke en baby ud, fordi den skider i bukserne.

Dermed ikke sagt, at det er fint at skide i bukserne, forresten.