Magelighedens Triumf
Amorphis fortsætter deres sejrsridt uden træthed, men også uden lyst til at udforske nye territorier.
2. On The Dark Waters
3. The Moon
4. Windmane
5. A New Land
6. When The Gods Came
7. Seven Roads Come Together
8. War
9. Halo
10. The Wolf
11. My Name Is Night
I dag 2015 udgav Amorphis ‘Under the Red Cloud’, som denne anmelder var ret begejstret for, fordi det var et velafbalanceret miks mellem udgangspunktet i folkemusikken og dødsmetallen med lige dele melodi og brutalitet. ‘Queen of Time, der udkom tre år senere, fulgte fint op på den udgivelse, men dog i en lidt mindre hitmættet udgave, og på det punkt må det siges, at aktuelle ‘Halo’ står en del stærkere.
Men ‘Halo’ lider kraftigt under, at den lyder fuldstændigt som de to forgængere. Finnerne er vanvittigt stærke til at skrive melodiske ørehængende riffs, til de melankolske omkvæd, til at opbygge en stemning og til at blande det med vrede og brøl – igen! Det føles som en gentagelse af præcist samme selvsikre formel – og det er jo forståeligt nok, at man holder fast i et vinderkoncept. Det er også ret kedeligt. De tre albums kunne snildt blandes efter forgodtbefindende, og der ville komme tre nye velfungerende albums ud, hvor intet skilte sig ud.
For Amorphis lyder godt, de lyder overbevisende, og de har et personligt udtryk – men det er også ved at være en anelse for mageligt. Der kunne godt bruges lidt nytænkning nu. En ny periode i bandets liv hvor musikken ikke føles så rar og forudsigelig. Man ved alt for meget, hvad man får på denne udgivelse. Man får mere af det samme, og det føles unødvendigt.
Med det sagt. Det er et godt album. Det er velskrevet og flere melodier vil sætte sig eller i hvert fald vække genkendelsens glæde, fordi det minder meget om andre, som Amorphis er lykkedes med. Og Amorphis er altså et band langt langt over middelmådigheden. Nu er det bare tid til, at de kommer videre i teksten.