Mod den trestjernede!
Ribes stolthed vender tilbage med flere velkomponerede kompositioner, der ditto giver køb på nogle af de fundamentale styrker, der gav Aphyxion relevans.
Memory Trace
Pathless
Rover
Oceans of Time
Anomalies
Heavy Shadows
Out of Breath
Neon Billboards
Fade to Black
Not Gonna Make It
Aphyxion har siden formationen gennemgået en spændende udvikling. Det sympatiske band har været ambassadører for dansk metal, herhjemme såvel som i det store udland. Med god grund. De to første udgivelser fra kvintetten gav den melodiske dødsmetal et pust energi og aktualitet. Med sans for sangskrivning og flere tegn på innovation, kombineret med respekt for genrens grundlæggere, har Aphyxion skabt en afsmittende profil.
Naturligvis har vi også set en løbende udvikling fra bandet. Primært væk fra ophavet, mod en mere metalcore-orienteret lyd. En udvikling, der for alvor manifesterede sig på ’Void’ (2019).
Såvel udviklingen som sansen for sangskrivning fortsætter på ’Ad Astra’. ’Roll the Dice’ åbner pladen og fungerer derefter. Vi får et hurtigt indblik i hvad der er i vente på resten af udgivelsens ti kompositioner; Masser af Michael Vahl, der brøler sig igennem verset, inden det melodiske omkvæd slår ind. Det hele tilsmykket med en masse melodiske synths, det vanlige tunge c-stykke og en overpoleret produktion.
’Pathless’ er sandsynligvis pladens højdepunkt. Det nummer, hvor Aphyxion rammer opskriften bedst, mens ’Oceans of Time’ og ’Heavy Shadows’ også har sin charme. I det hele taget har ’Ad Astra’ sin charme, men når først man har lyttet til pladen flere gange står det også pinligt klart, at den charme er ret ensformig og repetitiv.
En blandt mange i det store ocean
Aphyxion har taget et valg. Det sikre valg. Selvom man kun kan bifalde et band, der tager styringen og ikke bare lader sig rive med af tilfældigheder, var vi nok mange, der havde håbet på mere. At valget havde været mere innovativt fremfor det simplificerede og lettere ligegyldige valg om at lægge sig i slipstrømmen af alle de andre midtersøgende, melodiske metalcore-bands. Den store mængde af bands, der lyder ens, komponerer den samme melodi og som kryds-gæster hinanden for at skabe større SoMe-reach og et kortvarigt boost i afspilninger. De mange bands, kun de få husker året efter.
Med ’Ad Astra’ må Ribe-bandet om ikke andet se i øjnene, at man ikke længere kan bryste sig af at være ”The new saviours of Melodic Metal”. Måske kan man lidt kækt ændre det til ”The new followers of the Melodic Metalcore-trend”? Til trods for kompetent sangskrivning, ender vi som lyttere med elleve kompositioner, der lyder ens (trods fine små detaljer) og en plade, der hurtigt glemmes i mængden, fordi den ikke står ud. Fordi Aphyxion ikke lykkes med at inkludere den sans for innovation, der definerede bandet i de spæde år.
Når konkurrencen er så stor, som den er i denne genre, er der kun plads til de bedste – og de bedste forstår at skille sig ud fra flokken. Selvom ’Ad Astra’ på sin vis er en charmerende udgivelse, er det også en skuffelse at lytte til. Det er en udgivelse, der ikke lever op til hverken bandets renommé eller tidligere udgivelser. Forhåbentlig er det en enlig svale, et wake-up call og en fremtidig inspiration til at søge det anderledes og mindre forventelige.