Modigt svar på hypen
Populær
Devilution har skrevet forbavsende mange ord om Bölzer. På trods af det er bandet først nu klar med deres debutalbum. Vor anmelder mener, at hypen er berettiget, og hylder, at bandet allerede her på første fuldlængde tør udfordre den hype, som bandet har fået bygget op.
Det er næsten som i de gode gamle demodage, som "Briller af stål"-klummen skrev om i sidste uge. Det her, hvor et godt demo og et par andre småudgivelser har skabt så meget omtale, at forventningerne til den første fuldlængde nærmest er enorme. Hypen om schweiziske Bölzer lader sig i hvert fald tydeligt læse på Devilutions sider, hvor vi har skrevet begejstret om duoen i koncertanmeldelser fra Kill-Town Death Fest, Royal Metal Fest og Metal Magic, mens ep'en 'Soma' fik meget pæne ord med på vejen.
Hype er håb og forventninger. Det er også der, hvor skuffelse kan skabes. 'Hero', som Bölzers første album så opløftende er kaldt, ses allerede at dele vandene lidt hos den voksende fangruppe, som bandet allerede har reddet sig. Her på Devilution er der også delte meninger. Men denne anmelder er fornøjet. Det virker nyt og frisk, selvom der er en barriere der, hvor man vil sige, at nogle ting nok kræver lidt tilvænning.
Mere tilgængelig lyd
Bölzer er KzR og HzR. Henholdsvis guitar/vokal og trommer. Det er intenst, men i fuldlængdelyset har bandet også forstået at det kan være svært at holde lytterens interesse, hvis der konstant er det "drøn" på, som vor anmelder skrev om 'Soma' og i øvrigt fulgte op i en senere koncertanmeldelse, hvor det blev beskrevet, hvordan gassen lidt gik af ballonen, når speederen var i bund fra start til slut. Bölzers udtryk er stadig massivt. Så meget lyd fra bare én guitar, én rå vokal og trommer med godt gang i dobbeltpedalerne. Men (guitar)lyden er gået fra et lettere primitivt udtryk til at runde en mindre skrap lyd og lander nu i noget, der godt kunne have fællesnævnere med sludgens tunge, beskidte, men også catchy og charmerende lyd. Samtidig er der kommet en større fokus på den rene vokal. Den har tittet frem før som en lille effekt, en sær gimmick, men her benyttes den ofte i omkvæd og længere passager.
Den rene vokal er en god idé
Det er vokalen, der er den største udfordring for lytteren. Den er som en messende, mumlende variant af Fenriz' skønsang, når nordmanden har skrålet løs i Darkthrone eller projektet Isengard. KzR har egentlig ikke stemmen til at give sig i krig med så megen ren vokal. Vandene deles altså her. Men for denne anmelder er det et frisk pust. Det er anderledes, og ørerne kan altså godt vænne sig til det. Det skaber en stemning og en mystik, og det står i skærende kontrast til de perfekt producerede udspil, som metalverdenen til stadighed ser flere og flere af. Her er idéen, en kreativ idé, det bærende element, og det vinder stort over det sikre her. Hvis vi igen kigger mod Norge, så kan der fx sammenlignes med Solefald, der også har nogle tvivlsomme vokaler hist og her, men som bare er dødoriginale med noget på hjerte. Den slags må hyldes. Den growlende/råbende vokal er som på de tidligere ep-udspil stadig helt i top, men der er taget lidt af toppen af growlet, så vokalen er blevet mere udtalt og lettere at forstå. Men det er stadig råt og godt.
Det første egentlige nummer på 'Hero' er 'The Archer', der brager igennem på trommerne og præsenterer fra start forcen ved enmands-guitarangrebet, når den slags gøres rigtigt (som fx hos Mantar). Riff. Riffs. Riffet! Der er så mange fede ting fra den seks-strengede økse allerede fra første regulære nummer. Trommerne har skam fede detaljer, men det er især trommernes evne til bare banke og buldre derudad og holde pulsen helt oppe, der gør trommerne så fede i dette nummer. Titeltracket fortsætter lidt i samme dur, men har et omkvædsriff i half-time, der rykker i så høj grad, at skulle man faktisk hade den rene vokal her af et godt hjerte, så må man da stadig elske guitaren? Et stærkt nummer med flere interessante skift i intensitet.
Lange, varierede sange
Skiven indeholder 3 stk. korte passager til intro, interlude og outro. Ellers er der 6 lange numre med en spilletid fra lige under seks minutter til den gode side af de ni. Der er så meget at lytte til. Energi og intensitet. Atmosfære. Liv og død. Groovy, Gojira-agtige riffs i 'Phosphor' til kulsort, tung blacket død i 'I Am III'. Eminente, intrigerende dødsmetalriffs i den flot betitlede 'Spiritual Ahtleticism'. Og 'Chlorophyllia's sære og ofte gentagne "Ooh! Aah!" fra vokalen råbt henover over et voldsomt break, der smadrer lyden mere end selv de bedste subbasser kan gøre det i deathcore-genren.
Bölzer udfordrer med denne plade, der på en gang er lettere at gå til en bandets stærke ep'er, men også er sværere pga. den rene vokal, som slår sig mere pompøst op, end stemmepragten egentlig magter. Men det er som skrevet meget effektfuldt. Så er der coveret. Det er modigt. Hvor Iron Maiden i sin tid hentede fans ved at have et visuelt univers, der pirrede unge mennesker til at få plakater med bandets artwork, inden musikken overhovedet var blevet hørt, så er 'Hero' næppe et cover, man lige ser i pladebiksen og nupper med hjem alene for det visuelle udtryk. Og dog. Det er i hvert fald anderledes, og det må være op til den enkelte at vurdere, om det er for det positive eller ej. Men 'Hero' er i hvert fald en rigtig god debutskive.