Slikket vikingevellyd
Selvom dynamikken får lidt mere lov til både at flyde og hærge, så er det nu stadig lyden af det velkendte Borknagar, der møder os her på deres 12. udspil, 'Fall'.
2. Nordic Anthem
3. Afar
4. Moon
5. Stars Ablaze
6. Unraveling
7. The Wild Lingers
8. Northward
En introduktion er vel dårligt nødvendig. Siden 1995 har guitarist Øystein Garnes Brun med rødder i black metallen drevet Borknagar vidt rundt i krydsfeltet mellem nordisk epik, folket storladenhed og det progressive felt, altid med et stærkt cast ved hånden, hvor besætningen her på 'Fall' er lig den på forgængeren, 2019's 'True North', med vokaltjansen delt mellem bassist Simen Hestnæs aka ICS Vortex (Arcturus, ex-Dimmu Borgir) og, i det lysere register, keyboardist Lars Nedland (Solefald).
Den otte minutter lange 'Summits' åbner pladen i klassisk Borknagar-forstand med hæse brøl og blacket galskab, inden delikate guitarlicks og Hestnæs' fulde range kommer i spil. Tempoet brydes op på halvvejen, hvor en lang opbygning sender os længere ud i nordisk drømmeland, og Jostein Thomassen får demonstreret sine guitarchops – og således bliver vi ført lækkert ind i universet fra start. 'Nordic Anthem' fortsætter, titlen tro, med tung vægt på deres folkede sjæl, hvor samspillet mellem Hestnæs' kraftfulde røst og Nedlands andenstemme absolut er de bærende kræfter.
Lad det være sagt med det samme - alt glider enormt lækkert og strømlinet derudad hele pladen igennem. Med lidt flere nuancer end på forgængeren, hvor den black metalliske fortid fx står lidt tydeligere frem i 'Unraveling', mens den komplekse sangskrivning, der kun sjældent fortager sig, alligevel efterlader én med en så organisk eftersmag, at man blot må tage hatten af for musikaliteten de fem nordmænd imellem – og touchet fra den allestedsnærværende mixer Jens Bogren underbygger kun vellyden.
Omvendt bliver 'Fall' også hurtigt en lige lovligt slikket fornøjelse, og det er jo nok bare præmissen, man må anerkende, når det er Borknagar vi taler om. Siden den fænomenale 'Urd' har jeg personligt tabt lidt af passionen for det hypervelsmurte Borknagar-univers, hvor jeg hælder mere til Hestnæs' mere arty, andet foretagende Arcturus – men ikke desto mindre er der storladne øjeblikke, hvor 'Fall' ikke står i skyggen af disse hypervelsmurte former. Såsom førnævnte 'Summits' og den lettere bidske 'Unraveling', samt det underspillede patos, der gennemsyrer 'The Wild Lingers'.
Hvis ikke de stærke øjeblikke i lukkeren 'Northward' var omgivet af så mange tilsvarende diffuse af slagsen havde den tjent bedre end blot at være en showcase for deres progressive chops – og det er 'Fall's største problem i en nøddeskal. Det lyder flot, er virkelig velspillet og rører momentvis, men overfladebehandlingen forfladiger deres grandiøse kvaliteter, og det er rigtig synd. 'Moon' vinder fx lidt i den instrumentale afdeling i den sidste halvdel, hvor også Bjørn Rønnow får demonstreret en lidt bredere spændvidde bag trommerne, men til syvende og sidst er det Brun og Thomassens guitarchops, der sammen med ICS Vortex og Nedland bærer pladen frem med materiale, der kunne være bedre tjent med en mindre slikket eftersmag.
Er man allerede vel indforstået med Borknagars univers, vil man med al sandsynlighed få det, man ønsker her på 'Fall'.
Vil man omvendt gerne høre Borknagar på toppen af sit game, så kommer højdepunkterne kun momentvis i denne ombæring, mens vi henleder opmærksomheden tilbage til 'Urd' (2012) eller 'Empiricism' (2001), hvor de havde lidt mere at bevise. Det har de ikke på 'Fall', men derfor er Borknagar nu stadig en stærk enhed, der har den nordiske sjæl med sig og lyder som ingen andre – omend sjælen nu ofte godt kan lyde lige lovligt velfriseret.
?si=vhmfBEzOtJgMXVrR