Bedre end forventet

Album cover art

I stedet for at jappe udgivelser af sted, som ellers har været normen for Born of Osiris, har den amerikanske kvintet holdt en mindre udgivelsespause. Nu er de tilbage med en plade, der både er deres mest helstøbte og deres korteste.

Titel
The Simulation
Trackliste
The Accursed
Disconnetcome
Cycles of Tragedy
Under the Gun
Recursion
Analogs In A Cell
Silence the Echo
One Without the Other
Karakter
3

Vi har tidligere kritiseret amerikanske Born of Osiris for at være lidt for flittige til at udgive album. Fem udgivelser på ti år tegner en kedelig tendens, selvom det reelt er fire år siden, at Born f Osiris senest udgav materiale. Det lader altså til, at bandet selv har haft brug for en udgivelsespause. Samle kræfter og finde inspiration. Hvilket er på høje tid. Bandets seneste udgivelser har været plader med få interessante numre og en masse fyldmateriale. Løbende skuffelser, der ikke har formået at leve op til de forventninger, kvintetten skabte ved udgivelsen af deres debut-ep ‘The New Reign’ (2007).

Fire år er der altså gået siden udgivelsen af seneste Born of Osiris-plade, ‘Soul Sphere’. I mellemtiden har Nick Rossi overtaget bassen, mens førnævnte debut-ep er blevet genindspillet og genudgivet. Og så har bandet for alvor gjort noget ud af sangskrivningen. Selvom ‘The Simulation’ langt fra er en deathcore-perle, er der ingen tvivl om, at sangskrivningen og kompositionerne er bedre, end de har været i mange år.

Til gengæld kan man godt diskutere, hvorvidt Born of Osiris egentlig stadig spiller deathcore. ‘The Simulation’ er et stort skridt mod den melodiske metalcore. Pladen kan nærmest deles i to dele, hvor en bibeholder den tunge, industrielle og semi-progressive tilgang til deathcoren, som kvintetten efterhånden er kendt for, hvorimod anden halvdel er meget melodisk og fremviser en helt ny side af bandet. Man fristes til at sammenligne udviklingen med den, Within the Ruins gennemgik ved udgivelsen af ‘Halfway Human’ (2017).

Det kan høres allerede ved de indledende keyboard-flader på ‘Under the Gun’. Indledningen er signifikant anderledes, end hvad man normalt forventer af kvintetten. Først og fremmest er vokal-samspillet mellem forsanger Ronnie Canizaro og Joe Buras markant bedre. Der veksles i tonelejet og en mere poleret, men rå skønsang har fået plads. Derved løser Born of Osiris et andet af bandets store problemer. De to vokaler skaber variation i kompositionerne i stedet for at lyde nærmest ens, som tidligere har været sagen. Hertil er kompositionen og især omkvædet så melodiøse, at man nærmest betvivler, at man lytter til Born of Osiris. Det er et enormt ørehængende omkvæd med et endnu mere melodiøst c-stykke. Et nummer, der sandsynligvis vil være hadet af alle hardcore Born of Osiris-fans.



Samme melodiøse tilgang kan høres på ‘Cycles of Tragedy’, og generelt er det en gennemgående rød tråd. Ikke desto mindre et det den tunge del, der præger pladen i langt højere grad, hvad vi er vandt til fra Born of Osiris. Dog af højere kvalitet. Især de to singler ‘Silence of the Echo’ og ‘The Accursed’ tager greb om den tunge, tekniske og progressivt betonede deathcore, som kendetegner bandet. Og gør det med succes. Riffene er måske mere simple, men til gengæld er numrene langt bedre komponeret end tidligere.

Generelt er ‘The Simulation’ en fornøjelse at lytte til. Valget om at gå i en mere melodisk retning har givet bandet flere muligheder, og de muligheder udnyttes. Måske endda i overkanten. Det kan nok diskuteres, om et nummer som netop ‘Under the Gun’ ikke er lige melodisk nok. Det giver bandet et mindre skizofrent udtryk, som kunne være afværget ved at strække udviklingen over flere plader.

Til trods for de få ankepunkter er denne femte fuldlængdeudgivelse sandsynligvis det mest helstøbte album, Born of Osiris har udgivet. Hvis man da mener, man kan definere det som et fuldlængdealbum. Med 25 minutters spilletid fordelt over otte numre (herunder et intermezzo) er ‘The Simulation’ nærmere en ep end et reelt fuldlængdealbum. Med fire års tænketid er det naturligvis værdsat, at kvintetten søger kun at udgive godt materiale, men 24 minutters spilletid er simpelthen for lidt. Så hellere vente endnu et halvt år og få komponeret et par numre til, der kunne løfte pladen til en egentlig fuldlængdeudgivelse.