Ligegyldig legestue
Første soloalbum fra Bruce Dickinson i knap 20 år er kedelig – og det betyder nok, at man kun får sangene at høre én gang live.
2. Many Doors to Hell
3. Rain on the Graves
4. Resurrection Men
5. Fingers in the Wounds
6. Eternity Has Failed
7. Mistress of Mercy
8. Face in the Mirror
9. Shadow of the Gods
10. Sonata (Immortal Beloved)
Bruce Dickinson er tilbage som soloartist med 'The Mandrake Project', der i den grad er et et soloprojekt, hvor forsangeren fra Iron Maiden leger og udlever sine vildeste fantasier, som han ikke kan få afløb for i hovedbandet.
Forrige plade er 'Tyranny of Souls', der er helt tilbage fra 2005. Siden har han helliget sig Iron Maiden, der i mellemtiden har udgivet fire plader. 'A Matter of Life and Death' fra 2006, 'The Final Frontier' fra 2010, 'The Book of Souls' fra 2015 og den seneste 'Senjutsu', der udkom i 2021. I mellemtiden er der blevet turneret, og bandet har været i Danmark ikke mindre end otte gange i den periode – så man forstår godt, at der ikke har været tid til også at være soloartist.
Men nu er den her. 'The Mandrake Project' er et helt værk i sig selv. Udover at være plade, så er den også soundtrack til en tegneserie, der kommer til at bestå af i alt tre grafiske noveller. Opdelt i 12 kvartalsvise udgivelser skal det holde fans til ilden i hele tre år.
Bruce Dickinson er inspireret af det okkulte og lader det hele få frit løb på en plade, der i den grad emmer af legesyge musikere, men musikalsk bliver det bare aldrig særlig nærværende. Man kan høre, at de morer sig med det, men kvaliteten kan man godt tillade sig at stille spørgsmålstegn ved.
Pladen er skrevet af Bruce Dickinson sammen med makkeren Roy Z. Ramirez, som han har arbejdet sammen med på sine soloplader helt tilbage til 'Balls to Picasso' fra 1994. Ramirez, eller 'Roy Z', som hans kunstnernavn er, husker mange nok lige så godt fra sin producerkarriere, hvor han har produceret for ikke blot Bruce Dickinson, men også navne som Sepultura, Judas Priest og Rob Halford som soloartist.
Roy Z har således været med til at skrive seks ud af de 10 numre, der er på 'The Mandrake Project'. Åbningssangen 'Afterglow of Ragnarok' er netop et af de numre, de har skrevet sammen. Den kan høres her:
Problemet med 'The Mandrake Project' er, at sangene ikke rigtig efterlader noget stort indtryk. Der er dog noget udmærket guitar på sange som 'Many Doors to Hell' og 'Eternity Has Failed'. Netop det sidste nummer er en fortolkning af en Iron Maiden-sang fra 'Book of Souls', der åbner med sangen 'If Eternity Should Fail'. En sang Bruce Dickinson havde skrevet, og som han her knap 10 år senere fortolker videre på. Introduceret med panfløjte, og man når i et splitsekund at tænke, om Gheorge Zamfir og James Last har været i Dickinsons tanker, men det er bare en kunstner, der leger med alle mulige instrumenter i sit personlige værk.
Legestuen er opbygget, så de hurtige numre er i første halvdel af pladen, og så afsluttes den med nogle ballader, hvor den første er 'Face in the Mirror'. En sang, der med stor sandsynlighed bliver spillet på Copenhell i 2024. Man kan næsten høre, hvordan lightere eller mobiltelefoner kommanderes op af lommen, så der kan opstå et hav af lys, mens Dickinson filosoferer.
Det fortsætter i 'Shadow of the Gods', der åbner med et klaverstykke. Hvis ikke Copenhell er faldet i søvn under det første nummer, så gør de det muligvis undervejs, hvis han tager begge numre med. Det er først i slutningen af 'Shadow of the Gods', at der kommer lidt tung guitar ind, der måske kan redde betonhelvedet fra kollektiv sovesal.
'The Mandrake Project' er for dem, der virkelig er fans af Iron Maiden og Bruce Dickinson, og som kan se værket sammen med den tegneserie, der udkommer. Her kommer karakteren 'Necropolis' fra Iron Maiden-sangen pludselig til at være virkelig – eller så virkelig, som man kan være i et tegneserieunivers. Kan man abstrahere fra det tematiske, så er et lyspunkt dog, at Dickinsons stemme lyder udmærket. Trods kræftsygdom og en alder på 65 år er stemmen stadig stærk, og nok rammer han ikke længere de allerhøjeste toner, men mindre kan også gøre det.
Han har dog ikke turneret som solokunstner i snart 20 år, og med Iron Maiden in mente skal man nok være på pletten netop på Refshaleøen onsdag d. 19. juni 2024, da det med overvejende sandsynlighed bliver eneste mulighed for at høre en god håndfuld sange fra pladen – for han kommer næppe til at turnere med de her sange ret mange gange. Det kan de simpelthen ikke bære.