Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Solidt og glansløst

Updated
1066106

De svenske doom-legender står kreativt i stampe på deres 13. album.

Kunstner
Titel
Sweet Evil Sun
Dato
18-11-2022
Genre
Trackliste
1. Wizard of the Vortex 6:02
2. Sweet Evil Sun 3:40
3. Angel Battle 6:29
4. Black Butterfly 5:46
5. When Death Sighs 5:59
6. Scandinavian Gods 4:36
7. Devil Voodoo 7:36
8. Crucified 6:24
9. Goddess 6:07
10. A Cup of Coffin (Outro) 1:12
Forfatter
Karakter
2

'Sweet Evil Sun' er Candlemass' 13. album, men 13. gang er ikke lykkens gang for svenskerne. Det er – surprise! – ikke, fordi Candlemass eksperimenterer eller varierer deres musikalske grundformel synderligt. Og hvorfor skulle de også det? De er stilskabere inden for deres genre, og hvis bandleder, bassist og hovedsangskriver Leif Edling skulle få trang til at eksperimentere, har han en syndflod af sideprojekter, han kan gøre det i. 

Måske er det denne sikkerhed, der gør 'Sweet Evil Sun' til en så døsig affære. Candlemass kan lave denne plade i søvne, de har gjort det mange gange før, det er stilsikkert, skruet solidt sammen, medlemmerne kan spille, alt det der. Men der er intet, der stikker ud, intet, der overstråler resten, og den fra 2018 tilbagevendte originale sanger Johan Längquist synger vældig godt, men har ikke specielt interessante vokalmelodier at arbejde med. Og produktionen er i den glansløse ende.

En trist affære
Längquist er ellers bedre integreret end på forgængeren, 'The House of Doom', hvor materialet virkede skrevet til forgængeren, Mats Levén. Og materialet er ikke helt så anonymt og træt som på forgængeren. Det er et af lyspunkterne: Det er da lidt bedre end på den ligegyldige forgænger.

Ellers er albummet en trist affære, men ikke, fordi musikken lykkes at skabe den frydefulde sørgmodighed hos lytteren, der en af genrens store attraktioner. Det er en trist affære, fordi man mindes, at de engang så forrygende doomkonger ikke har lavet en virkelig god plade siden 'King of the Grey Islands' fra 2005 (den seneste gode som i over middel var 'Death Magic Doom' fra 2009). Det er længe at stå kreativt i stampe.

Gammelmandssnaddesovs

Siden har bandets udgivelser, to album og en del ep'er, været forglemmelige. Ikke anstødeligt ringe eller noget. Der har bare ikke været nogen grund til at høre dem i stedet for de ældre album. Det er problemet for mange ældre bands: Man kan sine ting på rygraden, kender sine virkemidler til perfektion. Men ungdommens entusiasme, de storladne hooks, de originale ting, man gør, når man ikke helt ved, hvad man laver, disse faktorer mangler. 

'When Death Sighs' har ellers lidt schwung; der er orgel, og Avatariums Jennie Ann-Smith lægger en atmosfærisk backingvokal. Og den syv minutter lange 'Devil Voodoo' viser, hvad Candlemass faktisk kan, når de tager sig sammen. Det gør de bare for sjældent, og det meste af albummet tværer rundt i den samme gammelmandssnaddesovs. Det er musik spillet af dygtige musikere, der spiller musik, fordi det gør de nu engang, men uden nogen indre nødvendighed i øvrigt.

Candlemass er næsten altid gode live. Forhåbentlig nøjes de med kun at spille et par numre fra 'Sweet Evil Sun' af pligt, når de drager ud på spillestederne.

Menu