Metervare-kannibalisme
Populær
Dødslegenderne kører den hjem på rutinen – på godt og ondt. En solid produktion, der er til alle medlemmers fordel, overskygger ikke, at 'Red Before Black' hviler for meget på laurbærrene.
2. Red Before Black
3. Code Of The Slashers
4. Shedding My Human Skin
5. Remaimed
6. Firestorm Vengeance
7. Heads Shoveled Off
8. Corpus Delicti
9. Scavenger Consuming Death
10. In The Midst Of Ruin
11. Destroyed Without A Trace
12. Hideous Ichor
Det er svært at dementere det faktum, at Cannibal Corpse er et af de væsentligste bands inden for dødsmetallen. Siden 1988 har de tonset og headbanget derudad, og hverken tempoet eller udgivelsesfrekvensen er faldet med tiden. Desværre, fristes man til at sige. Hvor de i 90'erne udgav klassiker på klassiker, er der de sidste 15 år blevet længere og længere mellem snapsene. Fascinationen af variationer over temaet afhuggede lemmer og bestialske dyder er uændret, tiden til at dræbe er nu, og George "Corpsegrinder" Fischer har stadig et brøl, der kan vække de døde til live. Hvor Cannibal Corpse er bedst, er dog, når der også har sneget sig en mere melodisk kant eller et mere tungt groove ind, så det hele ikke drukner i metervare-smadder på automatpilot. Ikke at de ikke selv med de tendenser stadig står stærkere end mange andre inden for genren, for de tekniske skills sidder lige i skabet, og deres trofaste vægtning af det komplekse og brutale har stadigvæk den der unikke lyd, som gør, at man kan genkende bandet fra første lyt. Det er bare bedre, når de spiller på alle tangenter.
Efter den seneste 'A Skeletal Domain', som lagde sig stabilt i den middelmådige del af deres diskografi efter den ellers ganske glimrende 'Torture', var det derfor med lidt blandede forventninger jeg valgte at imødegå seneste udspil fra legenderne. De første to videosingler, titelnummeret og 'Code of the Slashers', bekræftede desværre blot de negative forventninger, og denne oplevelse skulle vise sig at forblive uændret ved gennemlytning af 'Red Before Black' efter de første tre lyt. Cannibal Corpse kræver dog meget af deres lyttere, og der er derfor intet nyt i, at man bør give deres plader en smule betænkningstid, før man udstikker sin dom.
'Only One Will Die' lægger massivt ud med skarptskårne riffs og omkvædet med sangtitlen som sit refræn, som Corpsegrinder snildt kunne få folk til at brøle med på på deres kommende turnéer, stabilt blandt pladens bedste numre. 'Remaimed' er et af de mere melodiske indslag, hvor især Paul Mazurkiewicz bag tønderne skinner igennem med lige dele variation og intensitet. ¨Scavenger Consuming Death' bevæger sig fra første sekund over i den mere tunge del af deres repertoire som en bekvem afveksling. 'Corpus Delicti' lægger sig til gengæld i den mere groovede ende af deres lyd, og med en nærmest Trey Azagthoth-agtig guitarsolo fra Pat O'Brien er det absolut et af de numre, hvor lyden af alle de medlemmer, der den dag i dag udgør enheden Cannibal Corpse, bedst kommer til udtryk.
Resten af vejen er 'Red Before Black' dog endnu en hit & miss-plade, hvor man mere får indtrykket af, at de opretholder den høje udgivelsesratio blot for at gøre det, uden de egentlig bringer noget nyt på banen. Når man har en gruppe af teknisk sublime musikere, er det nemt blot at køre den hjem på rutinen. Dette udspil gør intet for at afvige fra den skabelon, vi kender dem for, fra de senere år af deres karriere. Sværger du til alt, hvad Cannibal Corpse har lagt navn til, kan du roligt glæde dig. Synes du, at der er blevet længere mellem snapsene de sidste mange år, behøver du ikke lytte med, udover måske de førnævnte numre. Find hellere 'Gore Obsessed' frem fra hylden. Det er sikkert også lang tid siden, den har været fremme.