Kan I mærke det?
O, skænk mig en grav ved det iskolde hav, hvor kun bølgerne hører min gråd.
Summer Comes to Multiply
Hole in My Head
The Gates Have Closed and they Will Never Open
The Chalice
Ten Thousand Years of Unending Failure
Every Day a Weeping Curse
In the Feral Grace of Night, May the Last Breath Never Come
Således sang Anders And engang, så ikke et øje var tørt. Det er lidt samme territorium, tilsat tyngde og et fravær af lys, som det sig hør og bør på havets bund, som Chained to the Bottom of the Ocean bevæger sig i, men det er bare, som om Anders And sætter sig dybere i sindet på mig, end Massachusetts-gruppen her gør med ‘Obsession Destruction’. Bandnavnet gjorde, at jeg forventede at høre doommusik så smerteligt langsom, at den føltes oceanisk, men Chained to the Bottom of the Ocean er mere midtempo, hvis det ellers er et begreb, der giver mening inden for doom og sludge. Og så er navnet taget fra en sang af Thou. Mere om dem senere.
Der er ikke nogen elementer i musikken, jeg ikke kan lide. Sangene er tunge, riffsene tilpas placeret mellem halvfjerdservarme og afgrundskulde, og sangeren yder en god indsats for at skrue temperaturen ned på Marianergravsniveau med sin let blackklingende, gråligt raspende vokal. Teksterne er også så rigeligt triste:
“This plastic heart, it feels like hell / these things i’ve said, I'll mute myself / these ribbon eyes, I'll cut them out / this fluid verse, a life unshelved / crush my skull /crush my hope”.
Jep, pænt fucking langt fra badeænder og kulørte drinks – her er der sakset fra ‘Summer Comes to Multiply’, som i øvrigt har et lækkert breakdown. Elementerne er også fint sat sammen, og vi er ikke milevidt fra et band som Thou, som ganske vist synes at have adgang til dybder, som nærværende band ikke helt når. Jeg vil ikke gå så langt som at kalde Chained to the Bottom of the Ocean for uselvstændige, men ligheden er der. Faktisk er ‘Obsession Destruction’ langt hen ad vejen en virkelig fin plade, men jeg kan bare ikke helt mærke den. Hvem ved, måske er det en mig-ting og ikke en Chained to the Bottom of the Ocean-ting. Forhåbentlig vil andre lyttere gå i en mere ren samklang med gruppens lydbølger, for jeg har vitterligt ikke rigtigt noget negativt at sige om dem.
Vi skal længere ned i havet
Bedste nummer er i mine ører det herligt betitlede ‘Ten Thousand Years of Unending Failure’, som føles intenst anspændt i den meget lange intro, og som er begavet med en lækkert mulden guitarlyd. Det 12 minutter lange nummer tager sig god tid, og det klæder bandet godt, synes jeg (ikke at nogen af de andre numre er korte, men dette nummer føles ekstra tålmodigt). Vi får en fint forsiret guitarmelodi under det knusende tunge riff, mens undergang, destruktion og altets opløsning besynges:
“The screaming of one thousand angels / Ripped from the skies / Their bodies all destroyed / I watched them fall Into the fucking gorges / A rain of red and white / The screaming of one thousand angels / Ripped from the skies / When obsession takes over I'll be fine / When destruction takes over I'll decide”.
Som man måske fornemmer, så er det her, albummet får sin titel fra, og det her ret centrale nummer, er også det, der når videst omkring rent musikalsk. Lad os håbe, at Chained to the Bottom of the Ocean formår at folde deres udtryk endnu mere ud i fremtiden, for der er potentiale til noget stort, som ikke helt er indfriet endnu. Og hvem ved, hvis det lykkes bandet, så kan det måske være, at jeg bedre kan mærke deres lænker og de 10.000 favne vand over mig.