Eksistentiel tomgang
Alt er, som det plejer i Conan-land. Lyden er massiv og monumental, og sangskrivningen halter, men man glemmer det, når bandet for alvor gungrer. Alligevel er tomgangen åbenlys.
2. Eye to Eye to Eye
3. Paincantation
4. Amidst the Infinite
5. Volt Thrower
6. Vexxagon
7. Eternal Silent Legend
De fleste kan sandsynligvis huske første gang, de stiftede bekendtskab med Conan. Den britiske doomtrios fuzzlyd er så ubærligt tung, at det rammer en som en mursten i maven, og de langsomme, til tider dronende tempi gør kun udtrykket det mere massivt og vældigt. Bandet stemmer i drop-F, hvilket er næsten en oktav under standardtuningen, og det mærkes. Det er metal, der kan gøre en søsyg, hvis det blot afspilles med høj nok lydstyrke.
Nedrivningsriff
Den monolitiske og altgennemgribende, fuzzede tyngde er Conans adelsmærke og eksistensberettigelse på scenen. Der er ingen – ingen – der spiller så tungt, som Conan gør (så skulle det da lige være Sunn O))), men så er vi ovre i en anden boldgade og et andet ærinde), og ifølge frontmand og guitarist Jon Davis måtte Matt Pike fra Sleep og High on Fire ile på toilettet, første gang han hørte doomkrigerne for fuld udblæsning, fordi det var så tungt.
Det var givetvis også den effekt, bandet havde på publikum de to gange, de spillede på den hedengangne festival Heavy Days in Doomtown. Her gik diskussionen efter koncerterne i høj grad på, hvor forbandet højt Conan spillede. Det var et niveau, hvor ørepropper simpelthen ikke var nok, og hvor balkonen i Ungdomshusets store sal bævede og skælvede, som var den på randen af at falde ned og jævne bygningen i det gamle industriboligkvarter med jorden. Det var instrumenter som kraner og riff som nedrivningskugler.
Deceleration som modstand
Den netop afdøde franske filosof Paul Virilio udviklede en retning kaldet dromologi, en hastighedsvidenskab, hvis grundlæggende tese er, at vi lever i en hypermoderne verden, der er defineret ved en konstant stigende hastighed og acceleration. Alt går hurtigere og hurtigere, de geografiske rum bliver opløst, afstande bliver kortere og kortere, og virkeligheden bliver en simulation. Sådan skriver Virilios værk sig ind i 20. århundredes vidt kritiserede postmodernisme, mens hans filosofi siger også noget dybere om den moderne verden og den teknologiske og politiske udvikling, vi alle er vidne til i disse år, også i kulturen, hvor virtual reality, hologrammer og digitale interaktioner er hverdag eller ved at blive det.
I en sådan sammenhæng kan vi anskue doom metal, som Conan spiller den, og dens ophøjelse af det langsomme tempo, af støjen og tyngden som et æstetisk modtræk. En musikalsk stopklods, om man vil. Det er en pause, et rum til eftertanke og refleksion. Det er deceleration som modstand.
Det er måske den hypermoderne og accelererende verdens eksistentielle tomrum, som Conan refererer til og forsøger at skærme imod på ’Existential Void Guardian’, gruppens fjerde album (femte, hvis man tæller ’Horseback Battle Hammer’ med som et debutalbum og ikke en ep). Men de gør det med samme effekter som før. Den lyd, der dominerer på ’Existential Void Guardian’, er den samme som på alle de foregående plader, og det er præcis så massivt, som man kunne forvente. Trioen hugger klipper ud af deres riff, der ryger i havet med enorme bølgeskvulp til følge, men et langt stykke hen ad vejen forbliver det også tomme gestus, for der gemmer sig ikke så meget bag det.
Effektjageri
Problemet ved Conan og bands, der baserer deres musikalske attraktion på én særlig facet, er, at den indledende benovelse ikke hænger ved. Hvis ikke der er en kunstnerisk udvikling, en nuancering eller noget så elementært som sangskrivning til at give udtrykket nogle modhager, det kan spille op imod, ender det med at blive effektjageri. Den monumentale tyngde bliver hos Conan et karaktertræk eller ligefrem en gimmick, som man forventer, men som ikke blæser én bagover, som det gjorde til at begynde med.
Der er ellers dejligt ondskabsfulde momenter på albummet som i ’Eye to Eye to Eye’s refræn, hvor Jon Davis smertefuldt trækker fraserne i linjen ”kneel before the altar” langt ud, mens musikken slanger sig langsomt af sted som en langsom kæmpeorm på vej ned i jorddybet. Og der er ligefrem melodier i den nihilistiske ’Amidst the Infinite’, hvor eksistensens tomhed males frem i det hav af knust håb, der synges om i omkvædet.
Men for ofte kører Conan det tunge fuzzmonstrum i stilling uden at skyde skarpt, og et enkelt sted tager de endda tilforladeligt pis på sig selv, når de i ’Paincantation’ skruer tempoet mere op end nogensinde før og blaster i et kort minut. Er det doom forklædt som grindcore? Doomcore? Conans pendant til Napalm Deaths ’You Suffer’? Ligegyldigt hvad er det overflødigt og unødvendigt.
Forsonende træk
Der er dog fremskridt at spore her og der. I de mere hastige momenter, der også var at finde på det forrige album ’Revengeance’, er der elementer af sludge, som i den fremragende betitlede, men også noget ubemærkelsesværdige ’Volt Thrower’, der med sine tre minutter holder sig til den korte side i forhold til doomgenrens standardspilletid. Og så har bandet i det nye medlem Johnny King fundet en versatil trommeslager, der lægger ekstra fintfølende lag og detaljer i lydbilledets tunge, rytmiske fundament. Hør eksempelvis, hvordan de tre akkorder, der udgør det harmoniske grundlag i de første fire minutter af det massive afslutningsnummer ’Eternal Silent Legend’, hele tiden får modspil af de små, men konstante variationer, accentuationer, fills og bækkenanslag. Det er et nummer, der nok skal blive et hit til kommende koncerter, for det er et af de tilfælde, hvor man også er tilbøjelig til at se igennem fingrene med svaghederne og være tilgivelig og blot buldre med, når bandet sætter ind med et sidste overbevisende angreb, som Davis endda pepper op med et fandenivoldsk ”ugh!”-udråb.
Det er forsonende træk, men det er bare ikke nok. Vi kender udtrykket, vi kender lyden, vi har afstemt forventningerne. Men vi ved også, at vi ikke bliver lige så bjergtagede, som vi gjorde første gang, vi hørte Conan live eller for den sags skyld bare satte den første fuldlængde ’Monnos’ på eller stiftede bekendtskab med ’Blood Eagle’, det album, der nok står som gruppens varige bidrag til den nyere doom metal-kanon.
”Because it promises very little I think you can enjoy it longer”, siger Jon Davis lommefilosofisk om doom metal i den nye musikdokumentar ’The Doom Doc’, der netop er blevet vist til Musikfilm Festivalen i Cinemateket. Det er der måske noget om, og det kan godt være, Conan ikke lover (for) meget, men trods det brutale fundament og de fængende momenter er det i stilstanden og den manglende inspiration, at jorden for alvor ryster under undergangskrigerne. De holder fortsat det eksistentielle tomrum i skak, men de gør det med deres egen eksistentielle tomgang.
Conan spiller den 19. oktober på Spillestedet Stengade i København.