Forfejlet formidling

Forfejlet formidling

’The Doom Doc’ er et passionsprojekt, der med fokus på DIY-scenen i Sheffield gerne vil fortælle om doom som genre og scene, men sløsethed og dårlig formidling gør hverken indforståede eller udenforstående klogere.

Titel
The Doom Doc
Genre
Forfatter
Karakter
1

Lad os tage det pæne først: ’The Doom Doc’ kunne have været en god film.

Dokumentaren fra sidste år, som vises i Cinemateket i denne uge, er tydeligvis lavet med passion, og det er lykkes at få prominente figurer til at stille op til interview. Filmen er skabt af den lokale filmmager Connor Matheson, der på et lille, crowdfundet budget har forsøgt at fortælle en større historie om metallens langsommeste og tungeste subgenre, samtidig med at han giver indblik i Sheffields DIY-metalscene.

Der ligger en god historie gemt der, men den kommer aldrig frem, fordi filmen fortaber sig i en overfladisk behandling af sit emne, der er hverken indsigtsfuld, interessant eller bare marginalt spændende. Man kunne se igennem fingrene med den sløsede redigering, de forskellige interviewpersoner, der dukker op og forsvinder igen uden nærmere introduktion eller kontekstualisering, og man kunne være overbærende med, at det samme klip af et headbangende publikum bliver brugt igen og igen, hvis filmen havde andet at byde på.

Men ét er, at filmen for metalhoveder og medlemmer af scenen ikke bidrager med nye indsigter. Noget andet og mere grelt er, at den ikke engang vil gøre udenforstående meget klogere heller.

Baggrunden
Over billeder af trafikerede veje, nattens øde gader, byggearbejde og graffiti slås tonen an i introduktionen af Sheffield, en by med halvanden million indbyggere, hvis moderne historie har været domineret af stålindustriens store betydning for beskæftigelsen. Store rockbands som Def Leppard, Pulp og Arctic Monkeys samt den populære 80'er-popgruppe The Human League er kommet fra Sheffield.

Lytter man til metal, og ved man bare lidt om historien, så kender man allerede til udgangspunktet: Afindustrialisering, arbejdsløshed, økonomisk stagnation og nedskæringspolitik medførte i 1970’erne og 1980’erne svære vilkår for den britiske arbejderklasse, der ud af den sociale armod reagerede med hård og voldsom musik, modkultur og sociale protester.

Den baggrundshistorie får man gennem Black Sabbath, der i filmen er repræsenteret ved den originale trommeslager Bill Ward (og i et enkelt, kort backstage-indslag hans senere erstatning Vinnie Appice), der fortæller om den trøstesløse tilværelse i arnestedet Birmingham, der ligger blot et par timers kørsel syd for Sheffield. Ward fortæller om den indforståethed, der prægede bandet i de tidlige, formative år, hvor jerntæppet, atomkrigstruslen og Vietnamkrigen lå som dyster storpolitisk baggrund, da de skabte blåtrykket for doom metal i form af nummeret ’Black Sabbath’.

Dopesmokers
I nutiden finder vi så historien om bookingteamet Holy Spiders Promotion i et subplot. Fordi mainstreammusikken fylder på byens venues, der ikke giver meget for metal, har de lokale bookere Craig Bagshaw og Joe Allen sat sig for at få flere doombands til byen, hvilket de i bedste DIY-stil gør ved bygge et netværk op og klare alting selv. Deres helt store projekt er at få stablet et event kaldet Doomlines på benene, der skal agere modpol til koncerteventet Tramlines, hvor populære musiknavne spiller i en af byens parker samme dag.

Resten af filmen går med interviews og små klip fra koncerter, der forklarer om byens DIY-kultur og om den musik, de holder af. Der gives et hurtigt historisk overblik, og der skelnes overfladisk mellem doom, sludge og stoner, uden at denne distinktion rigtigt bruges til noget. På en eller anden måde kommer garagerock og psychrock også ind i billedet (og på lydsiden), ligesom det, at næsten alle de bands, der namedroppes, er amerikanske, åbenbart heller ikke spiller en større rolle, selvom filmens fokus er udpræget britisk.

">

Musikken er stadig tung og fuzzy, det appellerer til samme skare og meget af det handler om at ryge weed, hvilket selvfølgelig også bliver behandlet. Det sker dog med uinteressante interviewpersoner og karakteristikker, der ikke rækker ud over stereotypen. Når booker-Joe står med sit lange hår gemt væk under sin kasket og ser paf ud sin butik, hvor han sælger rygerudstyr i dagtimerne, ligner han din typiske stoner, og når han og de andre scenesters åbner munden for at forklare om den musik, de bruger så meget tid på at lytte til, spille, booke, arrangere og kere sig om, så er det ikke særligt indsigtsfuldt. ”It’s just how it makes me feel”, siger en af de lokale musikere om parallellen mellem weed og tung, langsom musik.

Så forklarer Joe Allen noget om, at han havde en nærmest transcenderende oplevelse, da han hørte Conan første gang, og så skifter man over til at følge Conan et par minutter, hvor forsanger og guitarist Jon Davis går rundt i sit studie og fortæller om nogle af de plader, han selv har udgivet. ”Because it promises very little, I think people can enjoy it longer”, siger han om doommusikkens attraktion, og det er sådan et udsagn, som kunne have været spændende at dykke mere ned i, men det sker ikke.

Mere absurd bliver det, når trådene falder fra hinanden, og DIY-scenen kobles sammen med, at det også handler om at feste i hinandens kældre, og lige pludselig kigger man på folk, der hopper og bopper med hovedet i en kælder, mens en korthåret fyr med briller og farverig, mønstret skjorte spiller guitar.

Mangel på indsigt og refleksion
’The Doom Doc’ baserer sig på en af rockjournalistikkens forfejlede grundpræmisser: At det er musikerne selv, der har mest konkret at sige om deres musik. Den biografiske baggrund og musikernes egne tanker om deres musik kan være spændende og kan også bidrage til en større forståelse af musikken, men det er ikke tilfældet her.

Det kan godt være, at man synes, det er fedt nok at se Primitive Man blive interviewet lynhurtigt og sige, at deres musik er et "outlet", eller se Kirk Windstein fra Crowbar og Down med whiskystemme fortælle om, at det er okay at ryge weed, men at det også er vigtigt at tale om depression og misbrug, og at musikken kan kanalisere det på en eller anden måde. Det stikker bare ikke rigtigt dybere end det: ”God, it’s so fucking heavy. It’s just… I don’t know”, som Windstein siger omtrent tyve minutter inde i filmen.

Det er en eklatant mangel på indsigt, og det kan godt undre, at man ikke har prøvet at grave dybere ned i sit emne. For hvordan er det præcist, doom adskiller sig fra al anden musik og fra anden metal? Og hvordan kan man sætte ord på lyden, tempoet, tyngden og de følelser, som det frembringer? Hvilken effekt har det, og hvad betyder det egentlig?

Hvis man ville blive klogere på det, så kunne et træk være at opsøge hjerneforskere, der arbejder med musikneurologi eller kognition, som måske kunne belyse, hvordan og hvorfor vi reagerer, som vi gør, på noget musik, og hvordan denne effekt og forløsning ser ud. Noget andet kunne være at få sat en filosofisk, kulturhistorisk, musikvidenskabelig eller politisk overbygning på. Hvorfor lyder det, som det gør? Hvordan passer musikken og sangteksternes temaer til eksistensen i en moderne verden, og hvordan er DIY-kulturen et alternativ til den kapitalistiske musikindustri?

Joe Allen kommer endda selv kortvarigt ind på noget lignende: ”Everybody’s pissed off at everything” siger han som en refleksion over den nuværende politiske tilstand i USA og Storbritannien. Nåh ja, men hvorfor, og hvordan afspejler det sig egentlig i musikken? Det bliver vi ikke klogere på.

Når Holy Spiders til sidst får stablet Doomlines på benene på en af de mindre barer i byen, og plottet dermed når sin konklusion, forfladiges hele filmens budskab til, at doom er et lille, tændt undergrundsmiljø, hvor folk er venner og har det godt. ”That’s what it’s all about, man, people coming together and having a good time”, siger Joe Allen som noget af det sidste.

Det er ikke bare sløset og uengagerede, det er også direkte dårlig formidling af en af metallens spændende subgenrer. Med sit fokus på en lokal doomscene i Sheffield i 2010’erne kunne ’The Doom Doc’ have fortalt noget bredere og større om metal og dens funktion og betydning i en forvirrende, moderne verden. Det gør den bare ikke.

'The Doom Doc' vises til Musikfilm Festivalen i Cinemateket den 23. september kl. 19. Vi udlodder billetter til visningen her.