Dark Fortress slipper godt fra det meste
Dark Fortress' sjette album hverken skuffer eller overrasker, men holder et stabilt niveau hele vejen igennem.
2. Coalescence 4:32
3. The Spider in the Web 5:26
4. Spectres from the Old World 5:50
5. Pali Ake 5:18
6. Pazuzu 5:50
7. Isa 7:38
8. Pulling at Threads 3:16
9. In Deepest Time 5:16
10. Penrose Procession (Interlude) 2:36
11. Swan Song 7:16
12. Nox Irae 3:38
Det sker ind i mellem, at to bands får den samme gode idé til et navn. Det skete for Covenant, som måtte skifte til The Kovenant for at undgå at blive sagsøgt af hele to bands, og naturligvis bacon-kongerne i Baest. Men kalder man sit band det samme, på to forskellige sprog, er det straks en anden snak. Således lever Dimmu Borgir og Dark Fortress fredeligt side om side, og onde tunger vil påstå, at det eneste de to bands har til fælles er navnet. For hvor nordmændene blot er en konfettikanon fra at deltage i Eurovision, har deres tyske navnebrødre holdt næsen i sporet og kreeret et album, der står på skuldrene af både giganter - og såmænd dem selv.
Schwarz metal
For på ’Spectres of the Old World’ har de bygget videre på deres melodiske metal. Kor og keyboard bruges i mængder der ikke overtager hverken stemningen eller kompositionerne,
men tilføjer albummet et skær af midt-90’er black, uden at det går hen og bliver bagstræberisk.
Med et efterhånden stabilt line-up – det nyeste medlem har seks år på bagen – lyder det som om, at Dark Fortress har fundet en formel, der virker. På deres tidligere albums er der kælet for detaljerne, og det forholder sig ikke anderledes her. De har skelet til den symfoniske variant, men det bliver aldrig svulstigt eller vulgært. Det passer dem godt at styre uden om dramatikken, for det betyder, at man som lytter kan koncentrere sig om de små lommer af opfindsomhed, der er drysset rundhåndet ud på pladen. I stedet for at sidde og vente på de får liret færdig, kan man i stedet gå på opdagelse i de detaljer der gør, at Dark Fortress adskiller sig fra alle de andre bands, der også godt kan lide store armbevægelser.
Godt håndværk
Allerede fra den halvandet minut lange ’Nascence’ står det klart, at Asvargr og co. er her for at spille metal. Drønende trommer, der gør tidligere tiders Toys’R’Us-sæt til skamme, varsler, at der ikke er tid til at beglo sine skosnuder eller sidde og fedte med eksperimentelle hybridgenrer. Den glidende overgang til efterfølgeren ’Coalescence’ sker næsten uhørligt og lægger sig i samme tempo – hvilket der for mig er optimalt at gå og nikke lidt med på.
Der er ikke sparet på de klassiske blastbeats eller den arrige vokal, der er så langt fremme i lyden, at man næsten kan mærke spyttet på kinden, men allerede her bemærker jeg den detaljrerigdom, som gør sig gældende på hele pladen. Som udgangspunkt er vokalarbejdet i orden. Morean har en overbevisende hæshed og en tilnærmelsesvis brutal kvalitet over sit growl, der sagtens kunne begå sig i dødsmetalregi, men på ’Spider in the Web’ og det efterfølgende titelnummer, kommer jeg alligevel til at rulle lidt med øjnene.
Spoken word er glimrende som dramatisk effekt, men når man lyder som Christian Bales Batman, udebliver dramaet. Tonelejet passer ikke til hans stemme og så ryger autenticiteten på gulvet. Dog er der formildende omstændigheder på begge numre i form af keyboardkor i baggrunden, der henleder tankerne på Dimmu Borgirs ’Godless Savage Garden’ og et diskret nik i retning af Pink Floyd.
Cirka halvvejs får vi modsætningerne ’Pali Aike’ og ’Pazuzu’, der respektivt er ”den langsomme” og ”den hurtige”. Black Sabbath spøger på den ene og elementer af punk og hardcore titter ud på den anden og fungerer som sidste stop inden vi bevæger os ind i den rene vokals territorier. Morean når aldrig den samme emotionelle dybde, som vi har hørt fra ham på for eksempel den glimrende 'Wraith' fra 'Ylem', men det fungerer som modpol til den hidsighed, der her bliver vredet ud af musikken.
De resterende numre er hver især sat sammen, så man som lytter er underholdt langt hen ad vejen og både ’In Deepest Time’ og ’Swan Song’ slipper af sted med at være lidt bøvede, ved at bibeholde det høje niveau af håndværk og øre for harmonier. Især 'In Deepest Time', som i den grad minder om den type black Behemoth har været så glad for, før Nergal fik øjnene op for Instagram. Der er ikke tale om plagiering, da Dark Fortress kigger mere i den hårde rocks retning, og ultimativt skaber det en interessant dynamik, der giver plads til både fræs og fret.