Drillende excessivitet

Populær
Drillende excessivitet

Gorguts tester deres lytteres dedikation med en ep bestående af en enkelt progressiv sang på hele 33 minutter.

Kunstner
Titel
Pleiades' Dust
Dato
13-05-2016
Trackliste
1. Pleiades' Dust
- I. "Thinker's Slumber"
- II. "Wandering Times"
- III. "Within the Rounded Walls"
- IV. "Pearls of Translation"
- V. "Compendiums"
- VI. "Stranded Minds on the Shores of Doubt"
- VII. "Besieged"
Forfatter
Karakter
3

Canadiske Gorguts befinder sig måske i deres efterår, men kreativt er de stadig på toppen. Efter en albumpause på 12 år vendte de i 2013 tilbage med den fremragende ’Colored Sands’, der var i stand til at overbevise alle skeptikere om, at teknisk dødsmetal stadig havde noget at byde på, og at genren stadig kunne rykke sig.

Nu små tre år efter genopstigningen er der nyt fra de visionære canadiere. Ikke i form af et studiealbum, men derimod en ep, som man med rimelighed også kan kalde for et mini-album. Musikalsk som formmæssigt er det progressivt og fremsynet.

Krævende progression
’Pleiades’ Dust’ (betitlet efter en gruppering af stjerner i tyrens stjernekæde) består af en enkelt sang, der varer hele 33 minutter. Den er ganske vist opdelt i syv mindre sektioner, men det er ikke noget, der fremgår tydeligt ved gennemlytning. Det er i høj grad en samlet og sammenhængende komposition.

Det er selvsagt krævende for lytteren. Alle, der har stiftet bekendtskab med Gorguts, vil vide, at bandets musik ikke bare flyder let og ubesværet ned, især efter bandet ændrede retning med den ambitiøse ’Obscura’ fra 1998. Musikken er kompleks, teknisk, virtuos og progressiv, og i sammenspillet og formen ligger mange teksturelle lag og detaljer, der er værd at lægge mærke til og dykke ned i.

’Pleiades’ Dust’ er dermed en stor mundfuld trods en spilletid svarende til et kort album. Gorguts har ikke forandret sig synderligt fra bombardementet, der var ’Colored Sands’, og ligesom de på den plade gjorde brug af et koncept, er ’Pleiades’ Dust’ rundet af en historie om det såkaldte ”Visdommens Hus” eller ”House of Wisdom”, et bibliotek og intellektuelt kraftcenter i Baghdad gennem fem århundreder. Det var kendt for sin bogsamling, der en overgang var anerkendt som verdens største, og igennem mange år var huset et samlingssted for forskning inden for en lang række områder, der blandt andet inkluderede filosofi, matematik, astronomi og kemi. Mens Europa befandt sig i den såkaldte mørke middelalder, var det en guldalder for islam og den arabiske verden, hvilket Visdommens Hus var et symbol på og indikator for.

Biblioteket blev dog destrueret i et angreb fra Mongoliet i 1258, og der blev kastet så mange bøger i Tigris-floden, at vandet angiveligt blev helt mørkt af blækket.

Det er denne dynamik – det nysgerrige og videbegærlige over for det destruktive og nedbrydende – som ’Pleiades’ Dust’ omhandler.

Med sig har frontmand, sangskriver, sanger og guitarist Luc Lemay samme besætning som på ’Colored Sands’ med den undtagelse, at Origin-trommeslageren John Longstrech er blevet erstattet med Patrice Hamelin. Det er dog ikke noget, der er til at høre, da Hamelin er lige så virtuos og hårdtslående som Longstretch.

Hårdhændet excessivitet
Med sin blotte sanglængde markerer ’Pleiades’ Dust’ sig som endnu et endemål og som ny kreativ landvinding hos Gorguts. De erobrer nyt territorie, men med samme midler som før. På trods af de syv forskellige kapitler i nummeret føles kompositionen tredelt i den forstand, at der i løbet af de 33 minutter er to vigtige steder, hvor bandet tager dynamikken ned og bevæger sig ud i renskurede stykker, der lader op til næste frontalangreb og på sin vis afgrænser kompositionerne i kompositionen. Det sker henholdsvis 9 minutter inde, hvor nye riff og motiver introduceres til forskel fra det, der har fyldt starten af nummeret, og det sker igen 17 minutter inde, hvor bandet bevæger sig ud i en længere næsten formløst stykke, hvor distortionlyde og feedbackstøj træder frem og tilbage, før et nyt riff introduceres ved minuttal 21:35 og lægger grobunden for afslutningen.

Nummeret er i evig progression, og de enkelte motiver og riff får ikke mere end enkelte minutter til at folde sig ud. Dermed bliver ’Pleiades’ Dust’ også noget af en prøvelse. Det kræver simpelthen overskud og tålmodighed at tage imod de fulde 33 minutter. Gorguts’ musikalske univers er ikke blevet mindre krævende med tiden, hvilket bestemt ikke er dårligt i sig selv, men hvor bandet trods alt har benyttet sig af et format med kortere numre, er det i tilfældet med ’Pleiades’ Dust’ i høj grad et spørgsmål om, hvorvidt man er i humør til en halv times excessiv teknisk dødsmetal uden pauser.

Gorguts er et band i evig forandring, og de tør tage chancer, udfordre sig selv og sætte sig nye mål. Det lykkes de også med i vid udstrækning her. Samtidig er det dog også en tålmodighedskrævende prøvelse for lytteren, og der ligger et drillende element i, at ens dedikation til bandets progressive udskejelser testes på denne måde.