En lidt for fikseret plade
PopulærMed 'No Fixed Address' lyder Nickelback præcis som de plejer. Kun små, kalkulerede chancer på en plade, der ellers bare er klassisk Nickelback.
2. Edge of a Revolution
3. What Are You Waiting For?
4. She Keeps Me Up
5. Make Me Believe Again
6. Satellite
7. Get 'Em Up
8. The Hammer's Coming Down
9. Miss You
10. Got Me Runnin' Round (featuring Flo Rida)
11. Sister Sin
At anmelde en plade med Nickelback må siges at være udebane for undertegnede. Det er et band, der er blevet prügelknabe for de ægte metalfans. Man kan nemt stive sit ego af hos vennerne ved at proklamere sit had til disse canadiske hårdrockere. Så er man med i hulen, og det er nemmere og mere bekvemt end at skulle æde en skovsnegl. Det bliver bare præcis lige så patetisk, som når den gennemsnitlige musikfan knurrer ad Lars Ulrichs trommespil eller Michael Poulsens vokal.
Når et band når en vis størrelse, må den slags kritik nødvendigvis ophøre. For hvor langt deres stil end er fra ens egen subjektive præference, må de jo gøre ét eller andet rigtigt for millioner af andre. Det gælder Metallica, AC/DC, Britney Spears, One Direction og Nickelback. Heldigvis har vi i denne del af verden ytringsfrihed, så hvis man vil bruge den ret på at understrege, hvor meget man ikke bryder sig om Nickelback, så har vi kommentarfeltet nedenfor. Slå jer løs.
Ellers tager vi livtag med selve pladen. Den hedder 'No Fixed Address' og indeholder 11 skæringer. Den formel har Nickelback ikke fraveget synderligt meget gennem karrieren. Det er deres ottende studieplade og samtidig også deres første efter at være blevet fri af deres tidligere kontrakt med Roadrunner Records.
Den åbner med 'Million Miles An Hour', der umiddelbart kunne virke som en klassisk Nickelback-sang med Chad Kroegers letgenkendelige vokal og deres klassiske omkvæd. Her har man dog sovset det ind i nogle effekter, der får det til at lyde, som om Kroeger synger under vand.
Den elektroniske indflydelse på pladen er gennemgående. Det går helt galt i 'What Are You Waiting For'. Det bliver en meget poppet og effektfyldt sang, der måske kan gå som den vilde rocksang på det lokale diskotek i provinsen, mens alle andre må undre sig over, hvad Nickelback har tænkt her. Du kan selv vurdere på baggrund af deres musikvideo til nummeret her:
">
Derefter følger en politisk bredside mod Wall Street og bankerne, NSA, CIA osv. i 'Edge Of A Revolution'. Her er Nickelback præcis lige så indstuderede og smarte, som de altid har været. De tager ingen chancer og kritiserer den sikre syndebuk. Dem, som alle har lært at hade efter det finansielle sammenbrud i den førnævnte finanssektor tilbage i 2008. Nickelback kommer lidt sent til festen og knurrer frit fra leveren fuldstændig frarøvet enhver løsning. Ikke at man forventer, at løsninger på verdens problemer skal komme fra musikere, men det virker lidt for sikkert desuagtet.
Det samme kan siges om resten af pladens tekster. Det handler mest om piger, kærlighed og radiovenlige temaer, der sammen med deres sangformel gør, at Nickelback kan være sikre på, at sangene fra pladen nok skal få lidt rotation på de amerikanske rockstationer. Desværre for Nickelback er der ikke én sang, der sådan for alvor stikker ud og giver dem noget, der minder om et hit. Deres store sange som 'How You Remind Me', 'When We Stand Together', 'Far Away', 'Photograph' og ikke mindst 'Rockstar' er alle sange, som de fleste musiklyttere og fans af Nickelback i særdeleshed øjeblikkelig kan huske.
Her er det lidt sværere at finde en sang, der bare tilnærmelsesvis kan komme op i den liga. Bevares, der er 'Edge Of A Revolution', der også netop var singleforløberen for 'No Fixed Address'. Den bliver, trods det "farlige" politiske tema dog aldrig til noget, der for alvor kan rykke hverken politisk, socioøkonomisk eller popularitetsmæssigt for Nickelback. Den officielle musikvideo kan ses her:
">
De andre numre på pladen er ikke værd at nævne hver for sig. Det er typisk Nickelback, typisk Kroeger-vokal, typiske omkvæd og typiske tekstvalg. Der, hvor Nickelback tager chancer, er på førstesinglen 'Edge Of A Revolution', hvor det hele er præcis lige så kalkuleret, som kan kunne frygte. For der er ingen tvivl om, at Nickelback ved præcis, hvordan de skal skære en plade for at tilfredsstille deres publikum. Det har de gjort med en glat produktion og glat lyd på lige så glatte sange.
Så har de også lige rapper Flo Rida ed på 'Got Me Runnin' Around', hvilket er endnu et klassisk træk hos de helt store, der lige skal have et klistermærke på pladen, hvor der står "Featuring XXX on the song YYY". Så kan Flo Rida og Nickelback bygge bro mellem to genrer og udveksle fans ved kasseapparatet. For kunstnerisk er det svært lige at finde en undskyldning for, hvorfor han skal være med. Det er lige så kalkuleret som de rynkede øjenbryn mod Wall Street og CIA.
Hvis man kan lide Nickelback, vil 'No Fixed Address' derfor placere sig præcis, hvor man kunne forvente. 11 letfordærvelige rocksange, der ikke gør nogen fortræd. Det er bare Nickelback. På godt og ondt. Jeg var ikke fan før og bliver det heller ikke med denne plade. Den placerer sig med garanti som en af deres mere anonyme plader. Derfor en karakter på 2, der indikerer, at den ikke er så dårlig, at bandets fans går forgæves. Omvendt vil der heller ikke være nye, der bider på krogen. Hvis de skal fanges ind, så skal agnen være førnævnte store numre, der var med til at gøre Nickelback så store, som de er. Med 'No Fixed Address' fisker Nickelback desværre forgæves i ukendt farvand.