Let fordøjelig – let forglemmelig

819166

Ensiferum er klar med bandets 8. album i bandets 25 år lange levetid. Stilen er fortsat en lettere omgang melodisk folk metal iblandet power metal. Der er intet nyt under solen.

Kunstner
Titel
Thalassic
Dato
10-07-2020
Trackliste
01. Seafarer's Dream
02. Rum, Women, Victory
03. Andromeda
04. The Defence of the Sampo
05. Run from the Crushing Tide
06. For Sirens
07. One with the Sea
08. Midsummer Magic
09. Cold Northland (Väinämöinen Part III)
Karakter
3

Denne gang er de finsk folkemetallere draget til søs. 'Thalassic' indledes med en orkestral ouverture med ’Seafarer’s Dream’. Det lyder ganske flot og velproduceret med bølgeslag og vindens susen.

Men snart sættes der i gang med første egentlige sang, ’Rum, Women and Victory’. Der er tale om en lettere speed metal-lydende sag med folkemusikinspirerede undertoner. Produktionen er mærkbart ringere end albummets flotte indledning. Guitarlyden er ret fesen, og trommer og bas er mudrede. Sangen lyder som en lidt uheldig blanding af Helloween, Running Wild og Alestorm.

Nyt medlem
Ensiferum har fået en ny mand med på keyboards og ren vokal i form af Pekka Montin. Han lyder, præcis som man forventer, at en finsk power metal-sanger skal lyde – hverken værre eller bedre. Sjovt nok får han ikke lov til at vise sig i den tilhørende video.

Sangen rammer lige ind i alle fordomme om metalteksters fokus på øl, fisse og hornmusik med det sigende omkvæd: ”We rule the seven seas/ Swords high for our queen/ Shout for what we live/ Rum, women, victory”. Så er vi ligesom i gang.

Videoen, som altså er uden den nye mand, viser bandet spille rundt omkring i køkkener og spisestuer. Guitarist Markus Toivonen fyrer den af foran et skab fuldt af cd’er. Måtter der ikke være noget i samlingen, der kunne højne standarden på ’Rum, Women and Victory
’ en kende? Samtidig er der en masse fans, der med børn og hunde får lov til at give deres besyv med i videoen. Har Youtube dog ikke en politik om, at uskyldige børn ikke må deltage i sådanne udgydelser?

">

Næste sang er ledsages også af en video. ’Andromeda’. Stilen er den samme, men der er skruet en anelse ned for tempoet, og den nye mand får lov til at medvirke.

">

Andre inspirationskilder
Senere på albummet kryber der andre inspirationskilder ind. På ‘The Defence of the Sampo’ er der i slutningen en sekvens, der minder om noget, som nyligt afdøde Ennio Morricone kunne have leveret i søvne til en westernfilm.

I ’Midsummer Magic’ kaster Ensiferum sig ud i countryinspiration. Måske var det noget, som udvandrede finner kunne have skrålet med på i en ordentlig kæfert efter ankomsten til det forjættede nye land mod vest engang i det 19. århundrede.

Et ujævnt album når sit musikalske højdepunkt på sidste sang. Den episke ’Cold Northland (Väinämöinen Part III)
er uden sidestykke den mest interessante sang på ’Thalassic’. Sangen er båret af en symfonisk baggrund og blander bandets folkemusikalske tilgang med en til tider black metal-lydende guitarleads. Pekka Montins lidt fesne rene vokal er trådt i baggrunden, og bandets eneste tilbageblevne oprindelige medlem Petri Lindroos’ rå vokal tager teten, hvilket er ganske positivt.

Hyggeligt, men ...
Man kan ikke tage fra Ensiferum, at de kan skrive nogle melodiske riffs. Bandets folkinspiration er til stede. Men i modsætning til mange andre folk metal-bands holder Ensiferum sig stort set fra traditionelle folkemusikinstrumenter og holder sig til guitar, bas, trommer og keyboards.

Man har det ganske fornøjeligt med Ensiferum på ’Thalassic’. Men kan ikke lade være med så småt at stampe med ad de snorlige veje, som albummets sange følger. Men det gør ikke ’Thalassic’ til et mindeværdigt album.

Det er såmænd fornøjeligt i øjeblikket, men det er også hurtigt glemt.