Verdens længste frokostpause

extinguish

Er det stadig et breakdown, hvis det ikke rigtig bryder med noget? Extinguish savner den dynamik, der kunne gøre debut-EP’en til en mavepuster.

Kunstner
Titel
Extinguish
Dato
23-04-2021
Trackliste
1. Final Sin
2. Unconquered
3. Illusion Of Power
4. Blood Runs Cold
5. Only Silence
6. The Judge
Karakter
4

I den forgangne uge indledte den italienske stat en sag mod en offentlig ansat, der har pjækket fra arbejde siden 2005. Eller muligvis bare holdt en fænomenalt lang frokostpause: Sagen kan ikke undgå at minde om forlaget Megadodo i ‘The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy’, hvor redaktørerne er berømmede for deres årelange frokostpauser; én af dem har været væk i over 100 år, men internt i firmaet holder man stadig på, at han bare lige er smuttet ud for at få en croissant med skinke og når som helst kan vende tilbage og få en god eftermiddags arbejde fra hånden. 

Sådan er det også med den beatdown-hardcore, californiske Extinguish gør det i på deres debut-EP: De kortest mulige hurtige dele af sangene virker mere end noget andet som en undskyldning for at kunne rive endnu et break ud, der får én til at længes efter pitten, inshallah.

Det er som det meme, hvor en indigneret metalguitarist belærer en dude med omvendt kasket om, at han ikke bare kan spille breakdowns hele tiden, og dude svarer: “Hur hur, guitar go chugga-chugga.” Faktisk kunne det meme have været hele den her anmeldelse, og så kunne jeg have givet Extinguish fem sorte kasser, og alle ville forstå, hvad det handlede om, og hvor fedt det var.

For selvfølgelig er den karikerede metalguitarist en teknikfikseret, analretentiv poser, der har hørt for meget Megadeth. Og selvfølgelig er kasketcorefyren fra Chuggington en kæmpe bøv, men det er da federe bare at få det der breakdown, man længes efter, i stedet for at skulle trækkes i flere minutter med finesser og, uhh, dynamik bare for at få sin belønning.

Altså bortset fra, at det er lige præcis det, der kommer til at mangle hos Extinguish, når de stort set udelukkende kører breakdown på breakdown: Dynamik. Breakdownet bliver ikke en forløsning i en sang, det er ikke det, man står og venter på, inden det hele eksploderer: Det er det, det er. Og er det så overhovedet et break, når det ikke bryder med noget? Eller er det bare en italiensk hospitalsansat, der på et tidspunkt har besluttet sig for, at vaffanculo, jeg ditcher det her møgjob og får mig en skinkecroissant?

Er Extinguish simpelthen en skinkecroissant?

Det er det ene spørgsmål; det andet er, om det betyder noget, at de er det. For det er dumfedt hele vejen igennem på californiernes debut-EP, og det er et afbræk, der føles hårdt tiltrængt. Om vi så har gjort os fortjente til det eller ej.