Godkendt sangerskift

Godkendt sangerskift

Ny sanger er ingen hæmsko for Iced Earth, der til gengæld slås med manglende musikalske højdepunkter.

Kunstner
Titel
Dystopia
Dato
17-10-2011
Distributør
Trackliste
Dystopia
Anthem
Days of Rage
Soylent Green
V
Boiling Point
Anguish of Youth
Iron Will
Dark City
End of Innocence
Equilibrium
Tragedy and Triumph
Forfatter
Karakter
3

For fire år siden vendte Matt Barlow tilbage i Iced Earth-folden, og ved samme lejlighed kippede denne anmelder grundigt med de sorte metalflag. Iced Earth har i siden midten af 90'erne været et af power metallens fedeste, ondeste og mest stemningsfulde navne, og det skyldtes blandt andet den altid indlevende og dramatiske vokal fra samme Barlow – altid en mester for det dystre, det symfoniske og det skingre, og altid med en fornemmelse for at bruge de rigtige elementer på velvalgte tidspunkter.

Men nu har han forladt den frosne jord og søgt mod andre græsgange, og dermed overladt pladsen til Stu Block, tidligere kendt fra Into Eternity. Og frygten bliver straks gjort til skamme! På den rigtige måde vel at mærke. Kun en idiot ville forlange en perfekt kopi af Matt Barlow, og det får man selvfølgelig og heldigvis heller ikke.

Hård formidling


I stedet leverer Stu Block sin egen udgave af hvordan bandbagmand Jon Schaffers teatralske metalfortællinger skal formidles – det bliver en anelse hårdere, omtrent lige så dramatisk, men blandt andet i indledningsnummeret 'Dystopia' også med enkelte strøg af highpitchet vokal, der så gjort klæder Iced Earths altid episke musik.

Også på den sangskrivningssiden har Iced Earth taget nye skridt i forhold til forgængeren 'The Crucible of Man' – en retning som bringer dem tilbage i tiden. Tempoet sat op og et melankolsk brutalt udtryk er afløst af de klassiske piskende galopguitarer, som i slutningen af halvfemserne blev bandets varemærke.

Stemningsfravær


Det betyder færre stemningsfulde numre, men til gengæld også aggressivitet og en mere pågående stil. Af samme grund forsvinder noget af langtidsholdbarheden, fordi melodierne muligvis fanger første gang, men heller ikke har helt samme dybde og kvalitet. Numre som 'Days of Rage' og 'V' har måske det umiddelbare drive, men mangler også de helt store idéer og kan ikke leve på udmærkede riffs og omkvæd, der fænger men ikke imponerer.

'Dystopia' er altså en solid Iced Earth skive, men absolut ikke på højde med 'Horror Show' eller 'Something Wicked This Way Comes'.