Lovende aften med lortelyd

Lovende aften med lortelyd
Iced Earths show druknede i dårlig lyd, og Annihilators supportsæt led også af lydkvaler. Første band i aftenens trebel-program var finske Turisas, hvis folkemetal med vikingefortællinger ikke fungerede så godt live som det gør på plade. Selv om musikerne er i fuld krigsmaling og ganske pelsklædte, virker showet stillestående.

De er en bedre repræsentant for genren end tyske In Extremo, men spørgsmålet er, om der er et marked for den slags uden for Tyskland, for særlig mange blandt Pumpehusets publikum fik de ikke sat gang i!?

Pukkelryggede klassikere

Det mindede meget deja vu, da Annihilator gik på scenen. Bandet stod på nøjagtig samme måde på scenen, som da bandet i maj opvarmede for Trivium samme sted. Bandleder Jeff Waters helt ude til venstre på sin flying V (dog af mærket ”Ran” og ikke en Gibson), og mikrofonen kun hævet til noget nær navlehøjde. Jeff er helt sikkert i risikozonen for udvikling af pukkelryg.

Sættet var også denne gang baseret på det gamle materiale, så resultatet blev nostalgi i en ærgelig, let mudret lyd. Der blev lagt fedt ud med "King of The Kill", selvom det virkede som om at kun Jeff var vågen. Det nye nummer ”Clown Parade” var kedeligt med sit Shubidua-agtige trestemmige omkvæd, så turen tilbage til ”Set the World on Fire”, ”Alison Hell”, ”WTYD” og ”Never, Neverland” var kærkommen, og der blev sunget højt blandt publikum.

I sidstnævnte fik den unge guitarist og vokalist Dave Padden vist hvad han kan med sin stemme: suveræn i de ”rene” partier, men lidt kedelig i det mere thrashede og hurtige.

Oplagt band, uoplagt lydmand

Med deres ottende studiealbum "Framing Armageddon (Something Wicked Part 1.)" i ryggen, nåede Iced Earths aktuelle album-tour til Danmark og Pumpehuset.

Ganske som på deres forrige albums har amerikanerne, med bandleder guitarist Jon Schaffer (bill.) i spidsen, gjort et stort stykke arbejde for de pompøse og episke stykker uden at gå på kompromis med deres dystre metalliske side. Og netop denne særegne men dog letgenkendelige stil gør Iced Earth til et af power metallens hovedband. Men det kunne man bare ikke høre i Pumpehuset, fredag aften.

Ikke fordi bandet havde en dårlig dag, de er som helhed godt sammenspillet og havde fundet frem til en sætliste, der rummede både nye og gamle godter – et af aftenens højdepunkter var da også det ældre nummer "The Hunter" fra 1996-albummet "The Dark Saga".

Selvom bandet virkede oplagt, manglede der dog bare lige kontakt med den del af publikum, der stod længere væk fra scenen end ti meter, og det blev næsten en lukket fest oppe foran, mens resten bare nød deres øl.

Denne passivitet fra publikum kan måske forklares med den umådeligt ringe lyd, der reducerede de storladne stykker til ustruktureret larm og Tim Owens vokal til mest af alt at være et skingert og faktisk yderste belastende skrig i de højere tonelag. Blandt andet derfor blev et ellers fremragende og utroligt stemningsfuldt nummer som "Dracula" forvandlet til ligegyldig og til tider uudholdelig larm, hvor de smukke melodistemmer såvel som dramatiske metalriffs flød sammen.

Så selvom der var mange gode momenter, og man fik de vigtigste hits, så måtte en rimelig stor beundrer af Iced Earth som denne anmelder forlade Pumpehuset pænt skuffet, fredag aften.

Anmeldt af: Emil Svendsen/Turisas, Casper Villumsen/Annihilator, Anders Molin/Iced Earth[/b]


Kunstner
Spillested
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
3