En genres genfødsel?
Episk, doomy, halvokkult metal med fløjte og kraftfuld vokal fra en markant frontkvinde. Var vi ikke færdige med den genre for ti år siden? Ikke, hvis det står til Grendel's Sÿster, der på deres debutalbum lykkes med at revitalisere en slidt genre.
01. Boar's Tusk Helmet
02. The Plight Of A Sorcerer
03. Rose Arbor
04. Night Owl's Beak
05. Golden Key (Won't Fit)
06. The Fire That Lights Itself
07. Hymn To Marsyas [digital bonus]
08. In Praise Of Mugwort
09. Cosmogony
Tysk version:
10. Eberzahnhelm
11. Die Bürde Des Schwarzkünstlers
12. Rosenhag
13. Nachteulenschnabel
14. Güldenes Schlüsselein (Klemmt)
15. Unentfacht Flammend
16. Hymne An Marsyas [digital bonus]
17. Beifußweise
18. Kosmogonie
Husker læseren mon, da doomy metal med 70'er-rocktendenser, okkult stemning og kvindelige frontfigurer, ofte fløjteakkompagneret, brød igennem og fyldte virkelig meget i metallens verden? Da Blood Ceremony, Jex Thoth og den slags, primært udgivet på Svart Records og Rise Above Records, var på alles læber? Hvis ikke, så er læseren lovligt undskyldt, for det er efterhånden længe siden, omkring 2008-2012, og selvom jeg var interesseret i bølgen dengang, havde jeg næsten fortrængt den. Det, der først virkede spændende, gik hurtigt i stå, fordi det endte med at handle om at have en særlig lyd frem for at skrive gode sange og udvikle en selvstændig bandpersonlighed.
Siden har jeg ikke ofret den subgenre mange tanker, selvom en del af grupperne fra dengang stadig er aktive. Og af samme grund ofrede jeg heller ikke megen opmærksomhed på tyske Grendel's Sÿsters debutalbum, da det udkom i sommeren 2024, for jeg havde svært ved at forestille mig, at genren havde mere at byde på. Men det viser 'Katabasis into the Abaton'; i en grad, så jeg endte med at kalde Grendel's Sÿster årets internationale navn i min årsliste. Dét er lidt af en tilsnigelse: Tyskerne udgav deres debutsingle i 2017 og har siden udgivet to ep'er, men 'Katabasis ...' er deres debutalbum, og det viser store fremskridt i sangskrivningen.
Grendel's Sÿsters variant af genren lyder forholdsvis episk – der er virkelig mange guitarmelodier, der er meget galoptempo fra den klassiske metal, og vokalist Caro har en kraftfuld vokal, der svæver majestætisk over musikken. Hun er et trumfkort. Samtidig er der en distinkt undergrundslyd; det er ikke lige så special needs-agtigt spillet som Iron Griffin, der huserer i samme musikalske omegn som Grendel's Sÿster (det lidt bevidst amatøragtige ved Iron Griffin er et stort plus), men man mærker, at det er et band, der trods en sikker sans for melodi levner plads til at være lidt utight og klodsede. Det er noget, jeg synes er en kvalitet i sig selv: Man kan høre, at det her er spillet af levende mennesker, og fejlene er ikke udjævnet i postproduktionen.
Gruppens kerne mødte efter sigende hinanden på en folkemusikfestival, og man kan også mærke en indflydelse fra folkemusikken. Melodier fra traditionals som som 'Staines Morris' er indarbejdet i titelnummeret, 'The Auld Brig o' Don' på 'Rose Arbor', og sangstrukturerne har lidt af den samme dynamik som folkemusikken, hvor temaer og melodier gentages, men stiger i intensitet hen ad vejen. På albummets mere anonyme numre giver det et lidt statisk udtryk, hvor man ikke rigtig husker numrene. Til gengæld fungerer det strålende på fx afslutningsnummeret 'Cosmogony', der bliver et ret storslået klimaks:
Forstå mig ret: Der er tydelig inspiration fra fx Fairport Convention, men vi er meget langt fra det sukrede fantasysoundtrackinspirerede liverollespilsklædudhelvede, man i dag kalder for folk metal, og tættere på en mere jordnær klassisk galopmetal, som er inspireret af traditionel folkemusik, den britiske folk revival, traditionals, den slags. Det er ikke ulig den måde et band som The Lord Weird Slough Feg trækker på folkemusikken og transformerer den til metal.
Det betyder ikke, at man ikke kan headbange til det. Åbningsnummeret 'Boar's Tusk Helmet' og 'The Plight of the Sorcerer' er meget medrivende, protometalliske hymner. Teksterne minder heller ikke om traditionals; de trækker på magi, trolddom og jungiansk psykologi og trækker i en mere klassisk metallisk retning.
Trods højdepunkterne vokser træerne i tyskernes ellers eventyrlige musik ikke helt ind i himlen. Dertil er der lidt for mange numre, hvor arrangementerne ikke er helt kreative og spændende nok, hvor man savner lidt mere udvikling, en lille variation i fremdriften, hvor det bliver lidt for anonymt sammenlignet med albummets højdepunkter. Andre steder er Grendel's Sÿster gode til at variere og inkorporere et diskret orgel eller en fløjte.
Overordnet er det dog et både vellykket og meget løfterigt album, Grendels Sÿster har begået. Det gør en genre, jeg ellers havde afskrevet, interessant igen. Og de har en lyd, det er let at lade sig charmere af. 'Katabasis ...' er simpelthen meget opløftende og heroisk at lytte til. Man har på fornemmelsen, at kvartetten sagtens kan drive det til noget stort, hvis de spiller deres tarotkort rigtigt.
NB: Anmeldelsen her er baseret på lp-versionen, der kun indeholder den engelske version. Den tysksprogede version kan høres på Bandcamp samt cd-versionen.