Erfaring fornægter sig ikke
Populær
Vrede mænd sender vred musik på gaden. Hatespheres seneste plade er endnu en portion bister dødsmetal fra Hadets By.
2. Hatred Reborn
3. Cutthroat
4. Gravedigger
5. 918
6. Darkspawn
7. The Truest Form of Pain
8. Brand of Sacrifice
9. A Violent Compulsion
10. Spitting Teeth
11. Another Piece of Meat (Scorpions cover)
12. The Fallen Shall Rise in a River of Blood (live)
Hatesphere har med deres 11. plade 'Hatred Reborn' begået en såvel vred som eftertænksom plade, hvor de får introduceret deres nye forsanger, Mathias Uldall. Uldall kom med i bandet sidste år, hvor vi så ham i front for Hatesphere på Viborg Metal Festival i starten af 2022. En gæsteoptræden blev senere konverteret til en fast plads i det aarhusianske orkester. Efteråret blev så tilbragt i Tue Madsens Antfarm Studios, og nu er pladen klar.
Lad os få det sagt med det samme. 'Hatred Reborn' afviger ikke markant fra den formel, Hatesphere har kørt på deres forrige 10 plader. Der er en gennemstrømning af melodisk dødsmetal, der parres med den vrede energi fra thrashmetallen. Præcis, som de har gjort i over 20 år. Guitarist og bandboss Peter 'Pepe' Lyse Hansen og producer Tue Madsen har igen fundet den der fyldige lyd, der gør, at det hele egentlig står godt i lydbilledet. Uldalls vokal snerrer i ørerne i front, mens guitarerne ligger solidt i midten. Mike Parks trommer fungerer sammen med Jimmy Nedergaards bas som en god bund, der både holder det hele oppe og sammen.
Allerede i åbningsnummeret, der også er titelnummeret, kan man tydeligt høre alle instrumenter i det breakdown, der kommer i slutningen af nummeret, hvor sangen lukkes med en lille guitarsolo. En udmærket start på pladen.
Derefter videre i 'Cutthroat', der åbner som var det Arch Enemy, der havde lavet sangen. Det bliver dog hurtigt til klassisk Hatesphere da først vokalen sparker gang i nummeret, hvor det netop er Uldalls vokalstykker, der bringer det punkede fra thrashen ind i musikken.
Den vrede er gennemgående for hele pladen. Hatesphere skriver selv, at pladen tematisk behandler fascinationen af ondskab, vold og hadefulde gerninger. Hvordan alle har en mørk side, der udforskes på forskellige måder. Nogle begrænser det til at udleve mørket gennem tegneserier, mens andre tager skridtet videre i form at reelle gerninger såsom mord, at tilslutte sig forskellige former for kulter og andet, der bringer menneskehedens dystre sider frem i såvel individet og kollektivet.
Netop det med at tilslutte sig en kult og tilbede det religiøse er et emne, Hatesphere tager under kærlig behandling i 'Gravedigger', hvor musikken, især guitarerne, læner sig op af det melodiske og Uldalls vokal netop lægger den mere dystre stemning til nummeret. Det dystre og melodiske er også tilstede på 'Brand of Sacrifice', hvor der er et udmærket kor på omkvædet.
Det er fem år siden, Hatesphere sidst udgav en plade. Det var 'Reduced to Flesh', hvor vi også kunne høre hardcore/punk-referencerne, som også er tilstede her på 'Hatred Reborn'. Det høres tydeligt i en sang som '918', der igen tager livtag med emner som hvordan mennesket kan lulles i søvn og gøres til en viljeløs slave. En midtempo-sang, der har en god portion indestængt vrede i sig.
'Hatred Reborn' er Hatesphere anno 2023. Vrede mænd med nogle år på bagen. Skiven består af i alt 12 skæringer. Den første er en intro, og de sidste er henholdsvis et covernummer og en liveudgave af nummeret 'The Fallen Shall Rise in a River of Blood' fra deres anmelderroste 'The Sickness Within' fra 2005. De buldrer derudaf, som vi kender dem med små detaljer som guitaren i 'Darkspawn', der lyder lidt som Gojira og en akustisk intro til 'The Truest Form of Pain'. Der er reelt ni numre, hvoraf 'A Violent Compulsion' er instrumental. Ligesom åbningsnummeret 'The Awakening'.
Det er dog de otte numre med tekster, der vækker lytteren. Der får man Hatesphere, som vi kender dem. Garanterede, kødfyldte riffs, der får nakken til at bevæge sig. Her lander 'Hatred Reborn' solidt i slipstrømmen på bandets tidligere udgivelser. Der er ikke det store nummer, der sender dem på himmelfart mod berømmelsens tinder, men derimod en række dødsmetalliske numre, hvor håndværket ikke fejler noget. Det, der måske mangler er netop, at man stikker sig lidt på pladen. Den er næsten for poleret. Omvendt er det også et af Hatespheres varetegn. At man altså får en plade, der lyder godt. Deres alliance med Tue Madsen og mange års erfaring i et studie, fornægter sig ikke.
Fang dem på de skrå brædder allerede i april måned, hvor de tager Nakkeknækker og Terminalist med på turné rundt i landet. Og lyt så til 'Darkspawn' her, hvor man, som skrevet længere oppe, kan fornemme lidt Gojira i guitaren hist og pist. Det kan man også lidt på den førnævnte instrumentale 'A Violent Compulsion'.