Italienske Vikingeguder

Italienske Vikingeguder

Navnet Heimdall giver ikke den store mening, men det italienske band har alligevel skabt en fornuftig omgang power metal.

Kunstner
Titel
Aeneid
Dato
26-02-2013
Distributør
Trackliste
1. Prologue
2. Forced By Fate
3. Save You
4. Waiting For The Dawn
5. Ballad Of The Queen
6. Funeral Song (Instrumental)
7. Underworld
8. Gates Of War
9. Hero
10. Night On The World
11. All Of Us
12. Away
13. The Last Act
Forfatter
Karakter
3

Heimdall kommer naturligvis fra Italien(!) - nogle gange undrer man sig over, hvorfor bands vælger de navne, som de gør. Og når femte udgivelse 'Aeneid' nu ikke handler synderligt meget om nordisk mytologi, kan man for alvor undre sig - eller være ligeglad. Men måske blev de undervejs i de 9 år, der er gået siden sidste skive, trætte af gudedyrkelsen.

Lang forberedelsestid er muligvis skyld i, at Heimdall kommer også godt fra start. 'Forced By Fate', 'Save You' og 'Waiting for the Dawn' spiller på alle de gode powermetalfinter. Et højt tempo, et storladent omkvæd, lange velopbyggede soloer, pompøs brug af keyboard og masser af fræsende rytmeguitarer.

Men så rammer 'Ballad of the Queen' - og her kikser italienerne første gang med en grum ballade af den slags, der kan hærge og fuldstændigt ødelægge ethvert sobert forsøg ud i metallens ædle disciplin. Ækle strygere, kønsløse akustiske guitarer og en kunstig patos-indhyllet vokal og et ditto kor. En fæl fejltagelse, der udbygges med den ligegyldige efterfølger 'Funeral Song'.

Pas på keyboardet

Heimdall er således bedst i det hurtige, hvad 'Underworld' og 'Gates of War' viser. Det klæder dem med kraft, og kun at bruge de store, dramatiske ideer, når de stadig holder fast i at være et metalband. Derfor lykkes det også for dem at bruge det farlige instrument - keyboardet! Det kan skabe stemninger, melodier såvel som gennemtænkt underlægning til onde guitarer, og sekstetten forstår gennemgående at bruge det fornuftigt - når det agerer klaver, lægger det en smuk baggrund til omkvæd, og som strygere giver tangenterne lige det nødvendige touch af noget teatralsk og dramatisk.

På samme måde fungerer treenigheden 'Hero', 'Night of the World' og 'All of Us' godt - fordi de er mere metal end keyboard, hvorimod halvandet minuts sang og klaver i 'Away' er en forholdsvis unødvendig omgang, der mest af alt er en studie i at spotte tydelig italiensk accent. Heldigvis gemmer 'The Last Act' på lidt mere dynamik og styrende el-guitarer, og derfor tilgiver man Heimdall, at de slutter en udmærket powermetal-skive af med midttempo og mere kor end godt er.