Hvad sker der efter Lowes begravelse?
Populær
Den amerikanske kvartet After the Burial rejser sig efter tabet af guitarist Justin Lowe og udgiver et album, der er mere simpelt og helstøbt end tidligere udgivelser.
Lost In Static
Mire
Deluge
Laurentian Ghosts
Heavy Lies The Ground
Catacombs
The Endless March
Sway Of The Break
I juni 2015 besluttede guitarist Justin Lowe sig for at forlade det amerikanske progressive death-/metalcore-band After the Burial. Lowe, der var med til at danne bandet i 2004, led efter sigende af slem paranoia. En måned senere var Lowe forsvundet, og i slutningen af juli blev han fundet død. De resterende fire medlemmer gik i hi. De aflyste deres koncerter, stoppede al kommunikation på de sociale medier og efterlod fans og interessenter med det store eksistentielle spørgsmål: Vil After the Burial fortsat eksistere?
I oktober kom det positive svar. Nu, små otte måneder efter Lowes bortgang, er kvartetten parat med deres femte fuldlængdeudgivelse. En reaktion på en tragisk bortgang, der inkluderer enkelte riff skrevet af Lowe, inden han forsvandt.
Udviklingen er begrænset. After the Burial spiller stadig tung, djent-inficeret death-/metalcore med progelementer. Det er polyrytmer, tunge breaks og proggy tilgang. Men i forhold til deres forrige album ’Wolves Within’ (2013), er ’Dig Deep’ lettere tilgængeligt og mere helstøbt. Det er mindre prog og mere direkte. Kompositionerne er bedre, lettere at lytte til og godt produceret. Detaljerne står skarpt, og det overordnede lydbillede er kompakt, men tydeligt.
’Dig Deep’ starter energisk ud med ’Collapse’. Et tidstypisk djentet death-/metalcore-nummer, der ikke bidrager med specielt meget. Det er tungt og ondt, som det må forventes, men samtidig et ret uinteressant nummer. Den efterfølgende ’Lost in the Static’ er derimod en lækker skæring. Det gennemgående riff virker som en rød tråd og et skelet for nummeret. Brutalt og opfindsomt. Anthony Notarmasos insisterende vokal fungerer godt i kontrast til det melodiske riff og de tunge breaks.
’Mire’ byder på mere af samme skuffe som ’Collapse’. Ind ad det ene øre og ud ad det andet. Skæringen er ganske fin, men kvartetten har svært ved at fange interessen og fastholde fokus hos lytteren. Det hele er lidt slidt i kanten og brugt før. ’Deluge’ bringer albummet tilbage på sporet, igen med et let genkendeligt og gennemgående riff. Et nummer, der viser overskud og igen beviser, at After the Burial har kompetencerne til at skrive mindeværdige numre.
Generelt bølger det frem og tilbage på ’Dig Deep’. Enten lykkes det for After the Burial, eller også er kompositionerne metervarer. Det er aldrig dårligt. Til tider er det bare knap så interessant. ’Heavy Lies the Ground’ og ’Catacombs’ holder det høje niveau, mens ’The Endless March’ finder inspiration i lidt hygge-thrash, uden at bandet rigtig tør gå hele vejen.
Udgivelsen er ikke bare After the Burial, der beviser at de forsat vil. Det er ligeledes et farvel til en ven. En afsked og et savn, hvilket ’Laurentian Ghosts’ er et godt eksempel på. Et melankolsk nummer, der lyrisk bærer præg af en afsked. Nummeret er skrevet inden for core-rammerne, men allerede fra den melodiske, prog-rockede indledning er melankolien tydelig. Hvordan kvartetten nogensinde i den sammenhæng har fundet det relevant at inkludere et kompressorhorn, er uvist. Det må antages at have en speciel betydning, for ellers er det en lige så god som at urinere på et elektrisk hegn.
’Dig Deep’ er bogstaveligt talt After the Burial. Det er et positivt livstegn fra et band, der har formået at rejse sig efter et bærende medlems død. Den krise, bandet har været igennem, lader til at have styrket dem og givet ny inspiration. Måske har Lowes alvorlige problemer ligefrem været en hæmsko for bandet? Alt andet lige er ’Dig Deep’ en god udgivelse, der dog mangler det sidste fokus på den gode melodi for rigtig at brænde igennem.