Hvorfor ikke instrumentalt?
Populær
Italienske Ephel Duath er tilbage på banen efter en næsten 5 års pause for fuldlængde-udgivelser, og som den foregående EP er det med Karyn Crisis på vokal, hvilket ikke altid er lige heldigt.
Der har været mange medlemmer gennem manegen hos Ephel Duath, som samtidig også har gjort sig i mange forskellige udtryk siden starten i 1998. Det har altid været et progressivt udtryk, men den store flirt med jazz er på 'Hemmed by Light, Shaped by Darkness' lagt nærmest på hylden, og der er i stedet kommet et ordentligt skud post-rock ind i bandets univers. På sidste års EP havde man (læs: frontmand/eneste medlem gennem alle årene, Davide Tiso) endda hyret Steve DiGiorgio (Death, Sadus og utroligt meget andet) til lige at skabe lidt postyr om bandet, der havde ligget i dvale en rum tid.
Tilføjelsen af post-rockede elementer gør, at musikken sine steder kan minde lidt om de eksperimenterende amerikanere i Intronaut, men vokalen hos Ephel Duath er enten en slags halvhjertet growl, når det ikke er en mere råbende, halv-melodisk sangstil, som bestemt ikke rammer lige heldigt med tonerne hver gang. Det lyder lidt som Nick Holmes omkring 'Icon' - med den væsentlige undtagelse, at det ikke lyder særligt godt her. Surt show, for idéerne virker sådan set gode nok langt hen af vejen, men udførelsen er bare ikke kvaliteten i den instrumentale del værdig. Det nævnte halvhjertede growl bliver således de elementer, man sidder og håber på, at vokalen vil vende tilbage til, når tæerne er krummet så meget sammen, at man er gået 10 numre ned i skostørrelse.
Men musikken er god...
Det er bare svært helt at lægge albummet fra sig, heldigvis. En vokal skal ikke have lov at tage al fornøjelse ud af tonerne, for der er så meget interessant musik at gå på opdagelse i, mens skivens 50 minutter skrider frem. Interessante teknikker på guitaren, interessante riffs, interessante progressioner i musikken, interessante basgange. Samtidig er det vældigt stemningsfuldt i en produktion, som formår at gemme det melodiske, som er i musikken, lidt i baggrunden, så musikken bliver intrigerende mørk og speciel.
Vokalen kræver sit, men bortset fra det, så er det en spændende udgivelse fra Ephel Duath, og god vokal eller ej, så bidrager Karyn Crisis' vokal bestemt til, at Ephel Duath får et lydbillede som ingen andre. Og det kan jo være smart nok i en tid med nærmest flere metalbands end metalfans.