I krig med sig selv
Populær
Den svenske pansermaskine Sabaton pløjer på deres seneste plade endnu en slagmark tynd uden at vinde en egentlig sejr.
2. Last Dying Breath
3. Blood Of Bannockburn
4. Diary Of An Unknown Soldier
5. The Lost Battalion
6. Rorke’s Drift
7. The Last Stand
8. Hill 3234
9. Shiroyama
10. Winged Hussars
11. The Last Battle
Det er naturligvis en fremragende ide at centrere teksterne omkring krig, når man spiller metal. Bortset fra at synge om metal og metallens sejhed i sig selv – eller Satan – er der ingen bedre emner. Og derfor fører Sabaton altid en smule på point, når man skal lægge ører til dem.
Desværre går det i ni ud af ti tilfælde også fluks ned ad bakke derfra. De holder altid så godt som altid live og har styr på det store show, og med sange som ’Primo Victoria’ fra debuten rammer de med snigskytte-præcision plet i hjertet på enhver metalfan, der kan lide fællessang akkompagneret af knyttede næver i luften. Den resterende tid lider de under det problem, at alle andre numre lyder som dårlige udgaver af ovennævnte hymne – krigen eller slaget er et andet, men intensiteten, strukturen, virkemidlerne er fuldstændigt enslydende. Bare knap så catchy.
’The Last Stand’, der er fortællinger om berømte slag med en part i stort undertal, er præcis sådan en sag. Sabaton overrasker på intet tidspunkt. De leverer den sædvanlige vare af trampende metal med bastante omkvæd, raspende vokal, pumpende riff og så godt som ingen dynamik. Eneste forskel fra forgængeren ’Heroes’ fra 2014 er den større mængde keyboard på bekostning af guitarerne, der er fuldstændigt forvist fra versene og kun spiller en minimal rolle i den del af musikken, der ikke er soloer – og så en opgradering af korsang i omkvædene. Ikke just to opløftende forandringer.
Dermed ikke sagt, at der er tale om et egentligt ringe produkt. Sabaton har en stor og uimodståelig kraft i deres musik, som en buldrende løbsk kampvogn. Men når svenskerne samtidig er for selvsikre og glemmer at forny sig og tage chancer der, kunne bringe variation ind i musikken, ender de med gang på gang at tage den lette løsning. Konstant er der en stemning, hvor Sabaton lægger op til en infernalsk eksplosion af heavy metal – og ender med at udgyde en søvnig bøvs.