Ikke så ringe endda!

Ikke så ringe endda!

Aerosmith er tilbage med deres første studiealbum i 7 år og med deres første album med selvskrevet materiale i 11 år. Og det slet ikke dårligt. Desværre holder det høje startniveau ikke hele albummet igennem.

Kunstner
Titel
Music from another Dimension
Trackliste
1. LUV XXX
2. Oh Yeah
3. Beautiful
4. Tell Me
5. Out Go the Lights
6. Legendary Child
7. What Could Have Been Love
8. Street Jesus
9. Can't Stop Loving You
10. Lover Alot
11. We All Fall Down
12. Freedom Fighter
13. Closer
14. Something
15. Another Last Goodbye
Karakter
4

'Music From Another Dimension' er delvist en tilbageenden til mere klassisk Aerosmith. Godt nok er der stadig hjælp fra eksterne sangskrivere, men samtidig er for første gang i mange år også blevet plads til, at Tom Hamilton, Brad Whitford og Joe Kramer, udover de faste sangskrivere Joe Perry og Steven Tyler, deltager som komponister.

Albummet kommer godt fra start med tre rockere – ’Luv XXX’, ’Oh Yeah’ og ’Beautiful’. Den første en Tyler/Perry-komposition, den anden alene skrevet af Joe Perry og den tredje er (næsen) en Aerosmith-komposition – uden Perry, men skrevet af resten af bandet med hjælp fra Marty Frederiksen, som har været med komponist på mange Aerosmiths sange tidligere. Af de tre er det 'Beautiful', der skiller sig mest ud med et vers, der fremføres i en lidt Beaste Boys-agtig still, hvorimod omkvædet går helt ned i tempo og nærmest er balladeagtigt.

Efter sådan at være kommet helt godt i gang, kommer albummets første ballade, ’Tell me’, der sjovt nok er skrevet af Tom Hamilton. Der er tale om en traditionel Aerosmith-ballade med akustisk guitar, der ikke fornærmer nogen. Den er sådan set ok og undlader at forfalde til noget af det overdrevent storladne, som klæbede til bandets ballader i 90’erne.

The Toxic Twins kan endnu

Den efterfølgende ’Out Go the Lights’ er et af højdepunkterne på albummet. Det er en bundsolid rocker skrevet af Tyler og Perry. Det er den anden af kun to sange på albummet, som de to har været alene om at komponere. Det viser, at det gamle makkerpar kan fungere, og man kunne godt have ønsket, at det havde stået for flere af sangene på albummet. Det kan måske indskydes, at der er temmelig meget kvindekor på denne sang, ligesom den gamle vane med at hive blæsere ind her og der desværre bryder ud for lys lue her. Men det kan ikke tage ødelægge, at der er tale om en ret fed sejtrækker af en bluesrocker i bedste Aerosmith-stil.

Rigelige mængder balladebavl

Herefter følger første singleudspil ’Legendary Child’, en midttemporocker, hvor Tyler/Perry har fået hjælp til sangskrivningen af Jim Vallance. Det betyder heldigvis ikke, at der er tale om en Bryan Adams-lydende ting. Selvom der ikke er dømt klassiker, er det såmænd ok.
Umiddelbart efter kommer det andet singleudspil fra albummet, ’What Could Have Been Love’, og her er vi så ovre i den forbandede balladegenre, som gjorde det næste umuligt for hard rock-elskere at lytte til bandets albums i 90’erne. Der er dømt husmorrock her.

Heldigvis stiger niveauet igen med efterfølgende ’Street Jesus’, hvor Tyler og Perry er gået sammen med Whitford om at smede en sang, der rocker fint igennem. Desværre holder den gode stemning kun kort, for i næste sang har man fået den ikke helt heldige ide at skrive en countryballade (’Can’t Stop Loving You’) og lade Steven Tyler synge duet med American Idol-/country-sangerinden Carrie Underwood. SUK!

Det hele rejser sig igen lidt med ’Lover Alot’, der rocker fint derudaf, men som også virker en smule for gentagende og ensformig.

Her burde man så nok have stoppet i studiet, lukket ned, have slukket lyset og være gået hjem. Men der er fyldt yderligere 5 sange på albummet, der bringer den samlede spilletid op på unødvendige 68 minutter. Det drejer sig bl.a. om to Joe Perry (solo)numre med ham selv på vokal samt tre yderligere ballader.

Det ville have været et bedre og mere helstøbt album, hvis man kun havde taget de 10 bedste af de 15 sange med på albummet. Det ændrer dog ikke ved, at der er en masse fin musik på albummet, og så kan hver især jo selv kreere sig en top 10 ud af materialet.

Hvis dette, som antydet, skulle blive Aerosmiths sidste album, så er det i hvert fald ikke så ringe endda.