Black metal for viderekomne

Cover700

Amerikanske Imperial Triumphants 'Alphaville' blander black metal med alle tænkelige og utænkelige genrer. Resultatet er ... spændende ...

Titel
Alphaville
Dato
31-07-2020
Trackliste
1. Rotted Futures
2. Excelsior
3. City Swine
4. Atomic Age
5. Transmission to Mercury
6. Alphaville
7. The Greater Good
8. Experiment (cover)
9. Happy Home (cover)
Karakter
3

Imperial Triumphant så dagens lys i New York tilbage i 2005 med forsanger og guitarist Zachary Ilya Ezrin. Han brugte så årene frem til 2012 på at sammensætte bandet, der lige skulle gennem et par trommeslagere, førend hans faste makker på kedler, Kenny Grohowski, blev fundet det år, hvor debutpladen 'Abominamentvm' udkom. Et par år senere blev hans bassist skiftet ud, og ind kom Steve Blanco på bass og keyboards. Det blev fejret i 2015 med 'Abyssal Gods', og i 2018 udkom så den svære treer, 'Vile Luxury'. 

Her i 2020 er de så klar med deres fjerde studiealbum 'Alphaville', og det er om noget musik for viderekomne. Ved første øjekast er det black metal, men ret hurtigt står det klart, at Ezrin og hans makkere bestemt ikke lader sig begrænse af den stilart. Jazz, progressiv, rock og sågar klassisk dødsmetal kastes ind, hvor det lige passer Imperial Triumphant. Noget, de for alvor begyndte at inkorporere i deres stil på 'Vile Luxury', hvor Ezrin, Grohowski og Blanco begyndte at finde hinanden kunstnerisk.

Nu er lyden og udtrykket så blevet forfinet og poleret yderligere på 'Alphaville', hvor det ikke rigtig giver mening at putte Imperial Triumphant ned i en kategori. De leger med alverdens udtryk, og der er da også plads til gæstemusikere fra Meshuggah, Mr. Bungle og multikunstneren Colin Marston, der også er fra New York, og hvis liste af bands er længere end listen af norske black metal-bands, der aldrig i deres vildeste fantasi turde lege så meget med musikken, som Imperial Triumphant gør på 'Alphaville'. Han producerede 'Vile Luxury' og er således igen med bandet under tilblivelsen af deres fjerde plade. En plade, hvor bassist Steve Blanco vil blive husket for sit bidrag, der i den grad kan høres.



Pladens titel er muligvis en homage til filmen af samme navn fra 1965. Den eksperimenterende instruktør Jean-Luc Godards film vandt den gyldne bjørn ved Berlin-festivalen det år og er en dystopisk science fiction film, der var lige så avantgarde som denne plade fra 2020.

Et af de numre, som pladeselskabet Century Media har valgt at smide på YouTube forud for udgivelsen, 'Atomic Age', giver et godt eksempel på, hvad man kan forvente på pladen, der varer i alt 59 minutter og 25 sekunder.



Der er dog meget mere og andet end det, der lige er på dette næsten 9 minutter lange nummer. På titelnummeret 'Alphaville' leger newyorkerne om muligt endnu mere med musikken, og her kommer jazzen for alvor til udtryk i deres post-black metalliske univers, hvor der tydeligvis ingen grænser er for, hvad man kan proppe ind i et nummer.

Det er en krævende plade, men den er også teknisk formidabelt godt skruet sammen. Der er syv kompositioner fra egen hånd, mens der også er blevet plads til et par cover-numre fra Voivod og The Residents. Det bedste på pladen er dog fra netop 'Atomic Age' og frem til og med 'The Greator Good'. De fire numer er ligesom der, hvor der er mest kød og flest aparte løsninger proppet ned i musikken. 

Netop de mange elementer i musikken var noget, vi allerede kritiserede dem lidt for på 'Vile Luxury', hvor vores anmelder skrev:

"Der er rigtig meget at pakke ud på ’Vile Luxury’, og hvis man bare gerne vil overvældes, så er pladen lige i øjet. Men søger man mere, skal man kigge et andet sted. Der er enkelte øjeblikke, hvor bandet virkelig har fat i noget, men det meste af tiden lykkes Imperial Triumphant mest med at være alt for meget, men alligevel være for lidt – for på den måde at være for lidt af det for meget, de egentlig forsøger at være."

Lidt samme dom kan fældes over 'Alphaville', der fægter i mange retninger og lyder godt og poleret. Lige fra Ezrins dybe growl over den snerrende og insisterende black metal og videre til det progressive, jazzen, de eksperimenterende trommer, den markante bas og deres mere aparte leg med kor og orgler.

Band Pic 1 

Vi kvitterer derfor med en jævn karakter for en plade, der kan rigtig meget, men ligesom forgængeren også kan blive noget af en mundfuld. Lytteren skal holde tungen lige i munden, og det bliver derfor en plade for de få indviede. For de insisterende fans er det dog en vellydende affære, der bestemt vil kunne henrykke. Imperial Triumphant er som skabt til en festival som Roadburn, hvor de da også spillede sidste år. Med 'Alphaville' er der dog en god chance for, at de kommer videre ud med deres musik end blot nichefestivaler. Potentialet er der, hvis man som lytter kan finde vej i deres virvar af musikalske snubletråde.

Åbningsnummeret:

">