Mellem sorg og ironisk champagne
De maskerede black metal-jazzister bød på en visuelt tilfredsstillende koncert, men først skulle mørket tage os på ordet sammen med Morild.
Merkurius Gilded
Atomic Age
Transmission to Mercury
-bassolo-
Chernobyl Blues
Maximalist Scream
Rotted Futures
Programsammensætningen denne lørdag aften i Hotel Cecil fungerede fint. To bands, der overfladisk set spiller samme slags musik, black metal, viste den enorme spændvidde, genren kan rumme. Først var det danske Morild, som vi fik et kærkomment gensyn med. Uden et ord indtog bandet scenen og kastede sig ud i en rå og intens udgave af ’I’ fra bandets debut-ep ’VI’, som i øvrigt er blevet genudsendt på vinyl.
Det var en fornøjelse at se Morild igen, og en fremragende version af ’I afgørende stunder’ tydeliggjorde, at bandet stadig kan det der med at synge sorgen frem i en sky af hidsigt skærende tremoloriffs og overskudsagtigt voluminøse gultarmelodier. Det var, som om bandets musik blomstrede frem fra scenekanten, konstant vældede den frem og fyldte hele rummet. Skønheden, kulden og længslen mod døden overvældede os i det monumentale nummer ’Frosset fast til mit indre’: ”Døden er konsekvensløs / Fra et førstehåndsperspektiv / Giv efter for spøgelset i vandspejlet / Giv slip på dit liv”. Sådan var Morilds musik denne aften. Storheden trak os opad, og lyrikken og stemningen hev os ned i sorgen og dødens favntag. Lad os håbe, at Morild snart vender tilbage med mere materiale.
Den forgyldte merkur i champagnebadet
Efter den tur i følelsernes vold var det tid til de maskerede newyorkere i Imperial Triumphant. Jeg var ganske begejstret for deres seneste album, så i den forstand er jeg måske en anelse positivt forudindtaget over for den intellektuelle black/jazz-trios opfindsomme og dygtigt spillede musik, der spidder kapitalismen, grådigheden, vækstparadigmet og andre hule ritualer fra menneskehedens sidste dage. Først fik vi ’Tower of Glory, City of Shame’, hvis sejlende 6/8-groove og hjemsøgte walking bass fik en ekstra grum kant i den nedbarberede trio-konstellation, Hotel Cecil lagde scenerum til. Der var åbenbart ikke økonomi til at hive de gæstemusikere, der optræder på pladen, med fra New York, hvilket da også er forståeligt. Selv om man kritiserer kapitalismen, kan man jo stadig ikke operere uden for den.
Det klædte også ’Merkurius Gilded’ at blive serveret mere umiddelbart og råt. Musikken kom en smule ud af hjernekisten og lidt mere ned i hjertekulen i forhold til albumversionen. Vi fik også ’Atomic Age’ fra ’Alphaville’ med dens nostalgisk creepy sampling af ”I’ll love you to the end of the world” og huggende, dissonante akkorder og en vellykket version af ’Transmission to Mercury’ fra samme album komplet med et sært champagneritual, der måske nok var lige vel on the nose med sit politiske budskab, men som fungerede godt rent visuelt. Der blev også tid til en vanvittig bassolo nede blandt publikum og til fine versioner af ’Chernobyl Blues’ og ’Maximalist Scream’, som ubesværet svingede mellem stramt spillet kulde og frit flydende, jazzet grooviness, og hvor man egentlig ikke savnede Snake fra Voivod på vokal, men til gengæld kunne jeg godt have brugt en live-version af nummerets vilde synthsolo til sidst.
Lyden denne aften var god og klar, og især Kenny Grohowskis trommer lød godt. Jeg tror ikke, jeg har hørt en så appetitlig lilletrommelyd, siden jeg så Greg Fox spille med Liturgy i samme lokale, dengang stedet hed Jazzhouse. Forbilledligt arbejde af lydteknikeren, som højnede oplevelsen, også under ekstranummeret ’Rotted Futures’, som satte punktum for en vellykket aften med egensindig black metal på to meget forskellige måder.