Besværgelserne er de samme
Incantation er tilbage med mere af det sædvanlige, og hvis man bryder sig om klassisk dødsmetal, så går man ikke forgæves.
2. Propitiation
3. Entrails of the Hag Queen
4. Guardians from the Primeval
5. Black Fathom’s Fire
6. Ignis Fatuus
7. Chant of Formless Dread
8. Shadow-Blade Masters of Tempest and Maelstrom
9. Scribes of the Stygian
10. Unborn Ambrosia
11. Fury’s Manifesto
12. Siege Hive
Incantation er et af de bands fra USA, der ikke rigtig har flyttet sig det helt store. Siden de blev dannet i New York tilbage i 1989 har modus operandi været den samme. Skrive materiale. Gå i studiet. Udgive en plade. Turnere. Start forfra. Det har ikke overraskende kostet en del medlemmer gennem tiden, men guitarist John McEntee og trommeslager Kyle Severn har holdt ud. Siden 'Decimate Christendom' fra 2004 har McEntee sågar også taget sig af mikrofonen.
Incantation er således indbegrebet af old school, amerikansk dødsmetal. Fra dengang Suffocation, Immolation m.fl. sammen med Incantation kom ud af New York og dannede fælles front mod verden sammen med de mange bands fra Florida og Göteborg. I tre årtier har de holdt stand, hvor rigtig mange af deres samtidige enten har holdt pause eller fuldstændig opgivet ævred. McEntee og Severn er lige så stædige, som de er forudsigelige.
For med deres seneste, 'Sect of Vile Divinities', er alt ved det gamle. Det er deres 11. plade, og det kan man ikke rigtig høre. Brutaliteten i musikken, det dybe growl og tematikken i tekst og omslag er den samme. Det lyder, som det skal. Det har også fået en god, fyldig produktion med masser af plads til trommer og generelt et stort lydbillede. Når vi snakker dødsmetal, så har de da også allieret sig med en producer, der kender genren. Svenske Dan-Erland Swanö har selv stået i forgrunden for Edge Of Sanity og været med i Bloodbath og Katatonia. Han er dog mindst lige så kendt for sin rolle som producer og har generelt været i studiet i alle de roller, man kan have dér. Både Opeth, Dark Funeral, Marduk og mange, mange flere har haft Swanö i ryggen, når der skulle laves plader. Her er Incantation i sikre hænder.
Musikken er dog netop lige så ordinær, som produktionen er god. Det er dødsmetal, som vi kender den. Tempoet er skruet ned ligesom hos landsmændene i Obituary. Alt er, som det plejer. På godt og ondt.
Singlevalget 'Fury's Manifesto' er nok en kort og kontant størrelse, men den er også lidt ordinær, hvor pladens få gode øjeblikke, hvor Incantation virkelig leger med genrerne dødsmetal og doom, er de to foregående numre 'Scribes of the Stygian' og pladens længste, 'Unborn Ambrosia', der er over 6 minutter lang. Men sådan er tidsalderen måske stadig; publikum fanges lettere med små godbidder i stedet for de lidt længere numre, hvor der er noget kød på.
Således er det en anelse mærkeligt, at Incantantion på pladen faktisk viser, at de godt kan lege lidt med genrerne og alligevel vælger de og pladeselskabet, at de skal markedsføres på det sikre og ordinære. Men måske er det, fordi det er sådan, de gerne vil have det. Og deres fans. For Incantation er elsket i genren. Det er netop et af de bands, der har stået fast. På alle måder. Så ligesom Slayer er det nærmest blevet en institution hvor det, at man ved præcis, hvad man får, er blevet en kvalitet i sig selv. Hvorimod andre bands nemt kan få skudt i skoene, at de kunstnerisk er gået i stå.
Der har Incantation været i flere år efterhånden. Nogle vil måske endda sige årtier. Men når det er sagt, så er 'Sect of Vile Divinities' et udmærket album, hvis man godt kan lide sin dødsmetal, som den var i starten af halvfemserne. Det lyder og føles fuldstændig som at blive trukket tilbage til 1992. Og hvis ikke man lige gider række ud efter endnu en omgang med debutpladen 'Onward to Golgatha' eller deres forrige plade 'Profane Nexus' fra 2017, så er det her mere af det samme.