Jævn single fra Aborted
PopulærAborted smider en ep forud for deres niende plade, der efter planen udgives senere i år. Den kan vi hygge os med, hvis vi gider. Det er ikke et mesterværk.
2. Termination Redux
3. Vestal Disfigurement Upon The Sacred Chantry
4. Bound In Acrimony
5. The Holocaust Re-Incarnate
Belgiske Aborted er klar med en ep, der skal fejre, at bandet har eksisteret i 20 år. Den har fået titlen 'Termination Redux' og indeholder tre nye numre samt en enkelt gammel kending. Kendingen er 'The Holocaust Incarnate', som er åbningsnummeret på deres anden plade 'Engineering the Dead' fra 2001. De tre andre er nye numre, som ikke kun er med til at fejre bandets 20 år, men også en slags indvarsling af den plade, der efter planen skulle ramme gaden i løbet af 2016.
Kender man Aborted, vil denne ep ikke skuffe grusomt, omvendt vil den heller ikke ligefrem vinde nyt terræn nogen steder. Det er dødsmetal, som vi kender det fra Sven de Caluwé og hans håndlangere. Faktisk har forsangeren aldrig rigtig holdt for længe på de andre bandmedlemmer, der mere eller mindre er blevet udskiftet efter en plade eller to. Senest er det guitarist Danny Tunker, der for nylig blev udskiftet med Ian Jekelis, der også spiller i Abigail Williams og har en fortid i Abysmal Dawn. Nu tørner han også ud for Aborted. Han kan dog også godt spille for bands, der ikke starter med A. Således har han hjulpet hollandske God Dethroned som liveguitarist i flere år.
Her kan man høre ep'ens titelnummer 'Termination Redux':
På denne ep er det tydeligt, at Aborted egentlig bare er utålmodige og vil kaste nogle sange ud til deres fans, så de ikke glemmer bandet. For sangene er klassisk Aborted, der ikke rigtig bringer noget nyt til torvs udover netop at gøre opmærksom på bandet. Genindspilningen af 'The Holocaust Incarnate', der nu hedder 'The Holocaust Re-Incarnate', er det stærkeste nummer, hvilket ikke umiddelbart borger godt for næste plade, men vi satser på, at Aborted har gemt det bedste til den kommende fuldlængdeudgivelse.
For Aborted er rejsen fra grindcore til regulær dødsmetal foregået henover de seneste mange plader. De har alle dage brugt meget voldsomme visuelle og lyriske temaer, hvilket ikke ser ud til at blive nedtonet, bare fordi bandet nu er blevet 20 år gammelt. Så vi kan med garanti vente os endnu mere splatter, når bandets niende plade rammer gaden i løbet af indeværende kalenderår. Indtil da kan vi muntre os med 'Termination Redux', der ikke skaber hverken bølgeskvulp eller fremkalder opkastfornemmelser.
Her kan læseren nyde videoen til 'Vestal Disfigurement Upon the Sacred Chantry':