Det, de tror, du vil have

383561

Troede man, at en nedre grænse var nået for, hvor kalkuleret, forceret og leflende metal kunne laves, havde man ikke regnet med Justify Rebellion. Det unge bands andet album er en klar kandidat til årets mest frastødende danske plade.

Titel
The Ends Justify the Means
Genre
Trackliste
Präeludium
Crowd Control
Prisoner in Time
Shameless
The Summoning
The Bringer of War
Salvation
Syretrip
Throne of Greed
Karakter
1

Der er en særlig provinsialisme, der vælder op i danskere, så snart nogle af vores landsmænd giver sig i kast med at lave overlagt kommerciel metal. Pludselig er det uendeligt imponerende, at et band fra Slagelse kan finde ud af at lyde fuldstændig som alle andre bands uden selv det mindste spor af regionale islæt eller bare nogen identitet overhovedet. Som om komplet anonymitet var et særligt hæderstegn: at finjustere og højglanspolere musikken indtil det punkt, hvor det er umuligt at skelne det fra alt det andet, der kværner løs på playlister for folk, der godt vil se sig selv som sådan nogle, der hører metal, men ikke magter at tage stilling til at sætte noget på selv. Fordi det alligevel kan være lige meget, og den erkendelse vil de for alt i verden undgå, jo.

Som en anden gymnasieelev, der lige har købt sin første Metallica-T-shirt i H&M, står Justify Rebellion foran spejlet og leger, at de er James Hetfield. Det er der principielt ikke noget galt med. Det, der er noget galt med, er at mene, at de med moderne indspilningsteknik og postproduktion lige så godt kan springe de første fire over og gå direkte til det sorte album og videre ind i 90’ernes mangemillionærmetal. 

Selvfølgelig kan de det. Men så snart den provinsielle benovelse over, hvor gode de er til at lyde fuldstændig som alle andre før dem, har lagt sig, fortaber stadionpublikummet sig i horisonten. Spørg Defecto, spørg resterne af I’ll Be Damned: Dem har vi skældt ud for deres leflen for laveste fællesnævner og hovedløse jagt på billige point.

En slemmer karl
Det ved Justify Rebellion bare ikke endnu. Lige nu er den unge kvartet sandsynligvis ved at revne af stolthed over, at det er lykkedes dem at lave en plade, der i deres og deres rygklapperes ører lyder så uomtvisteligt rigtig. For det gør ‘The Ends Justify the Means’. Fangede I i øvrigt lige det ordspil? Justify ligesom i bandnavnet, ikke? Hvad det bandnavn så end skulle betyde, udover at Justify får én til at tænke på ‘... And Justice for All’, og Rebellion får én til at tænke på et par forhåndsslidte Jack & Jones-jeans.

Alt på ‘The Ends Justify the Means’er velkendt, fra det øjeblik ‘Crowd Control’ går i gang. Instinktivt begynder ens hjerne at forsøge at komme i tanker om, hvor det hook, den melodi, den bro, den tekstbid er taget fra, indtil det går op for én, at det hele bare er et opkog af et opkog af originalerne. Det minder altsammen om noget, men det er ikke i sig selv noget som helst. Det lyder som Metallica, ikke mindst Lukas Rautenbergs konstante hetfieldismer, men det lyder endnu mere som alle de andre, der også har prøvet at lyde som Metallica de seneste 30 år.

Og fejlet.

‘Shameless’ kommer tættest på: Det er sådan en sang, der skal få én til at tænke, at hold da op, her kommer der en slemmer karl med læderjakke og solbriller indendørs, indtil det går op for én, at det bare er ‘Enter Sandman’ uden det der hook, der var stjålet fra Excel.

Sjælens Slagelse
Resten af pladen ruller ubekymret af sted i sådan et midttempo, der føles fedt at køre bil i, hvis man gerne vil væk fra Slagelse, hvad man altid gerne vil, hvis man er på de kanter. ‘The Ends Justify the Means’ er et sjæleligt Slagelse, et fladt, vestsjællandsk marsklandskab skåret igennem af hovedveje, hvor unge fyre oppe at køre på energidrik og rockstjernedrømme prøver at køre sig selv ihjel.

En gang imellem, i ‘The Summoning’, ‘Salvation’ og den afsluttende ‘Throne of Greed’, kommer der et af den slags Max Martin-omkvæd, som den slags fyre tror får dem til at virke, som om de har et følelsesliv med flere facetter. Som modvægt til det har de en sang, der gudhjælpemig hedder ‘Syretrip’, og ‘Bringer of War’ med et omkvæd, der lover: “Satan will return / Hating and destroying the earth”. Hvad man i givet fald godt kan forstå, at Satan vil, når musik som den her skabes i hans navn.

Skal man sige noget positivt om ‘The Ends Justify the Means’, så er det, at flere af sangene, specielt ‘Prisoner in Time’ og ‘Salvation’, minder en del om Testament. Ikke at det i sig selv er noget hæderstegn at lyde som de med afstand ringeste af alle andengenerations-Bay Area-thrasherne, der selv prøvede at gøre Metallica hvert et trin efter ved indgangen til 90’erne. Men Testament-referencerne får det næsten til at lyde, som om der er en historiebevidsthed et sted i Justify Rebellion. En noget slidt aforisme af filosoffen George Santayana lyder: "De, der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den.” Det kan Justify Rebellion tilsyneladende godt. Men det skal ikke forhindre dem i at begå den samme fejl som alle andre endnu en gang.

Det, der gør ‘The Ends Justify the Means’ til så rædselsfuld en plade og Justify Rebellion til så forfærdeligt et band, er deres tilforladelighed. Deres hæmningsløse leflen for, hvad de tror, folk gerne vil høre, fordi det er det, de har hørt så mange gange før. Den kalkulerede genkendelighed, den forcerede vildskab. Den totale given køb på alt, hvad der er metal, i håb om at kunne skyde genvej til – hvad? Et stadionpublikum? En købt playlisteplads? Bunden? Det er uklart. Åbenlyst er det til gengæld, at metal som denne bør ødelægges.