Næstved Metalfest 2019: Musikreportage

_XTJ9222
_XTD9423
_XTJ9069
_XTD9861
_XTJ9211
_XTJ9459
_XTJ9690
_XTJ9165

Programmet til den første Næstved Metalfest var fint sammensat med en overvægt af dødsmetal, og dagen bød gennemgående på stærke oplevelser og spændende nye musikalske bekendtskaber.

Spillested
Dato
24-08-2019
Distributør
Fotograf
Jacob Dinesen

Den første udgave af Næstved Metalfest løb af stablen d. 24. august, og mens vi hurtigt tog de mange indtryk under kærlig behandling, er det nu tid til at se på det vigtigste: De musikalske kalorier. Der var linet op til en otteretters menu med både surt, sprællende, vredt, ekstatisk og tungt.

Cauterizer: Den lokale vitaminindsprøjtning

Cauterizer

Dagens første band var Cauterizer fra Næstved, der netop har udgivet deres debut-ep ‘Subconscious’, indspillet hos Defecto-frontmand Nicklas Sonne på bare fire dage i starten af juni. Rygtet ville vide, at det var et nervøst firkløver, der betrådte Kongebrygs lave scene, men hvis den var der, nervøsiteten, viste den sig kun momentvis. Det ødelagde i hvert fald ikke det store billede: Melodisk dødsmetal af den genkendelige skuffe, spillet med den iver, som oftest er nyere bands forundt. Måske ekstra tændt af spændingen ved at stå på scenen, lige inden den første indspilning kommer til bedømmelse hos det hårde publikum. Klokken var kun 14.30, men en håndfuld nysgerrige havde alligevel fundet vej til scenekanten. 

Særligt én let genkendelig herre var specielt begejstret og kunne på forbløffende vis samtlige trommefills på luftstikker. Sound  og Accords højenergiske kaptajn, Electric Hellrides trommeslager, Brian Olsson, så begejstret op på sin bror, der tæskede løs, som var der ingen dag i morgen.

Viljen og evnerne gik ikke ubemærket hen i lydbilledet. Udover en mulig nervøsitet sloges Nichlas Olsson, der to dage forinden havde rundet sit otteogtyvende år, også med sigtbarheden gennem den massive røg, som en temmelig ufikst placeret hazer skød direkte i hovedet på ham fra venstre. På guitar kæmpede Nikolaj Andersen en habil kamp med tunge riffs og gik derfra som sejrherre.

Ingen tvivl om, at de både behersker deres respektive instrumenter og finder stor glæde i at dele deres musik med os andre. Cauterizer spillede deres første koncert på Paramount i Roskilde for to et halvt år siden, og her fik de bevist, at sceneapproachen er blevet mere sikker siden da. Der var overskud til at dele ud af spilleglæden, trods den hårde tjans det er at skulle åbne ballet så tidligt på dagen.

Jess Nielsen, der både er guitarist og sanger og dermed galionsfigur, havde et ansigtsudtryk som en stenstøtte og døjede med en guitar, der var noget ude af stemning i de første numre. Der kom heldigvis liv i ham og harmoni på den sekstrengede, og da først Cauterizer havde fået pusten, spillede de en fremragende anden halvleg af deres korte sæt, der til slut også fik dagens første mosh-pit i gang. En halv times spilletid fik de første bands, og det gav et passende rum til at fordøje de numre, Cauterizer kunne nå at spille. De tog stikket pænt hjem, og vi er i hvert fald blevet nysgerrige på at høre mere til de fire sydsjællændere.

Murder Among Kings: Potent hoppecore

Murder

Efter en halv times pause skulle ligeledes lokale Murder Among Kings stå distancen. Med arrangør Jimmy Nielsen i front emmede lokalet hurtigt at potent teenageenergi. Han er en rutineret frontmand, der også har floreret i bands som Crawcell, Fainting Pace og Downswitch, og med sidstnævnte in mente kan det ikke komme bag på nogen, at Murder Among Kings cirkler om metalcore af den rap-tenderende slags, der også momentvis kan repræsentere hardcorens arrigskab, dog uden helt at indkapsle den autentiske vrede. Murder Among Kings er simpelthen for glade til den slags.

På Kongebryg havde de en Clawfingersk stramhed i versene og melodiske, brølevenlige omkvæd, der var lette at huske, samt b-stykker, der trak nosserne mod betongulvet, mens teksterne umiddelbart (genren tro) ikke var stor lyrisk kunst. 

De blev til gengæld leveret med stor indlevelse og hyldesten til hjemstavnen, ‘47 Double Click’, udkom dagen før Næstved Metalfest og er på under en måned set over 4.000 gange. Her har Murder Among Kings allieret sig med trap-rapperen Xverd – en maskine af en mand, jeg ikke vidste fandtes i Næver, eller andre steder i Danmark for den sags skyld.

Matchet er umanerlig godt, og Xverds aggressive stil og sans for flow var en oplevelse, der markerede sig positivt, da han trådte på scenen og supplerede bandet. Derudover havde de stor styrke i bassisten, der uden sidestykke må siges at være indehaver af både det bedste navn i metal og den fedeste approach på scenen: Chilenske Chris Bravo fremviste en Pantene-manke, der kunne gøre enhver m/k/enhjørning misundelig, og nervepirrende var det at gisne om, hvorvidt det lange sorte hår ville sætte sig fast i basstrengene, når han headbangede.

Vi blev forskånet for gyset på Næstved Metalfest, men headbanging var der nok af, mens Nielsen hoppede rundt som en skoldet skid og lignede en, der mente hvert ord, han sagde, i en grad, så det var let som publikum at købe konceptet. 

Er du blevet nysgerrig og mestrer trommestikkerne, kan det tilføjes at bandet søger ny trommeslager i disse dage. Det er sandsynligvis en fordel at komme fra Næstved. Eller Chile!

Justify Rebellion: Butterfly og rock 'n heavy

ebellion

Dagens lidt spøjse indslag kom fra Justify Rebellion, der havde fået tredje spot ud af de otte i rækken. De er ikke overaskene på Mighty Music ligesom Murder Among Kings, Thorium og Vanir. Det blev klart på den halve time, de havde til rådighed, at de er et sammenspillet band med flair for de stærke riffs; lyden var samlet fra start, og der var overskud på scenen til de store smil.

Guitarist Nikolaj Madsen havde i vanlig stil taget en fin butterfly på til wifebeateren og kørte flere gode parløb med guitarist og forsanger Lukas Rautenberg. Der var god energi og veldrejede toner på scenen inspireret af bands som Volbeat, Iron Maiden og Metallica, men helt opslugt blev denne skribent altså ikke, og jeg må således have dem til gode, når de spiller med Metallica Jam på J-dag i Amager Bio d. 1. november.

Thorium: Vilde veteraner

horium

Med Thorium kom dagens anden arrangør på scenen, og tiden blev spolet tilbage med Target og Mighty Musics egen Michael H. Andersen i førertrøjen for sit over 20 år gamle band. På T-shirten var naturligvis Withering Surface, som han også står i front for, der netop er genopstået efter godt og vel 15 år i graven. Ja, han er vel nærmest sin egen største fan på meta-niveau: At spille med Thorium iført en Withering Surface-T-shirt på sin egen festival i sin fødeby med bands fra sit eget label. Og vi må medgive, at med så store sko at fylde ud kræver det sin personlighed, og det er sgu bare helt i orden, når man har noget at have det i.

Det er mere undtagelsen end reglen, at Thorium udgiver musik, men ikke desto mindre kom i 2018 deres fjerde album 'Blasphemy Awakes’, hvis titel nok leger med en genoplivning af- og reference til debuten ‘Ocean Of Blasphemy’ fra 2000. Fire sorte firkanter blev det til i Devilution, hvis anmelder fremhævede veteranernes fokus på det gode håndværk og mestring af riffs.

Det tog de med sig på scenen i Næstved, for der var slet og ret en klasseforskel fra de glimrende supportbands til denne opvisning i dødsmetal af den gamle skole med en brutalitet og friskhed, som er de færreste forundt. Da vi anmeldte dem på BETA i starten året, var det med flere nye medlemmer i folden, men også med en klar forventning om, at det ville stikke helt af, når bandet havde spillet mere sammen. Og voilá: Nu er den hjemme!

De fem energibomber spiller nu rasende godt sammen, og mens Michael H. Andersen i front blev det udtrykte billede på sangen ‘Maniac’, fremstod guitarist Jens-Peter Storm (Pitch Black, ex-Dominus m. fl.) som en frådende og vred voksen-punker, der kanaliserede al sin energi over i guitaren – naturligvis iført en Dominus-T-shirt. Også på trommerne var kvaliteten mærkbar, og Daniel Preisler Larsen, der blev en del af Thorium version 2.0 i 2018 sammen med Storm og guitarist Jose Cruz, er en dommedagsprofet af rang, når han styrer taktstokken med velafrettet bulder og brag. Kort og godt tre rystende stærke kvarter, som sluttede af med et cover af Deicides ‘Lunatic of God’s Creation’.

Blood Eagle: Blændende frontmand på højoktan

Blodørn

De næste i managen var gode, og efterhånden gamle, Blood Eagle. Musikerne har hver især bidt fra sig i forskellige bands gennem tiden, og den rutine, vi så hos Thorium var lige så stærkt repræsenteret her, dog i en mere lun indpakning. Der er virkelig prominente navne at finde i lineuppet: Morten ‘Molle’ Toft Hansen (Raunchy, tid. HateSphere), Mircea Eftemie (Mnemic, tidl. Mercenary), Franz Hellboss (tidl. Dominus, Volbeat og Illdisposed) og Mikael Ehlert (IAmFire, Koldborn, tidl. Hatesphere m. fl.), men det var altså frontmand Michael Olsson, der også slår sine folder i Caro, der løb med pokalen i Næstved, trods den fælles indsats. Han er mildest talt en gud på ben indenfor to discipliner: Showmanship og vokalarbejde.

Dagens første seriøse circlepit arbejdede sig op med Olsson som indpisker, og han skød imaginære pile ud over det frådende publikum. Musikalsk var det (ikke overraskende) langt fra den dybe tallerken, der blev opfundet, og koncerten blev set med blandede forventninger, men der var intet at mukke over. Den iver, bandet lagde for dagen, gik godt som supplement til den solide gang heavy, de gennem årene har banket sammen, utroligt nok uden rigtigt at udgive noget af det, udover en EP fra 2013. Men det er formentlig slut nu: I starten af september truede de på deres facebookside med, at der kommer gode nyheder til de pladehungrende senere på måneden. Vi holder øje ... foooooor … de har sagt det før. 

Efter femogfyrre minutter sluttede Blood Eagle med Molle iført små lyserøde solbriller og et storsvedende band i tilsyneladende topform. Absolut en fornøjelse, man må sige dem en stor tak for.

Vanir: Økser og flag

vanir

Hvor Thorium og Blood Eagle har flere musikalske fællesnævnere, er der til gengæld ingen af dem, der har meget til fælles med Vanir. Som du også kan læse, når vi når til aftenens næstsidste band, Detest, var vi nu kommet til afdelingen, hvor der blev gjort op med den hyggelige og til tider selvironiske tilgang til at spille metal.

Der er intet sjovt eller distanceret over Vanirs musik, og i forhold til resten af programmet var det en anderledes booking – eller showcase, for Vanir er naturligvis også et Mighty Music-band, og det var fint med et pust og en pause fra hardcore og dødsmetal.

Vanir kan under den brede fane beskrives som vikingemetal med rod i den nordiske mytologi, hvad tydeligt sås på scenen og selvfølgelig ligger implicit i bandnavnet, der refererer til vanerne. Det danske flag prydede keyboardet, og Martin Holmsgaard Håkan i front er en menneskelig drømmefanger belæsset med brynje, økse, drikkehorn, skjold, thorshammer, dyreknogler og … nåh ja, gummisko. Derudover er Vanirs fremtoning temmelig gennemført, og der blev ikke efterladt tvivl om, at de mener, hvad de synger.

Vanir spillede aggressivt og in your face, og dagens første stagediver tog en tur på dedikerede publikumsbølger. Der var tydeligt at se deciderede Vanir-fans blandt de fremmødte, og der blev skålet og skrålet med, også da nationalsangen gjaldede uden akkompagnement i det lille koncertrum. Vanirs tilknytning til og respekt for flaget kulminerede i en reminder fra Martin om, at vi skal huske, at vi selv bestemmer, hvad flaget betyder for os hver især. 

Skumringen havde sneget sig ind på Næstved Metal Fest, og det var gået op for enten lysmanden eller personalet, for pludselig tændtes de kulørte lamper, og det var et lidt brat skift fra den ellers dystre stemning. Det kunne også mærkes, at Kongebrygs gyldne dråber ikke just var uden procenter, og Vanir spillede overbevisende og havde et stærkt greb om publikum hele vejen igennem.

Detest: A blast from the past

68763883 516999862368580 6859783450044399616 n

Klokken var blevet 21:15, og det var tid til at ramme et af målene med turen til Næstved: Detest. Som Vanir et band, der absolut ikke lider af nogen nutidig ironisk distance til hverken metalmiljøet eller deres eget materiale. De mener det her. Også deres comeback med EP’en ‘A Moment of Love’, der gik rent ind til en femmer på Devilution med ordene: “Det er i særdeleshed et scoop, at ankermand John Petersen har allieret sig med den lige nu måske mest interessante frontmand i dansk dødsmetal.” 

Det blev en slående sandhed i Næstved. Lasse Lund var en decideret maskine. Udover at have lagt kræfter i Kolera og senere Castrensis, må man også forstå, at han er multimusiker og mestrer flere instrumenter og elementer. I Detest klarer han både leadguitar, growl og publikumskontrol. Da Devilution i 2014 afholdt en konkurrence, hvor man kunne vinde studietid, indsendte Lund to forskellige projekter, A Piece Of Death og I EXILE.  

Om førstnævnte sagde radiovært Anders Bøtter dengang: “Jovist, noget af det er lige vel skitsepræget – men selv i de tilfælde er det nogle af de meste spændende skitsekompositioner, jeg har hørt i årevis. (...) Kunsten bliver at få musikken til at ånde og leve ud over demostadiet. Derfor er det vigtigt, at Lasse finder et band, som kan forstå hans ideer og hans fulde potentiale, og at han ikke indgår alt for mange kompromisser. Han skal være bandleder og ikke medlem.” 

Med Detest lader han til at have fundet hjem. Men ikke som en enmandshær. Ophavsmanden, John Petersen, har været på stikkerne, siden det blev kendt at Detest var tilbage på scenen. Med iver og engagement har han delt stort og småt om bandet på Facebook, og dedikation fra scenekanten stråler ud af det erfarne ansigt. Det manifesterer sig ned i fingrene på maleren fra Brøndby, og guitaren vrides tungt og præcist. Jo, det er teamwork, det her. 

Efter startproblemer, der tilsyneladende gav Lund stød fra mikrofonen, kom lyd og had i niveau, og Detest leverede en stormudladning, man blev lykkeligt skæv af. De nye numre fra ‘A.M.O.L.’, som EP’en hedder i folkemunde, gjorde sig fortrinligt på scenen, spyttet ud – bogstavlig talt – i et auditivt voldsorgie. Lasse Lund var dybt fokuseret, og man kunne næsten mærke ambitionerne dirre i betonen. Indlevelsen i materialet fik ham til at ligne en sindssyg bøddel, og det groovende band, der udover Petersen også består af Simon Springborg på bas og Danni Holk på trommer, var skafottets stabilitet, der sikrede en skarp og dundrende tung eksekvering. 

Illdisposed: Nye toner fra gamle kendinge

Illdis

Efter mere end otte timer var det blevet tid til Illdisposed, der som de eneste med rette havde fået en times spilletid. Kraften fra de mørke øl havde for alvor fået tag i publikum, der stimlede sammen alle som en for at opleve metalfestens sidste og største navn, der med få undtagelser altid leverer.

De har bagkataloget og erfaringens tyngde at trumfe igennem med, og det tegnede godt, da åbningsnummeret fra ‘Reveal Your Soul For The Dead’ tonede ud over højttalerne. Der er noget vanligt majestætisk over introen ‘Reveal Your Soul…’ og overgangen til ‘...For the Dead’, og også live gav det kuldegysninger og høje forventninger. Der gik dog ikke mange minutter, før der opstod uro ved scenekanten.

Allerede under Detests koncert blev det tydeligt, at kombinationen af stærk øl og bonderøv fungerer utrolig dårligt i samspil med konceptet moshpit, hvis man er for bøvet til at fatte, hvad den slags går ud på. Ja, undskyld Næstved. Jeg håber på alle måder ikke, at det lille hold hooligans var lokale. Moshpit er fælles kærlighed til scenen, ikke kraftige skub i brystkassen, der får folk til at vakle bagover og slå baghovedet ind i de bagvedståendes pander. Men sådan var det altså i Næver for en lille håndfuld idioter.

En af dem stod helt oppe ved scenekanten, og hvad end han fik gjort, var det tydeligt for enhver, at både Batten og Bo givetvis foretrak at slås frem for at spille, så længe han stod der. Kongebrygs security var hurtig på aftrækkeren, og som et hadsk følgespot af flæsk blev gæsten fulgt ud af henholdsvis Battens langemand og sikkerhedspersonalet, så vi kunne komme videre i teksten. Idiot.

Det blev tidligt nævnt, at materialet fortrinsvis ville være nyt – der skal jo KODA-penge hjem, som Bo sagde – og med så stærkt et album som det, de har begået, var løftet ingen trussel. Men de var sgu ikke helt vågne efter en lang dag i bil og på småsten. Batten og Kussen kørte vanlig stabil stil, og var også her en duo, der ikke skuffede. Sidst ankomne mand Rasmus Henriksen på guitar udgjorde et habilt syn og bund, mens Rasmus Schmidt som så ofte er kronen på værket. Han eksekverer slet og ret så levende og skarpt, at han udgør en uundværlig del af rygraden i det drevne band.

Oven i alt det nye var også numre som  ‘Days on the Floor’ fra '....Something Rotten...' kommet med til sydsjælland. “Den kendte I nok ikke, hva?!” lød det fra scenekanten. Og nah, det var der en del, der ikke gjorde. Til gengæld virkede som altid de gamle kendinge som ‘A Child Is Missing’, ‘Purity of Sadness’ og slutteligt ‘Submit’. For man skal forstå, at selv på en sløv dag er Illdisposeds bundniveau klasser over de fleste andres, og de var trods den lidt usammenhængende sætliste det rette navn til at lukke en lang, ølholdig dag ned, selvom koncerten var en af de få undtagelser, der ikke sidder i hukommelsen forevigt.

Som beskrevet i stemningsreportagen kom Næstved Metalfest godt fra start og sikrede gode musikalske oplevelser, der var turen værd. Programmet var fint skruet sammen, så der var lidt for enhver. Vi kommer meget gerne igen til næste år!

_____

Fotos brugt i artiklen af: Nikolaj Bransholm & Naiomi Westh Møllegård