Paradoksernes holdeplads
Der er leget med progressiviteten hos de erfarne canadiere, der alligevel leverer velkendte blastbeats og hæsblæsende passager på et album, de selv betegner som begyndelsen på en ny æra.
02. Outsider
03. The Last Breath I'll Take Is Yours
04. Narcissist
05. Born To Kill And Destined To Die
06. In Limbic Resonance
07. And Then I Saw Blood
08. What Doesn't Break Doesn't Heal
09. Bend The Arc, Cut The Cord
10. Achilles Heel
Kataklysm har spyttet album ud i lind strøm med kun få års mellemrum, siden de debuterede med 'Sorcery' for snart 25 år siden. Således er 'Meditations' det 13. i rækken, som efterfølger 'Of Ghosts and Gods', der trods anerkendelse i hjemlandet, hvor den i 2016 vandt prisen for årets heavy metal-album (Juno Awards, hedder det der), ikke imponerede det store på denne side af højttalerne.
Det er der ændret lidt ved med 'Meditations', der åbnes med Rammsteinsk stramhed i aggressive 'Guillotine', som på flere fronter er en insisterende motherfucker af netop de blastbeats, tunge riffs og rytmeskift, der kendetegner Kataklysm og ikke just kan siges at være en øvelse, der er canadierne ubekendt.
De lykkes her at få det melodiske islæt, de med blandet succes har forsøgt at inkorporere fra tid til anden, til at spille i omkvædet. Ikke en dårlig åbner!
Anden skæring, 'Outsider', bekræfter, at den påbegyndte stramhed kan være et gennemgående tema på 'Meditations', der er blevet til i en proces, hvor Kataklysm har været sammen om skabelsen hele vejen igennem. Guitarist Jean-François Dagenais, der har varetaget produktionen sammen med trommeslager Oli Beaudoin, har fortalt, at arbejdet på de sidste album har båret præg af at være endnu en dag på kontoret, med sangskrivning og ideudvekling foretaget på Skype.
Melodiernes manglende relevans
'Meditations' repræsenterer et sammentømret band, der har fået energien og dermed deres egen eksistenberettigelse tilbage. Monotonien er de fleste steder erstattet af progressive elementer, og alligevel er der levnet plads til en anelse overflødigt fyldstof. Enkelte numre er, ikke helt overraskende, statisk blasting under uvedkommende melodier, eller de er blevet lige anonyme nok, til at det er noget, man gider vende tilbage til, som for eksempel 'Born to Kill and Destined to Die'.
Albummets andensingle 'Narcissist' er et af de numre, der fungerer allerbedst. Både her og på eksempelvis 'And Then I Saw Blood' er det tydeligt, at Kataklysm gør sig ufatteligt godt, når de bevæger sig i den tunge ende af spektret, hvilket særligt høres på Beaudoins bidrag og guitarens tilbagelænethed.
Beaudoin overtog trommestolen efter Max Duhamel i 2013, da Duhamel grundet alkoholproblemer måtte tage en pause fra musikerlivet. Og det er egentlig ikke, fordi han gør så meget væsen af sig som på nogle af de andre numre, men måske fungerer det netop, fordi han ligger som en stabil dødvægt de helt rigtige steder og bringer tyngde til et album, der trods den hidsige start alligevel ligger langt fra fordums mere ukontrollerede aggressivitet.
'In Limbic Resonance' er et godt eksempel på det, der paradoksalt nok både fungerer godt og skidt. Starten går med fuldt blackened fræs for at skifte over i helte-thrash, et rendyrket stykke med metalcore og slutteligt glide over i heavy metal og hvinende guitarløb. En omgang, hvor ikke alle dele komplementerer hinanden lige velafbalanceret, men nærmere isoleret rykker godt igennem.
Albumtitlen lader til at blive forvekslet med det at meditere, men der er snarere tale om en reference til Marcus Aurelius’ (romersk kejser og filosof) titelbeslægtede og kendte nedskrevne refleksioner over blandt andet eksistentielle dilemmaer. Kataklysms tekster kredser om had, død, grådighed og hævn, og i dette lys kan 'Meditations' fint ses som en sammenbindende kraft for forening af det ældre Kataklysm og bandet anno 2018.
Det er altså et album, der i sin helhed spiller på både godt og ondt, for det meste med punchy, rivende riffs over en dynamisk rytmesektion; andre gange med melodier, der distraherer mere, end de fænger.