Festen lakker mod enden
Polkaekvilibristerne fra De Tusind Søers Land holder samme retning, men de har tabt lidt af pusten.
02. Tuonelan Tuvilla
03. Rauta
04. Ruuminmultaa
05. Petoeläimen Kuola
06. Synkkä
07. Ievan Polkka
08. Husky Sledge
09. Dolorous
10. Uni
11. Metsälle
12. Sumussa Hämärän Aamun
I løbet af de sidste udgivelser har Finlands Korpiklaani kørt sig i stilling som et af de største og mest kendte bands indenfor folk-metal, og sidste års 'Ukon Wacka' fik godt nok ros her på sitet - men også lunkne ord.
Det fik ros, fordi de formåede at blande metal med folk, uden at førstnævnte blev nedprioriteret og stadig med folkemusikken taget seriøst, så det ikke bare blev en lystig violin, men derimod gennemtænkt sammensætning af to genrer, der ikke umiddelbart har så meget tilfælles - ikke før man havde hørt pladen i hvert fald.
Et lille skridt nedad
Helt så god er ottende skive 'Manala' desværre ikke. Den mangler først og fremmest de helt oplagte festhymner, som er en anden af finnernes forcer. Det ved man, hvis man så dem på dette års Copenhell. Ganske skuffende udebliver de dansable rytmer, der kunne hive selv den ondeste Abbath-klon med i en kædedans, mens alkoholens glæder hyldes - tidligere meriters liste er lang og rummer: 'Tequila', 'Happy Little Boozer' og 'Vodka', og uden sådan en drikkevise forsvinder meget af glæden fra finnernes skive.
Tilsvarende er der for langt mellem rigtigt lede riffs af den slags, som selv 'almindelige' metalbands kigger misundeligt efter, og der er i stedet fundet plads til lidt for mange akkordbaserede punk-omgange, der godt nok rykker, men slet slet ikke river lytteren op ved bollerne og tvinger et hornet håndtegn frem. Heldigvis, og en af grundene til at skiven ikke slagtes, er at selv finnerne godt nok har mange rødder i powermetallen alligevel har et anderledes groove, som man sjældent finder i denne genre, udover folkmetallen, som de altså også trækker på inspiration fra. Det betyder, at Korpiklaani svinger sig af sted uden at blive ren træskodans, men også uden at fremstå gumpetunge og bøvede - en svær balancegang som altid lykkes for finnerne.
Ved karakterens ende
Alligevel ender 'Manala' med samme karakter som forgængeren, fordi 3-tallet sidste gang var meget stort, og det denne gang er tyndere end violinens lyseste streng - de er begge middelmådige, men lidt af charmen er desværre også forsvundet.