Polka-amok
Populær
Hvad man skal med Korpiklaani er ikke helt gennemskueligt, men måske heller ikke nødvendigt at gennemskue.
2. "Päät Pois Tai Hirteen"
3. "Tuoppi Oltta"
4. "Lonkkaluut"
5. "Tequila"
6. "Ukon Wacka"
7. "Korvesta Liha"
8. "Koivu Ja Tähti"
9. "Vaarinpolkka"
10. "Surma"
Medmindre jeg en dag vågner som nykonverteret polka-metal-fan, bliver et helt Korpiklaani-album stensikkert aldrig en udgivelse, jeg skal genhøre for ofte. Det kan lige så godt blive slået fast i indledningen – men midt i fasttømring af konservative udsagn, må det være på sin plads, at det også indskydes: Korpiklaani har lavet en ret god plade.
Hvor vil de dog hen?
Man ved bare ikke rigtigt, hvor man har dem. Det der polka-trip skal man virkelig være i humør til, men det kan vel ikke undre.
Det ene øjeblik udsættes man for tungsindet folkemetal på finsk, og det rammer ikke helt rent, men vender man ørerne væk et sekund, kan man snildt blive overrasket en god gedigen gang tungmetal - Eller optempo smadderkasseriff og pænt brutal vokal. Eller fuldstændig absurd stemning med fællessang, bægerklang og violin-tju-bang som i 'Korveste Liha', der er skivens stærkeste nummer. Af samme grund mangler man lidt ord til at beskrive, hvad der egentlig sker for de lidt specielle finner.
Til Mexico!
I stedet for at lede efter dybe sandheder kan man også bare kaste sig ud i mexicanerstemningen med det kuleskøre 'Tequila', der følger op på tidligere albums 'Happy Little Boozer', 'Vodka' og 'Beer Beer'. Det er dumt, men ekstremt medrivende, og man skal være dum, afholdsmand og/eller begge dele for ikke at blive inspireret til druk.
Hvilket må være her Korpiklaani vil hen – til en løssluppen fest med dans på bordene.