Nyt blod, gammel stil

a1459115015_5

Lock Up er stadig Lock Up på bandets seneste album, selvom allstar grindcore-bandet disker op med vokale overraskelser, og har sat Adam Jarvis i trommestolen, hvorfra han tæsker kompetent løs.

Kunstner
Titel
The Dregs of Hades
Dato
26-11-2021
Karakter
3

3-9-6-4. Talrækken er årene, der er gået mellem de følgende albums siden debuten 'Pleasures Pave Sewers' i 1999 fra Lock Up, ét blandt mange sideprojekter fra Napalm Death-bassist Shane Embury. Det kunne tyde på, at produktiviteten og skabelysten for bandet og den aldrig hvilende Embury er stigende, og det er da heller ikke riffs, som den nye skive med bandet mangler.

Lock Up har ikke haft andet end prominente medlemmer indenfor de hårdere genrer i metalverdenen, uden at der har været et fast konstant lineup. Én konstant har selvfølgelig været Shane Embury, og så ville det være naturligt også at nævne trommeslager Nicholas Barker (ex-Cradle of Filth, ex-Dimmu Borgir m.fl.) med over 20 år i bandet. Men på dette nye og femte album i rækken er det Adam Jarvis fra Misery Index, der har sat sig i trommestolen. Tilbage til det stabile: Guitaren er også en slags konstant for Lock Up, da det fortsat og siden 2006 er Anton Reisenegger fra chilenske Criminal, som river i el-hegnet.

Du råber, jeg brøler
På vokalsiden er der både nyt og så overhovedet ikke. De vokale angreb er blevet fordoblet, så Kevin Sharp (Brutal Truth) er med, ligesom han har været det siden 2014, men Tomas Lindberg er kommet med i folden igen efter syv års fravær i truppen. Undertegnede sprang let og elegant over i anmeldelsen af det seneste At the Gates-album, at Tomas Lindberg lød anderledes. Jeg nøjedes med lidt kryptisk at kalde det hult og luftigt, noget som måske dækkede lidt over mindre energisk og let prustende i forhold til hans vanlige form. Men jeg så og ser en pointe i den vokalføring i forhold til resten af det fine og legesyge At the Gates-album. Men alle er bestemt ikke enige om, hvor godt eller galt det så var med den umiddelbart slidte vokal.

I Lock Up, som traditionelt har været grindcore-hærg – først i en ret smadret lyd som over årene er blevet tæmmet lidt, uden at miste energien vel at mærke – har det i den grad charme med det langt fra perfekte strubeangreb fra Lindberg, mens Sharp i tillæg lægger et skarpt og dybt brøl oveni. Og i forening er det smukt i sin grimhed. 

Varierede trommetæsk
Naturligvis er det femte album fra Lock Up fyldt til randen med kontante, bidske riffs. Det er godt, men også blottet for overraskelser ud over det dobbelte vokalangreb. I Lock Up-regi er "intet nyt" lig med godt nyt, og de 38 minutter i selskab med kvintetten er givet godt ud. Tight, energisk og alt fra smadrende over groovy til lettere melodisk. Og en punket nævenyttighed i de mest simple riffs. Jarvis mestrer bag trommerne både at spille hurtigt, varieret og interessant, men han kan så sandelig også sætte et forførende groove ind i de mest simple trommerytmer.

'Nameless Death' er to minutters smæk med lækre dødsmetalliske riffs, mens 'A Sinful Life of Power' følger lidt samme opskrift, men når med et minut mere vidt omkring, og tilføjer så desuden et bragende catchy c-stykke. Men det kan virke formålsløst at fremhæve noget frem for noget andet, da kvaliteten generelt er høj.

Lock Up er Lock Up
'The Dregs of Hades' er som album et dynamisk og skarpt skåret et af slagsen, hvor der ikke gives noget plads til hvil til lytteren, udover den lange 'Crucifixion of Distorted Existence', der med sine 6 minutter er lang som et debatprogram på DR2 i forhold til de resterende numre, der i sammenligning mere minder om en "breaking news"-overskrift. Det er et spændende nummer, der har noget Behemoth-stemning iblandet en råhed a la Celtic Frost, og som fornuftigt ligger sidst på pladen - bare lige til lige at få pulsen på plads. Havde det ligget anderledes, ville det have brudt den energiske røde tråd på albummet.

Lock Up har atter leveret kvalitet, men hvis man af en eller anden mærkeligt grund skulle have en rationering på albums fra dét band, så er fornyelsen trods tilføjelsen af en ekstra vokal så som så, og man kunne måske godt klare sig sig med, hvad der så i forvejen måtte stå fra bandet i samlingen. Heldigvis er verden ikke sådan, så bliver der bare i ny og næ lyttet begejstret til Lock Up, eller for den sags skyld Napalm Death, så er 'The Dregs of Hades' ikke et dårligt bekendskab.