En essens af tidlig melodød
Majesties er svensk melodisk dødsmetal skrevet i en stil som før genrens gennembrud og udført af dygtige amerikanere mere end 30 år senere.
"Dette er det mest originale metal, du kommer til at høre i 2023", udtalte ingen fra bandet Majesties.
Tværtimod smider de kortene på bordet og de gamle t-shirts på kroppen, når inspirationen og målet for 'Vast Reaches Unclaimed' skal forklares. De tre amerikanere i Majesties, hvor altmuligmand Tanner Anderson (Celestiial, Obsequiae, Panopticon) har stået for guitar, vokal og trommer, har nemlig det klare mål at spille melodisk dødsmetal, som man gjorde det omkring Göteborg – men vel at mærke før genren fik bredt fat med albums som 'Slaughter of the Soul', 'The Gallery' og 'The Jester Race'.
Og "therein lies the beauty" for at citere Dark Tranquillity fra en sang noget senere i karrieren end dér, hvor Majesties finder inspiration, for det må være omkring første album, at Majesties har lært tricks. Andre bands, der nævnes som inspiration er Eucharist, Ceremonial Oath og In Flames. Og så lige Iron Maiden for lige at ramme bredt til de metalfans, der ikke ved, at briternes melodiske opbygning af sange netop gennemsyrer den melodiske, svenske dødsmetal omkring starten af 90'erne. Og når det gøres godt som i tilfældet her hos Majesties, så er det lækkert, at det er det dunkle i melodierne, riffs og ikke en higen efter hit-potentialet, som vise af nævnte svenske bands siden (og også ganske fornemt) har ekseleret i.
I pressematerialet er fremhævet Wrong Again og No Fashion Records, der stod for flere legendariske udgivelser i genren. Det er fuldstændig korrekt, for skribenten her bliver sat tilbage på teenage-værelset og mindes de mange lyt til den fine compilation 'W.A.R Compilation - Volume 1' med Eucharist, In Flames, Katatonia, Ceremonial Oath med flere. Pressematerialet går videre og kalder 'Vast Reaches Unclaimed' for genoplivning af true melodic death metal.
Majesties' debut lugter bevidst af nostalgi. Det er fermt udført, lækre riffs ad libitum og den helt rigtige stemning. Vokalen er lækker i den bidske, skingre variant af growl, der var en slags mellemting mellem det velkendte dødsgrowl og black metallens endnu mere high-pitchede skrigeri.
Flere steder er det meget tæt op af inspirationskilderne, fx er introen på 'Verdant Paths to Radiance' som snydt ud af 'Behind Space' på 'Lunar Strain' af In Flames. Men det er stadig en fornøjelse at lægge ører til, så længe albummet kører. Det er samtidig også svært at se, hvordan det nogensinde skal blive meget andet end en hyldest til en epoke over 30 år tilbage. Dog er det i junglen af bagkataloger måske ikke så slemt, at der er nogen, der pakker genbrug pænt og flashy ind, og dermed viser en senere generation af metalfans, hvor man også kan vælge at slå ned i metalhistoriebogen?