Manden med Weekendvesten – del 12: Iron Maiden og tøjkrisen

Skærmbillede 2020-11-19 kl. 20.21.03
126342659_154943572991970_6909812434938292587_n

Iron Maiden har lavet en ny liveplade, og det kaster Manden med Weekendvesten ud i en stor tøjkrise.

Kunstner
Titel
Nights of the Dead
Dato
20-11-2020
Trackliste
1. Churchill’s Speech
2. Aces High
3. Where Eagles Dare
4. 2 Minutes To Midnight
5. The Clansman
6. The Trooper
7. Revelations
8. For The Greater Good Of God
9. The Wicker Man
10. Sign Of The Cross
11. Flight Of Icarus
12. Fear Of The Dark
13. Iron Maiden
14. The Number Of The Beast
15. The Evil That Men Do
16. Hallowed Be Thy Name
17. Run To The Hills
Forfatter
Karakter
2

Manden med Weekendvesten var engang en dreng, der besøgte Claus fra parallelklassen og stirrede fascineret på plakaten af Iron Maidens ’Somewhere In Time’, der hang lige der på drengeværelset. Claus har sikkert ikke hørt Iron Maiden siden, mens drengen, der nu bærer en moden weekendvest, husker stadig følelsen af for første gang at se ind i en farlig og dragende verden. Der stod Eddie – med sin lasergun-whatever, laser-sigtekorn og foran sig en eller anden nedlagt alien i en futuristisk storby. Drengen vidste, at her var noget, som han ikke kunne slippe lige foreløbig.

På et eller andet tidspunkt i en senere tid
To et halvt årti senere står Manden med Weekendvesten foran garderobeskabet – en IKEA-rædsel som i den trange Østerbrolejlighed er trængt op i et hjørne på børneværelset. For der skal pakkes træningstøj, og Iron Maiden har udgivet endnu et livealbum, som skal matches i tøjet, når man nu ikke kan være på løbebåndet iført weekendvest.

126342659 154943572991970 6909812434938292587 n

Skal det være ’Somewhere in Time’-shirten? Spørgsmålet er simpelt, men svaret viser sig at være mere komplekst, end livet generelt bør være for en aldrende heavyrocker, der har truffet alle de svære valg om at få børn, blive gift, blive skilt og få kæreste igen. For hvordan vil mesterlige ’Wasted Years’ fra samme skive mon have lydt, hvis den var at finde på ’Night of the Dead’, der er optaget i Mexico City i 2019? Et gæt kunne være: "Meget anstrengt". For der er noget galt med Iron Maiden i 2019, og det ligger først og fremmest hos Bruce Dickinson i front, og derfra forplanter det sig til hele bandet – alt det, der er Iron Maiden. Og værst bliver det, når der prøves kræfter med ’Sign of the Cross’ eller ’The Clansman’ fra Blaze Bayley-perioden, og det faktisk lyder mere som Bayley end Dickinson, når vokalen i umådeligt anstrengt utilstrækkelighed forsøger at følge med.



Skal ungdommen komme til?
Nej, måske skulle Manden med Weekendvesten prøve den nye shirt med Ambush. Den med heksen på forsiden. For det er en tro kopi af alt, hvad der gjorde Iron Maiden sejt og rebelsk dengang på drengeværelset. Men det lyder friskt, og det udstråler noget af i dag, som var det i går. Eller måske noget af i går, som var det i dag. Eller den sorte Stallion? Mere råt og thrashet.

Ambush hellbiterStallion

Et andet sted i skabet ligger den med ’The Trooper’. Den højt elskede sang om Krimkrigen i midten af 1800-tallet. Et ikonisk billede af Eddie der i engelsk infanteri-uniform stormer mod de russiske stillinger ved Sortehavet. Men altså – har H&M ikke også haft den i sit sortiment, og vil Manden med Weekendvesten her møde anerkende blikke fra de andre i Fitness World, eller vil svedige mænd snarere ryste på hovedet af endnu en poser, som de antager gør sig skyldig i heavy-metal-tyveri?

Men hvem er den skyldige? Er det egentlig Iron Maiden selv, der sprøjter udgivelser og T-shirts ud, som var det en slags metal-Disney? Nej, det er trods alt nok KISS, som har den rolle. Og så alligevel føles en koncertoptagelse med Iron Maiden fuldstændig som en ide, der er undfanget af en desperat bandmanager, der har set sommerens tourplaner forsvinde, fordi det var en kineser og ikke Ozzy, som spiste den flagermus. Har Manden med Weekendvesten lyst til at blive associeret med et fuldstændig unødigt produkt? Ikke rigtigt. Måske hellere den vildt grimme shirt med Lord Vigo – de har også en sanger, der heller ikke synger rigtigt godt. Der er bare den forskel, at Bruce Dickinson engang var en sanger, som Manden med Weekendvesten så op til. Ikke fordi alt det med fægtning og fly, men fordi han sang som en skinger sirene, og det var sejt og farligt.

Den svære kunst at slippe sine helte
Næh, Manden med Weekendvesten ved stadig ikke med det tøj. Hvorfor vil han stadig Iron Maiden, og hvorfor vil han overhovedet kendes ved dem? Her er svaret simpelt og ligetil. Fordi Iron Maiden er heavy metal, og de er jo en af årsagerne til, at han overhovedet vil være én med en weekendvest. Fordi det er sejt. Udfordringen er bare, at Iron Maiden ikke rigtigt føles sejt at lytte til længere. Mere bøvet. Et eller andet sted ved han godt, at det i dag lyder bøvet på samme måde, som dansktop har gjort det, siden John Mogensen gav op. Trods udødelige sange lyder Iron Maiden utroligt dødelige på de dødes dag i Mexico City.



Hvis bare Manden med Weekendvesten stadig havde den røde Maiden-shirt, som var en lækkert forvasket replika af den allerførste shirt fra dengang, hvor Steve Harris netop havde fravalgt fodboldkarrieren i West Ham, og Bruce Dickinson hed Paul Di’anno. Men nej, den er der ikke, og i stedet overvejer han dansk dødsmetal med Rambuk – det vil også glæde naboen, der spiller i bandet. Eller måske Carpenter Brut? Der er noget ironisk over at føle sig sejere i synthwave-og-wannabe-heavy metal end de gamle helte.

Han kunne også vælge King Diamond. Det er trods alt også dansk. Altså manden – knap så meget bandet. Og det lyder bedre og bedre for hver tour. Friskere og mere vitalt. Ikke afdanket og slidt som de gamle Maiden-helte.

Livet efter døden før døden
Eller hvad med den, som han har ledt efter i mange år, men som nok ikke eksisterer? Den helt tordenhimmelblå T-shirt med Eddie. der bryder op gennem kirkegårdsjorden. Den fra ’Live After Death’ – den fra verdens bedste livealbum, fra det, der engang var verdens sejeste og farligste heavy band med de altid sejeste albumcovers. Den kunne være sej at træne i. Særligt hvis det havde været 1985.

Og så husker Manden med Weekendvesten pludselig noget, da han en time senere når til bænkpres. Mens han igen lider sig gennem midtlivets slunkende armmuskler og Dickinsons ditto vokal: Var han der ikke, dengang på samme tour, da Iron Maiden spillede i Royal Arena, og en Spitfire hang over det legendariske engelske band til tonerne af ’Aces High’? Det var han faktisk, og den aften var han glad og tilfreds. Hvorfor? Måske fordi Iron Maiden er lige så meget teater som band, og et teater nu engang også skal tilfredsstille synssansen. Midt i lys, røg og fællessang er stemningen af Maiden der stadig, og store såvel som små detalje-fejl er knap så synlige.

Manden med Weekendvesten pruster ud og ærgrer sig alligevel lidt over, at han ikke stod ved sin fortidshelte og bare dukkede op i ’Somewhere in Time’ – han kunne altid have beholdt mundbindet på under hele seancen, og desuden står bandnavnet kun på ryggen af den.