Metalmeditation
Populær
Earth er tilbage med første del af en dobbeltudgivelse, der bygger videre på den ørkenstøvede stil, Dylan Carlson & co. har lagt for dagen på de seneste par plader.
2. Father Midnight (12:11)
3. Descent to the Zenith (7:30)
4. Hell's Winter (11:32)
5. Angels of Darkness, Demons of Light I (20:24)
Manden bag Earth, Dylan Carlson, er også kendt som vennen, der købte Kurt Cobain et vist gevær. Men det bør nu først og fremmest være for hans musikalske meritter, at han går i historiebøgerne. Over mere end 20 år har han nemlig udgivet eksperimenterende musikstykker, der har sat mangen en lytter, men som samtidig har givet Earth kultfølge.
1993's debutfuldlængde '2: Special Low-Frequency Version' står stadig som en milepæl inden for avantgardistisk metal – 73 minutters trancefremkaldende og dronende guitarstøj, der tager Black Sabbaths metalriffs udsætter dem for LaMonte Youngs minimalisme. Resultatet er metallens svar på Lou Reeds gevaldigt hadede 'Metal Machine Music' fra 1975, der var en god times guitarfeedback uden melodisk fremdrift.
Der var et hul mellem albumudgivelserne på hele ni år mellem 'Pentastar: In the Style of Demons' (1996) og 'Hex; Or Printing in the Infernal Method', men sidstnævnte markerede også et stilskifte i en anderledes afdæmpet og mere tilbagelænet stil, der sendte tankerne i retning af Ennio Morricones ørkenstøvede filmmusik – hvor Carlson i starten leverede ekspressionistisk ødelæggelse, har han siden 2005 stået for impressionistiske landskabsbeskrivelser.
Cello i stedet for guitar
Og dét bliver der ikke ændret på med 'Angels of Darkness, Demons of Light I', der udgør første halvdel af en dobbelt udgivelse; den anden er sat til at udkomme i 2011. Men de fem sange – der varer mellem syv og 21 minutter – er mere direkte og mindre abstrakte end de, der var på 2008's 'The Bees Made Honey in the Lion's Skull'.
Hvor de forrige plader blev båret frem af guitarer (på det forrige album med hjælp avantgardeguitaristen Bill Frisell), er det denne gang celloen, der spiller en slags hovedrolle (den varetages desuden af Lori Goldston, som spillede med på Nirvanas unplugged-album), og dét er ikke et direkte positivt tiltag. Dylan Carlsons trommeslager og kæreste Adrienne Davies får nemlig knap så meget ud af deres lange jams som tidligere.
Den nærmest melodramatiske, ni minutter 'Old Black' åbner albummet og gentager den samme riffprogression udi én hypnotisk uendelighed – hér kender man Earth, og celloen går hånd i hånd med guitar og trommer frem mod slutningen, der består af et wah-wah-manipuleret riff.
Rednings-titelnummer
Derimod er 'Father Midnight' og 'Descent to the Zenith' næsten den pure omgang tomgang, og man mister næsten håbet, men med knap 12 minutter lange 'Hell's Winter' begynder der at ske noget. Her har Carlson lagt et ekstra guitarspor, som arbejder mod celloen og førsteguitarens riff og derved skaber en god dynamik. Ja, det her er en abstrakt beskrivelse af musikken, men det er ved grød også svært at sætte ord på Earth musik, der mere er meditation end det er underholdning.
Det intet mindre end 20 minutter lange titelnummer redder albummet, der ellers generelt genbruger lidt for meget og indeholder for meget tvivlsomt stof. Det er simpelthen Earth-hypnose, når den er allerbedst – dyster, knastør og åbenbarende på én gang. Celloen åbner sangen, som udvikler sig i snegletempo, men de mange minutter svæver af sted frem mod det skramlende fadeout.
Alt i alt er 'Angels of Darkness, Demons of Light I' dog en mindre skuffelse. Det fungerer ikke rigtigt med cellotiltaget, og meget af det Dylan Carlson gør på dette album har han gjort flere gange i forvejen siden udgivelsen af 'Hex', og dét føles ikke tilfredsstillende, når vi har at gøre med en af musikscenens mere visionære herrer.
Men derfor er titelnummeret nu alligevel et pladekøb værd...
Hør 'Hell's Winter' her: