Bonderøvsrequiem med happy ending

myleskennedyyearofthetigercd

Myles Kennedy er lige så letfordøjelig solo, som når han indspiller med Alter Bridge, og den smertende personlige debutplade kommer mest til at fremstå som halvment klynk og teatertorden.

Titel
Year of the Tiger
Dato
09-03-2018
Genre
Trackliste
1. Year of the Tiger
2. The Great Beyond
3. Blind Faith
4. Devil on the Wall
5. Ghost of Shangri La
6. Turning Stones
7. Haunted by Design
8. Mother
9. Nothing But a Name
10. Love Can Only Heal
11. Songbird
12. One Fine Day
Forfatter
Karakter
2

Vi bliver nok aldrig rigtig venner, Myles Kennedy og jeg.

Jeg har aldrig kunnet se lyset i frontmanden selv eller hans band Alter Bridge, og som forsanger på Slashs soloplader er der heller ikke meget originalitet eller interessant materiale at komme efter. Myles Kennedy gør det, han gør, rigtig godt. Han er en rimeligt alsidig rocksanger med en nogenlunde tæft for sangskrivning. Problemet er, at det, han gør, er så uoriginalt, floskelfyldt og klichémættet, at det er ligegyldigt, om han mestrer det eller ej. Det bliver aldrig interessant.

En sandhed, der desværre også langt hen ad vejen gælder om sangerens første soloalbum. Her er der ellers lagt op til, at lytteren kan få sig en ny og langt mere dybfølt og medlevende lytteoplevelse. ’Year of the Tiger’ handler om Kennedys fars død, da sangeren kun var fire år gammel. Om sorgen, at gennemleve den, overleve den og bruge den som terapi for at komme videre i livet. Samtidig tager albummet rent musikalsk et mindre hop væk fra rocken, som Kennedy plejer at gebærde sig i, for i stedet at finde sted i en sydstatsblueset verden, hvor der bliver plads til lap steels, mandoliner, banjoer og strygere.

Det starter egentlig også rimeligt. Titelnummeret er en udmærket blueset sag, hvor Kennedy for alvor skruer op for den nasale rockvokal. Og et nummer, der er tilpas catchy til, at det bliver siddende bag i hovedet alt, alt for længe. ’The Great Beyond’ er pladens store, dybfølte ballade, komplet med strygerarrangementer og alt, hvad dertil hører. Og Myles Kennedys tekster handler da også om afsavn, om smerte og om det store tab. Og det er ikke pænt at nedgøre andre menneskers negative følelser, men selv om man hører teksterne, virker Kennedys udtryk alligevel en smule overfladisk og letkøbt. Man ved, smerten hos sangeren er der, men man hører den ikke i hans stemme.

’Year of the Tiger’ er en plade, der adskillige gange lyder mistænkelig meget som Chris Cornells solodebut ’Euphoria Morning’, og Myles Kennedy lader også ofte tankerne hen på en fattigmands Chris Cornell. En økonomiudgave til den prisbevidste forbruger, om man vil. Det er ikke helt den ægte vare, men det er en nogenlunde kopi. I stemme, i sangskrivningstæft og i udtryk. Således også når Kennedy skal transmittere sine følelser ud til lytteren: det går nogenlunde, men man fornemmer aldrig den desperation, weltschmerz og ensomhedsfølelse, som Cornell besad.

Og når der går helt opstemt bonderøvsstemning og boogie-lallen i den som i ’Devil on the Wall’, virker Myles Kennedy endnu mere utroværdig. Det er virkelig svært at leve sig ind i linjer som ”if there’s is a God, why did he take my father’s soul”, mens Kennedy og backingband tamper derudad i en fortærskes blues-melodi, der lyder som et outtake fra Blues Brothers’ fest-mixtape.

Kennedy viser sig da også fra en noget bedre side, når han i anden halvdel af pladen kaster sig ud i mere positive sange. ’Mother’, ’Nothing But a Name’ og ’Love Can Only Heal’ er en Myles Kennedy, der nu terapeutisk er kommet ud af sin sorg og ser fremad. Og det er en disciplin, han mestrer noget bedre. Han kan ikke matche og genskabe 80’er-bandenes store ballader eller indebrændte grunge-vokalmestre som Layne Staley og Chris Cornell. Men en feel good-rocksang er, hvor Myles Kennedy kommer bedst til sin ret. Og en plade, der skulle forestille at handle om tab og sorg, bliver kun lige reddet af den håndfulde happy-go-lucky-numre, som lukker den. Som konceptplade fejler ’Year of the Tiger’, splittet op i enkeltdele kan den lige forsvares, omend Myles Kennedy stadig er en rocksanger, der aldrig kommer til at gå over i historien.