Glemt i morgen

Monuments-Phronesis-Review-738x738

Monuments byder ikke på meget nyt på deres tredje album. Til gengæld byder de på masser af generisk, kedelig djent, halvfærdige ideer og uuholdeligt banal lyrik.

Kunstner
Titel
Phronesis
Trackliste
A.W.O.L
Hollow King
Vanta
Mirror Image
Ivory
Stygian Blue
Leviathan
Celeste
Jukai
The Watch
Karakter
2

Britiske Monuments har efterhånden eksisteret i 11 år, udgivet tre plader og gæstet Danmark flere gange. Senest da de spillede på Copenhell i 2016. Kvintetten albumdebuterede i 2012 og er nu parat med tredje plade. En udgivelse, der lyder, som Monuments altid har gjort, på godt og ondt – mest ondt.

Udvikling har aldrig været noget, Monuments har brugt specielt meget energi på. I slipstrømmen af de store, banebrydende djent-bands, har briterne været dygtige til at kopiere, uden at tilføje personlighed til deres musikalske univers. Til trods for at de bands, der skabte djent-bølgen, for længst har udviklet deres musikalske standpunkt til at være meget mere, endda meget andet end djent, holder Monuments solidt fat i den efterhånden fallerede genre. ’Phronesis’ er ingen undtagelse.

Monuments gør, hvad de er bedst til, men når Monuments er gode, er de kun tilnærmelsesvist så gode, som når Periphery var middelmådige på deres debutalbum. Talentet er ellers til stede. John Browne er en udmærket guitarist, og Chris Barretto har bevist sit værd som sanger såvel som frontmand. Det gjorde han allerede, da han stod i spidsen for Periphery. Desværre er tiden løbet fra Monuments og den lyd, kvintetten lidt grinagtigt forsøger at holde liv i.

’Phronesis’ er på kanten til at være en ligegyldig udgivelse. Kompositioner er teknisk fine, men kedelige og uopfindsomme, ligesom lyrikken hyppigt er barnlig og triviel. Grundlæggende er der kun tre numre på pladen, der er værd at stifte bekendtskab med. De to singler ’A.W.O.L og ’Leviathan’ samt ’Jukai’. Numre, der alle har et godt flow og en insisterende lyd. Det er langt fra genialiteter, men Monuments formår undtagelsesvis at fange den gode melodi. Resten af pladen er fyldt af middelmådige ideer, uforløst potentiale og banal lyrik som: "Hey, never gonna let me be / What the hell do you want from me? / Honestly / Leave me the fuck alone" (‘Stygian Blue’).

Der en heldigvis lidt lys i mørket, ud over de tre nævnte numre. Helt uventet har Monuments udviklet en forholdsvis vigtig del af deres lyd. Barrettos vokalspektre. Den rene sang har fået mere plads på ’Phronesis’, og det klæder bandet. Barretto har ikke en formidabel vokal, men formår flere steder at skabe nogle interessante vokalharmonier. Samspillet mellem den rå vokalføring og den rene er et gennemgående element og en udvikling, der er med til at løfte pladen fra det hele håbløse. Det er samtidig elementer, der giver håb for fremtidig udvikling.

Er man hardcore djent-fan, er det muligt at se mere end de få højdepunkter i Monuments' tredje plade. Er man glad for udvikling, er der ikke meget at komme efter. Djent-bølgen er død. Lyden er blevet et supplement i et større univers i stedet for det generelle omdrejningspunkt. De bands, der udvikler og inkluderer polyrytmerne i en større helhed, skal nok overleve. Bands som Monuments, der stadig spiller på samme tangenter som for seks år siden, fortjener ikke meget mere end at blive glemt. Og det er sandsynligvis, hvad ’Phronesis’ bliver i løbet af meget kort tid.