Nok er nok

Populær
Nok er nok

Korn er tilbage igen. Og på papiret stærkere end de har været længe. På papiret ...

Kunstner
Titel
The Paradigm Shift
Dato
06-10-2013
Forfatter
Karakter
1

Efter udgivelsen af bandets mest vellykkede plade i nyere tid, 'Take a Look in the Mirror', forsvandt først guitaristen Brian ”Head” Welsh, og en plades penge senere var det trommeslageren David Silveria, som forlod skuden. Det resterende Korn, som møjsommeligt holdt skibet flydende, fik en ny trommeslager i Ray Luzier og fik med pladen 'Korn III: Remember Who You Are' udgivet noget, der faktisk holdt vand. I 2011 udgav bandet den dubstep-inficerede 'Path of Totality', som var, om ikke vellykket, så i det mindste forfriskende i sit genremiks.

Men nu. Nu, er Head tilbage, og Korn er hermed stort set tilbage i dén holdopstilling, der resulterede i den seneste egentligt vellykkede udgivelse. Det må og bør da medføre et comeback af dimensioner? Desværre nej, er den korte dom. Så langt fra endda, er den lange ...

Problemet med 'The Paradigm Shift' er nemlig hverken lyd eller velspillethed, men et langt mere fundamentalt et. Den mere elektroniske inspiration fra 'Path Of Totality' har fundet plads i lyden, og det fungerer i sig selv ikke så dårligt endda. Den er troværdig og helstøbt på sin egen mærkværdige facon. Det samme kan man sige om velspilletheden. Numrene er hurtigere, end Korn plejer at skrive dem, og leveringen på instrumenterne og i produktionen er kompakt og præcis. Igen noget, som er at regne på plussiden.

Nej, det store problem med albummet er sangene i sig selv. De er så ideforladte og ”Kornagtige”, at det lyder, som om bandet parodierer sig selv. Både riffs og strofer har man hørt før i en grad, så man kan synge med flere steder uden at have hørt  nummeret før. Prøv bare at lytte til sangen 'Punishment Time', og se om ikke følelsen af musikalsk deja-vu melder sig. Andre steder er det letkøbtheden, der trænger sig på. Åbneren 'Prey For Me' har et hurtigt, ideforladt tretoneriff, der lyder, som om det er blevet til i brusebadet uden nogen kritisk efterbearbejdning.

Endelig er der omkvædene. De er godt nok poppede. Meget poppede. Og ja, en af pointerne med nu-metal var netop at blande pop med metal – kan man indvende – hvilket i sig selv ikke er så problematisk, som det måske lyder i metalliske øren. Den poppede læst, som nu-metalnumre blev skåret over, var i sin tid med til at stramme sangskrivningen i metallen op, men dengang nu-metallen begyndte, var hele lyden og stemningen – hos Korn og andre – så dyster og syg, at det mere virkede, som om nu-metallen vrængede ad popmusikken med nogle af popmusikkens egne virkemidler. De poppede omkvæd på 'The Paradigm Shift' er hverken dystre eller syge, men bare poppede. Og så er de ikke engang særligt stærke popomkvæd.

Indtrykket, der står tilbage, er derfor af et band, der simpelthen ikke har mere på hjerte. Ikke er sultent. Ikke er relevant. Ligegyldigt. Det er selvfølgelig noget, Korn er blevet skudt i skoene i 10-15 år, men denne gang er der ikke en forsonende sang eller idé til at redde orkestret fra den hårde dom, som må blive resultatet af et uinspireret rutinearbejde, som 'The Paradigm Shift' vitterlig er. Og det er ikke engang en ommer, nok er nok!