Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Østrig kalder 1

Updated
Østrig kalder 1

Østrigske Visions of Atlantis med den græskfødte Maxi Nil i forgrunden spiller en omgang symfonisk power metal, der er sympatisk, men desværre ikke efterlader lytteren med særligt mange uudslukkelige ørehængere.

Titel
Ethera
Distributør
Trackliste
1. The Ark
2. Machinage
3. Avatara
4. Vicious Circle
5. Hypnotized
6. Tlaluc’s Grace
7. Burden of Divinity
8. Cave Behind the Waterfall
10. A.E.O.N. 19th
11. Bestiality vs. Integrity
12. Clerics Emotion
Karakter
3

Østrigsk heavy metal er især forankret omkring den melodiøse, symfoniske power metal, hvor Visions on Atlantis indgår sammen med Serenity og Edenbridge.

Vision of Atlantis har eksisteret i en årrække med skiftende besætninger, hvilket ikke mindst har givet sig udslag i flere udskiftninger på den kvindelige vokale front. Nu synes Maxi Nil dog at have erobret pladsen som duetpartner med Mario Plank, som er bandets mandlige vokalist.

Det specielle ved Visions of Atlantis er, at der i modsætning til så mange andre metalbands ikke er tale om en ’beauty and beast’-situation med en growlende herre og en sopranlydende kvindelig vokalist. I Visions of Atlantis synger såvel den mandlige som den kvindelige vokalist "rent".

På nyeste album ’Ethera’ er der naturligvis tale om symfonisk power metal, men dog uden at det bliver for meget af det ene eller det andet: Det bliver aldrig særligt symfonisk, endsige progressivt. Vi er således mere ovre i den melodiske power metal-stil, og det er sådan set også helt udmærket. Desværre synes bandet ikke helt at have de fornødne evner til at skrive kompositioner, der holder ud over første gennemlytning.

Selv efter gentagne gennemlytninger af ’Ethera’ må det således konstateres, at det først er på anden halvdel af albummet, at der - i form af eksempelvis ’Burden of Divinity’, ’Cave Behind the Waterfall’ og ’ Aeon 19th’ - dukker sange op, som huskes. Det skal i den forbindelse også bemærkes, at i den genre, som Visions of Atlantis spiller, så er vokalen en vigtig bestanddel og her må det desværre konstateres, at det kun er den kvindelige del af helheden, der hæver sig lidt over gennemsnittet af vokalister for denne genre.