Rocket metervare
Populær
Efter successen med ‘Crooked Teeth’ forsøger Papa Roach for alvor at genindtage radiofladerne. Amerikanernes tiende album er en søgt rock-udgivelse og en appel til et bredere publikum.
Reengade Music
Not The Only One
Who Do You Trust?
Elevate
Come Around
Feel Like Home
Problems
Top of the World
I Suffer Well
Maniac
Better Than Life
Efter nærmest at have udspillet sig selv i en rus af stoffer og stilforvirring har Papa Roach de seneste år haft et imponerende comeback. Stofferne er blevet lagt på hylden, og sangskrivningen blevet stærkere. ‘F.E.A.R.’ fra 2015 var startskuddet, og kulminationen kom to år efter i form af ‘Crooked Teeth’, der muligvis er et af de bedste album, kvartetten har udgivet. Et album, der kombinerede de bedste elementer fra bandets baggrundskatalog, og et album, der var en vital opblomstring.
Symptomatisk for kvartetten er et nyt album en streg i sandet. Papa Roach har haft for vane at følge tidens trendens og bygge album op omkring den lyd, der nu engang har været populær. Med ‘Who Do You Trust?’ er bandet i højere grad tilbageskuende. Det ses tilbage på de to seneste album og tages udgangspunkt i det, der har givet bandet mest spilletid. Desværre er det ikke ensbetydende med, at der er fokus på god sangskrivning. Der er derimod fokus på rocket metervare. Skrevet til radioen, med et klart ønske om at nå så bredt ud som muligt.
Når man lever af musik, er det svært at bebrejde nogen for at ville tjene penge. Det er trods alt sådan, verden hænger sammen. At Papa Roach søger den mere rockede vej, er heller ikke overraskende. Selvom det energiske sceneshow især har kendetegnet Jacoby Shaddix, bliver alle ældre. Det kan nok diskuteres, om de fire medlemmer ikke har overskrevet den højenergiske salgsdato for længst. Alt andet lige virker en mere rocket tilgang til sangskrivningen som et fornuftigt valg. Desværre formår Papa Roach ikke at løfte den overgang. Simpelthen fordi størstedelen af sangene på ‘Who Do You Trust?’ er gabende kedelige.
Det er nærmest tragikomisk, så uinteressante størstedelen af de 12 numre er. Med få undtagelser evner kvartetten simpelthen ikke at skabe den gode rock-sang. Det har ellers ikke tidligere været noget problem at skrive ørehængende hits. Andensinglen ‘Renegade Music’ har da også noget af den specielle magi. Et ørehængende nummer, men også et nummer, der minder lidt for meget om tidligere materiale. Tredjesinglen ‘Not the Only One’ er derimod langt mere interessant. Den melankolske klang verset og det simple vokal-flow står i stærk kontrast til det rockede og mere bombastiske omkvæd.
Bedst går det kvartetten på ‘Elevate’. Nummeret er ironisk nok det mindst rockede på pladen. En hybrid af hiphop, r’n’b-elementer og nedtonet guitar. Ikke ulig ‘Born for Greatness’ fra ‘Crooked Teeth’. Papa Roach har for længst mestret at kombinere forskellige genrer. Man fristes til at angive det som bandets stærkeste side. ‘Elevate’ er et godt eksempel på netop den styrke. Et nummer, der havde været et es og kunne have skabt afveksling på en velkomponeret plade. I stedet fremstår nummeret som en enlig svale og er en sær indikator for, hvorfor ‘Who Do You Trust?’ fejler som album og overgang til rocken.
Resten af pladen er mildest talt skuffende. Førstesinglen og titelnummeret afspejler den manglende opfindsomhed og svage kvalitet, endda uden at være pladens kedeligste. Jerry Horton har svært ved at finde de gode, klingende riffs, og Shaddix genbruger teksttamer i en svagere version end tidligere. Det er nu tredje plade, Shaddix bruger på selvterapi, og det er efterhånden trivielt at lytte til den tidligere narkomans bekendelser og foragt for staternes førstemand.
Papa Roach har, som insektet bandet er opkaldt efter, vist sig svært at komme af med. Så længe bandet kan levere det par stærke singler, der vanen tro leveres, og det kan kombineres med et sprudlende og unikt liveshow, skal Shaddix & co. nok blive hængende. Mon ikke også de overlever denne halv-succesfulde udgivelse og vender tilbage om to års tid, vanen tro? I så fald har de forhåbentlig enten ændret retning eller er blevet bedre til den ædle kunst at skrive et godt rocknummer.