Og beatet bli'r ved og ved og ved
La-di-da-di-di: Papirs fritflydende overskudsmusikalitet er magelig at slæge sig i, men i længden bliver ubesværetheden et problem for bandet.
17.01.2020 #2
17.01.2020 #3
20.01.2020 #1
20.01.2020 #2
20.01.2020 #3
Der er nogle mennesker, der bare skal gå i gang med at spille, så kommer det hele af sig selv, og næsten uanset hvad de gør, lyder det fedt. Det er den fuldkommen ubesværede musikalitet og den intuitive forståelse af hinanden bandmedlemmerne imellem, som 'Jams' er født ud af, og det er egenskaber, som er fremelsket over syv albums siden 2010 og har givet dem et navn som et af Europas bedste instrumentale psychrockbands. Det er også de egenskaber, der medfører, at de fem halvlange jams, som pladen udgøres af – og som har givet den sin onkelhumortitel – føles, som om de vokser frem ved egen utæmmelige urkraft.
Den instrumentale, fuzzindsøbede og rytmedrevne syrerock, københaverbandet gør sig i, er af den slags, som deres tidligere pladeselskab, odeanseanske El Paraiso, udsender en lind strøm af med navne som Causa Sui og Mythic Sunship i hver sin ende af spektret, og som Earthless velsagtens er det største internationale navn indenfor. Det er musik at svømme hen til og bare mærke, hvordan den ene rytme naturligt fører over i den anden, hvordan guitaren ekkoer, hviner og triller afsted og en rullende bas, og man danser uvægerligt, indtil man kommer i tanker om, at man ikke er hashoman.
Det er den slags bratte opvågnen, som Papir til gengæld er følsomme overfor: For lige så magelig en plade, ‘Jams’ er at sætte på til at starte en uendeligt lang formiddag med absolut ingen forpligtelser og intet på tapetet ud over solens spil i gardinerne; lige så frustrerende bliver manglen på udvikling, efterhånden som man kommer op ad dagen, uden at Papir har fået en til at tage sig sammen til at tage bukser på.
Det er meget lidt effektiv musik, det her.
God at lave kaffe til, men når kaffen er drukket, og man ligesom er kommet i gang, stener Papir stadig rundt i morgenkåbe eller sidder i underhakkere og nørkler med en effektpedal.
Afsættet er stadig krautrocken, ikke mindst Ash Ra Tempel og Neu!, og de referencer er der absolut intet at udsætte på. Men hvor der hos Ash Ra Tempel på i hvert fald de første plader var en uheldssvanger undertone og en konstant følelse af, at det hele tiden kunne skride ud og styrte sammen eller bygge så meget op, at det eksploderede, er solskinnet dovengyldent og fjernvarmelunt hos Papir, og de har fuldkommen kontrol over, hvad de foretager sig.
Der er intet vitalt på spil her.
Og mens Neu! famlede sig frem og både opfandt og nedbrød sig selv i processen, er det hos Papir på forhånd givet, hvad de vil, hvor de vil hen med det, og hvilke virkemidler de skal bruge for at nå dertil.
Der er ingen overraskelser, og det er der heller ingen, der forlanger.
'Jams' er en smuk plade, der emmer af overskud, musikalitet og en stor musikhistoriebevidsthed. Den er ramt lige på kornet. Men efter 80 minutter, hvor rytmen konstant har skubbet musikken frem uden at komme ud af stedet, har man brug for at få åbnet et vindue.