Næsten i tråd med sin egen DNA
På endnu et album lyder Queensrÿche stadig som en kopi af sig selv – ikke en bleg kopi, men bare sådan let falmet i kanterne.
2. Chapters
3. Lost In Sorrow
4. Sicdeth
5. Behind The Walls
6. Nocturnal Light
7. Out Of The Black
8. Forest
9. Realms
10. Hold On
11. Tormentum
‘Digital Noise Alliance’ hedder Queensrÿches sekstende album, altså som DNA, bare ikke forkortet, og det er fjerde udgivelse med den stadig lidt nye sanger Todd La Torre. Todd La Torre lyder stadig som Geoff Tate, der med sin særegne vokal gav Queensrÿche et helt særligt udtryk, og det er fortsat imponerende, at man kan finde en vokalist, der både er så meget af en kopi af noget unikt. Men det er også en hæmsko, for det gør kun sammenligning med tidligere udgaver af bandet så meget mere oplagt – det føles nærmest forkert ikke at gøre det.
Så det gør man, og man sammenligner formentlig med bandets storhedstid i midtfirserne omkring de tre-fire første albums, hvor bandet, blandt andet på grund af Tates vokal, men også en progressiv sangskrivning, ramte det nævnte særlige udtryk. Queensrÿche var både melodisk og catchy, men havde også ret meget kant og var endda ret så aggressivt sine steder.
Nutidens Queensrÿche rummer stadig lidt af det hele, men lyder samtidig som et lidt svagere kopi af sig selv. Det er som om, de burde spille en anelse hurtigere, vride deres bends hidsigere og turde være skæve og skingre. Digital Noise Alliance har mange gode sange, men helhedsindtrykket er et band, der spiller med for lidt bid og alt for tilbagelænet.
Bedst er albummet omkring ‘Out of the Black’, hvor der momenter af vildskab, og den tunge sejtrækker ‘Behind the Walls’, som er mere ond i sulet. Men der er for mange anonyme numre, og desværre også en rasende kedelig ballade at trækkes med. Man ville sådan ønske, at Queensrÿche efterhånden slap tøjlerne lidt og ikke var så irriterende kontrolleret.